De sidste mange års strammerpolitik sætter nu sine helt uafviselige spor. Det danske samfund vånder sig under hyppige skyderier på åben gade, “bandekrig”, voldsomme hjemmerøverier osv.

Det er resultatet af otte-ni års hovedløse rets- og socialpolitik udøvet af et flertal i folketinget, som stik imod al sund fornuft er blevet større og større.

Først var det især Dansk Folkeparti, som bød på enkle og populistiske “løsninger”, hver gang pressen bad om kommentarer til snart den ene beretning fra “den virkelige verden” snart den anden. Men denne “bodegamentalitet” har efterhånden bredt sig ikke bare til de to borgerlige regeringspartier, men også langt ind i Socialdemokratiet og SF…

Resultaterne – negative, selvsagt – lader ikke vente på sig, jfr. oven for. Skulle nogen have været i tvivl, er det nu dokumenteret, at der ikke er nogen forebyggende effekt i at sætte straffen op. Heller ikke i at bevilge hundredevis af millioner kr yderlige til politiet.

Det er der sådan set heller ikke rigtigt nogen af strammerne, som har påstået eller gjort noget særligt ud af.

Argumentet er snarere det fatalistiske, at de pågældende gerningsmænd da i hvert fald ikke kan begå ny kriminalitet, sålænge de sidder i fængsel… Det er, naturligvis, i sig selv et stærkt argument for at forlænge straffene igen og igen. Og der er da også røster fremme i så henseende om, at vi her i Danmark skal kopiere det amerikanske princip om “three strikes all out”.

Et nyt skud på stammen er at kræve foreninger, som er aktive i bandekrigen, forbudt. Det turde være ganske indlysende, at sådanne forninger er ulovlige og ikke må fortsætte, men hvor er den nødvendige dokumentation? Og hvem har kunnet påvise en sådan struktur hos rockernes modstandere, at der er noget, som vil kunne rammes af et foreningsforbud?

Hidtil er meget få blevet dømt i de mange, mange skud- og andre episoder, som har fundet sted i det sidste års tid, og som i daglig tale går under betegnelsen “bandekrigen”. Så hvordan skal poltiet eller rettere rigsadvokaten kunne fremlægge den dokumentation, som er påkrævet for, at foreningerne kan ophæves ved dom, dvs. af domstolene efter kontradiktorisk prøvelse?

Her hjælper nok så mange politiske “signaler” ikke en døjt – i hvert fald ikke i et retssamfund eller en retsstat.

Baron von Münchhausen har aldrig levet, og der er heller ingen mennesker eller politiske partier, som kan redde sig selv – og verden – ved at trække sig selv op af det bundløse hængedynd ved håret.