Graver man ned i Udlændingeloven ender man helt nede i det dybeste, sorte hul:  hovedloven på dette område er et uhyrligt monstrum – helt uanset, hvilke holdninger man måtte have for eller imod udlændinge, asyl, opholdstilladelser, udvisning etc. Det er på tide med en samlet revision, skriver Bjørn Elmquist.

På forsiden fredag den 26. marts berettede Politiken om flygtninge- og integrationsministerens grove lovsjusk og despekt for det høringsinstrument, der er en fast bestanddel af den demokratiske proces. Fristen for at forholde sig til det mellem V, K og O aftalte pointsystem for udlændinge m.m.m. er så kort, at flere af høringsinstanserne allerede på forhånd har meldt fra, hvorved der kommer til at mangle dette for det åbne demokarti så betydende input fra græsrødder, uafhængige eksperter og andre samfundsaktører uden partipolitisk farvning.

Om lørdagen fik ministeren en hvas lederkommentar, der helt korrekt påviste ministerens hykleriske og dobbeltmoralske, dvs. amoralske, holdninger. Endnu en gang.

Sagen er bare, at det faktisk forholder sig meget værre end af Politiken beskrevet!

De korte høringsfrister er desværre ikke et særkende for dette ministerområde. Det gælder også ofte på justitsministerens ressort, hvilket ret beset ikke kan undre, da det jo netop er disse to politikområder, udlændinge og kriminalitet, som er regeringens og Dansk Folkepartis foretrukne mødested.

Så ud fra det synspunkt står integrationsministeren ikke helt alene med sin demokratifjendske holdning.

Men graver man en anelse dybere, ender hun og hendes ministerium alligevel helt nede i det dybeste, sorte hul:  hovedloven på dette ressort, udlændingeloven, er et uhyrligt monstrum – helt uanset, hvilke holdninger man måtte have for eller imod udlændinge, asyl, opholdstilladelser, udvisning etc.

Og det kan dokumenteres sort på hvidt:

To centrale principper for al lovgivning er, at der skal tilstræbes gennemsigtighed (transparency) og forudsigelighed (predictabilty). Bestemmelserne skal være så tydelige og klare, at retstilstanden i så mange som muligt forskellige situationer er til at forudsige – helst af brugerne selv og ellers i det mindste af de advokater og andre private eksperter, som bistår borgerne.

Dette har justitsministeriet for adskillige år siden udmøntet i en vejledning om god skik for lovgivning og anden regelfastsættelse, som stadig gælder. Der står bl.a., at hver paragraf højst bør bestå af 3 stykker (dvs. stk. 1, stk. 2 og stk.3), og at litreringer af paragraffer bør undgås, dvs. at man ikke bruger f.eks. § 1, §  1 a, § 1 b, § 1 c osv.

Udlændingeloven, der jo oprindelig stammer fra 1983, er gennem de sidste 9 år, dvs. fra “systemskiftet” i 2001, hvor Venstre og Konservativ blev sat under formynderskab af Dansk Folkeparti, blevet ændret et utal af gange hvert eneste folketingsår. Det er i sig selv en uting, især når ændringerne ofte er affødt af et eller andet konkret tilfælde, som man så søger en lovmæssig ad hoc løsning på ude af sammenhæng med alle de andre bestemmelser i loven.

Men denne ustystematiske og sporadiske måde at lave loven om på har til resultat, at f.eks. § 9 om opholdstilladelser nu har 7 litreringer, dvs. der er § 9, § 9 a, § 9 b, § 9 c, § 9 d, § 9 e, § 9 f, og § 9 g. Endvidere har flere af disse paragraffer masser af stykker, ja helt op til 25…..!

Prøver man så at sætte sig ind i teksten og den forståelsesmæssige sammenhæng i disse regler om opholdstilladelse, bliver dette virvar en ren parodi på god lovgivningsskik. Som høringsinstans har vi fra Retspolitisk Forenings side igen og igen de seneste år skrevet dette højt og tydeligt i vores svar og opfordret til, at loven bliver skrottet og erstattet af en helt frisk og gennemskuelig model, hvis indhold der så politisk naturligvis må tages stilling til.

Men hverken ressortministeriet, justitsministeriet med dets lovkontor, statsministeren eller for den sags skyld folketinget har reageret.

Så lovsjusk….? Ja, også i den grad, medmindre den gode hr. Kafkat er læremester og inspirator.