Læs her en detaljeret gennemgang af Retspolitisk Forenings historie fra de første ideer til overvejelser om foreningens placering blandt andre ligesindede foreninger. Tidligere formand for foreningen Peter Arnborg giver baggrunden for foreningen og dens aktiviteter gennem årene, og slutter af med nogle
personlige vurderinger af dens videre virke.

Fra midt i 1960´erne fandt der et vist politisk og kriminalpolitisk tøbrud sted blandt andet også i Danmark med fremkomst af diverse autoritets-kritiske (magthaver-kritiske) initiativer.

Amnesty International (dannet i 1961 i England) fik en beskeden dansk afdeling i 1964, der dog i de næste årtier primært fokuserede på formidling i Danmark af menneskeretskrænkelser (tortur mv.) over for fanger i diktaturstater.

KRIM (Kriminalpolitisk Forening) dannedes i 1967, og har siden fokuseret på den statslige behandling af fanger, under og efter afsoning.

Som en udløber af ”ungdoms- og studenteroprøret”, fra 1968 og de næstfølgende år, fik autoritets-kritiske initiativer større gennemslag og bredde inden for en række akademiske fagområder.
På universiteterne blev gennemført nye styrelseslove og nye undervisningsformer introduceredes på visse fag, også på jurastudierne, bl.a. med projektarbejder i grupper, studenterstyrede hold osv. Der blev inden for en række fagområder udarbejdet ”alternative”, fagkritiske rapporter. Også uden for universitetsmiljøerne var der opbrud i normerne, og der var fx jurister, der satte spørgsmålstegn ved den hidtidige måde og de vante prioriteringer at praktisere jura og retssikkerhed på.

I midten af 1970´erne dannedes således nogle alternative retshjælpskontorer, som supplement til den etablerede institution Studentersamfundets Retshjælp. De nye enheder blev fra begyndelsen drevet af enten yngre advokater eller af ”græsrødder”.

Tidsskriftet Retfærd så dagens lys i 1976, og var oprindeligt et blad for retskritisk og socialistisk/materialistisk debat og information.

Forberedende foreningsdannelse
Der viste sig på den tid interesse for at danne et noget bredere og mere samlende forum, hvor den samfundsorienterede juridiske fagkritik kunne få et tilholdssted, dækkende en række forskellige faglige emner, og som mødested (netværk, vil man nok kalde det nu). I 1976-77 blev der taget forskellige tilløb til foreningsdannelser både i København og Århus, bl.a. inspireret af at der i Norge i 1974 med succes var dannet ”Rettspolitisk Forening”.

I begyndelsen af 1978 dannedes en initiativgruppe, der gjorde sig tanker om en mulig foreningsdannelse (grundlag mv.) og inviterede en større kreds til et møde om interessen for dannelsen af en forening. Små 100 jurastuderende og jurister, dækkende forskellige arbejdsmæssige funktioner (forvaltningsansatte, forskere, advokater, dommere m.fl.) mødtes til det forberedende møde på Københavns Universitet (Hvalkælderen) den 1. april 1978.

På mødet var der oplæg fra nogle inviterede personer, der repræsenterede forskellige jobfunktioner eller tilgrænsende foreninger. Efter gruppe- og plenumdebatter konstateres meget bred tilslutning til at danne en retspolitisk forening og også til det bærende (værdi-) grundlag. Der nedsattes en vedtægtsgruppe og et arbejdsudvalg, der skulle forberede et stiftelsesseminar til afholdelse i foråret 1978.

Stiftelsen juni 1978
60 jurister og jurastuderende mødtes i Middelfart i weekenden 3.-4. juni med det program at stifte foreningen, vedtage vedtægter, vælge bestyrelse og nedsætte nogle arbejdsgrupper om forskellige emner. Hertil kom yderligere drøftelser af retspolitiske emner, bl. a. på baggrund af oplæg fra nogle personer, der indgik i stiftelseskredsen.

I forhold til det indledende og udsendte (værdi-) grundlag og vedtægtsforslaget, var der især drøftelser om arbejdsgruppernes beføjelser mht. udtaleret i forhold til bestyrelsens udtaleret på foreningens vegne og om mindretalsbeskyttelse i bestyrelsen.

Den 4. juni var de foreningsmæssige forhold afklarede, og foreningen var en realitet med vedtægter, der stort set uændret har været gældende lige siden.

Fra vedtægterne:

§1: Foreningens navn er ”Dansk Retspolitisk Forening” (nu 2008-09 ændret til ”Retspolitisk Forening”).
Foreningens formål er at arbejde for sikring og udbygning af borgernes retssikkerhed, demokratiske friheder og sociale rettigheder.
Foreningen vil lægge særlig vægt på at bedre svagere stillede gruppers og enkeltpersoners retlige situation.
Foreningen er uafhængig af politiske partier.

§2: Personer, der tilslutter sig foreningens formål, kan, hvis de er juridiske kandidater eller studenter, eller hvis de arbejder med retspolitiske spørgsmål, være medlem af foreningen.
Spørgsmål om medlemskab afgøres af bestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for generalforsamlingen.

De første mærkesager
De faglige oplæg på seminaret med inviterede oplægsholdere kredsede om 3 emnekredse, der lige siden med mellemrum har haft foreningens bevågenhed, nemlig 1) Offentligt ansattes ytringsfrihed, 2) Udlændinges retsstilling, og 3) Retssikkerhed i retsplejen (politiets opgaver og ansvar, varetægtsfængsling, isolation mv.).

Medlemstallet var fra begyndelsen ca. 100 medlemmer, der hurtigt steg til ca. 200, for efter et par år at stabilisere sig på ca. 300 i de følgende år op gennem 1980´erne.

Aktiviteter gennem årene
Foreningens virksomhed udføres af bestyrelsen samt af nedsatte/dannede arbejds- og initiativgrupper. Grupper er normalt dannede som ad hoc-grupper med særlige eller tidsbegrænsede opgaver, dog har gruppen om isolationsfængslinger eksisteret gennem næsten alle årene, hvilket også gælder for en blad-/redaktions-gruppe.

Medlemsbladet Retspolitik er udkommet jævnligt siden 1983, og i de seneste år som store tema-numre, hvor det sidste papir-nummer udkommer i 2008. Herefter er det planen, at kommunikationen sker digitalt (hjemmeside, mails mv.). 

Aktiviteterne sker ved udarbejdelse af rapporter, afgivelse af høringssvar, offentlige udtalelser og afholdelse af møder og seminarer. Afholdelse af møder er især i de seneste 10-15 år ofte sket i samarbejde med andre tilgrænsende organisationer, fx Socialpolitisk Forening, PEN, Retskritisk Forum, DJØF, m.fl
Aktivitetsmåden er skiftet over årene, idet der i de første 10 år afholdtes en række weekend-seminarer, mens dette ikke har fundet sted i de seneste 10-15 år. Offentlige møder afholdes dog fortsat jævnligt med normalt 2-3 møder om året om forskellige aktuelle emner, med vekslende men dog acceptabel mødedeltagelse (borgere, medlemmer). 

Når bestyrelsen arrangerer møder, er der normalt positiv ”respons” om medvirken hos inviterede oplægsholdere (eksperter, retspolitikere m.fl.), ligesom pressen jævnligt kontakter foreningen mhp. at få udtalelser. Det forekommer også jævnligt, at nogle retspolitikere viser interesse for foreningens udgivelser (møder, udtalelser mv.). Foreningens høringssvar over lovforslag (mest til Justitsministeriet) giver undertiden anledning til folketingsspørgsmål til ministeren og til henvendelser fra pressen.
Emnerne over årene har naturligvis ændret sig noget, selv om der også fortsat er en fast ”kerne” om retsplejemæssige spørgsmål, politilovgivning (klageregler), udlændinges retsstilling, menneskerettigheder (traktater og konventioner) og om ytringsfrihed mv. Endvidere har gennem det seneste 10-år de stadige straf-skærpelser (øget repression) været behandlet og kritiseret. Efter 11. september 2001 har endvidere (anti-) terrorlovgivning mv. været et centralt område (pakke 1 i 2001-02, pakke 2 i 2005-06), og området kalder på fortsat kritisk opmærksomhed, idet også flere efterfølgende lovinitiativer er taget af regeringen m.fl, og flere kan forventes, herunder også via EU-regler og deres implementering i dansk ret.
Medlemsaktiviteten var klart størst og bredest i de første 10 år, men aftog så noget, ligesom medlemsantallet har været vigende siden begyndelsen af 1990´erne. Medlemsantallet har dog i de senere år igen stabiliseret sig, og der har været en vis beskeden tilgang af nye medlemmer, så medlemsantallet i 2008 er cirka 200.

Foreningen har i 1988 fået udgivet bogen ”Retspolitisk Status” (DJØF’s forlag) og i 2003 bogen ”Retspolitiske Udfordringer” (Gjellerup).
Siden 1988 er der hvert år uddelt den retspolitiske pris ”Kafkatten” til en person/institution, hvis retspolitiske indsats således er påskønnet af foreningen.
Foreningen har siden slutningen af 1990´erne været på nettet med adressen: www.retspolitik.dk 

Evaluering og prognose
I dette afsluttende afsnit vil jeg komme med nogle mere personlige betragtninger om for- og fremtid for foreningen.

Ved stiftelsen i 1978 kunne foreningen vel betragte sig som tilhørende en ”gråzone” mellem ”det fagligt etablerede” og ”det politisk udgrænsede”. Fra den position blev der taget retspolitiske initiativer og udsendt offentlige indlæg, der i vekslende omfang vandt offentligt gehør. Men det skete dog, fx i forbindelse med spørgsmålet isolationsfængsling, politilovgivning (klageregler) og om offentligt ansattes ytringsfrihed under forarbejder til forvaltningslovgivningen i 1980´erne.

Senere opfattedes foreningen næsten som en ”institution”, og med et bredere arbejdsfelt. Herfra markerede foreningen sig i forskellige sammenhænge, og udtalelser blev jævnt hen opfattet rimeligt, som det, de jo var/er: Altså ikke faglig videnskab fra et forskningsinstitut, men retspolitiske udsagn med en rimelig faglighed. Og naturligvis med en kritisk holdning over for en del ”systemtænkning” i den herskende, stadig mere repressive retspolitik, hvor foreningen til stadighed betoner vigtighed af retssikkerhed i samfundet og for de enkelte grupper og personer (menneskerettigheder mv.).

Særligt isolationsgruppens løbende arbejde har sat sig spor, hvilket også -dog i mindre grad- gælder i spørgsmålet om klager over politiet. Hertil kommer andre påvirkninger, der imidlertid er mere usynlige, idet ministerier og politikere ofte ikke tilkendegiver (indrømmer) evt. påvirkninger udefra.
I Danmark etableredes i 1990 ”Centret for Menneskerettigheder”, der i 2002 blev undergivet ny lovgivning og nu indgår som institut under ”Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder”, altså et lovreguleret institut med en relativ selvstændighed (et vist armslængde-princip, ”semi-offentligt”)
I 2006 dannedes en ny organisation ”Retssikkerhedsfonden” som en NGO, hvor fokus er på retssikkerhedsspørgsmål, typisk af processuel / juridisk-formel art og vedrørende jævnlig kritik af lovgivningsprocesser.

Tilstedeværelsen af de to aktører (Institut for Menneskerettigheder og Retssikkerhedsfonden) samt Amnesty/dansk afdeling og KRIM, der alle på nogle stræk vil have nogenlunde samme tilgang til retspolitiske udspil fra regering o.a., som Retspolitisk Forening har, stiller naturligvis alle disse parter over for det spørgsmål, hvordan de/vi prioriterer og positionerer sig/os i forhold til hinanden og i offentligheden.

At have en permanent NGO-tilstedeværelse i det offentlige retspolitiske rum må imidlertid fortsat vurderes at være vigtigt. Retspolitiske udfordringer – med arbejde for sikring af retssikkerhed og menneskerettigheder mv. – er der desværre fortsat nok af, også i de kommende år for retspolitiske NGO´ere.

Retspolitisk Forenings virke er derfor stadigvæk vigtigt, men som i alt NGO-arbejde forudsætter den videre virksomhed, at tilstrækkeligt mange involverer sig og yder en praktisk eller fagpolitisk indsats. At rekruttere nye og aktive medlemmer er derfor en stående opgave, hvilket igen forudsætter en vis offentlig synlighed, således at foreningen er kendt af potentielle medlemmer som et relevant sted at lægge sit retspolitiske engagement.

Indtil videre har Retspolitisk Forenings meningsfulde eksistens gennem forskellige retspolitiske ”epoker” og under forskellige omstændigheder gennem indtil nu 3 årtier bevist, at foreningen fortsat har en funktion som retspolitisk NGO, som det er værd at holde fast ved – men naturligvis ikke uafhængigt af udviklingen i det samlede retspolitiske NGO-miljø.

Så indtil videre er Retspolitisk Forening kommet for at blive!

Peter Arnborg, f. 1948, medstifter af foreningen i 1978, bestyrelsesmedlem 1978-80, formand 1994-96, bestyrelsesmedlem 1999-2002 og siden 2007-2019