Ret og Samfund 2007

Ret og Samfund 2007 er første bind af en årbog, der udsendes fra det nye Center for Rets- og Politiforskning (CeRePo). Læs Torben Agersnaps anmeldelse af bogen her

Det er noget af en kraftpræstation at stable en årbog på benene: Der skal tilvejebringes det økonomiske grundlag. Der skal stiftes en kreds af interesserede, der kan lette redaktionens arbejde.

Forfattere skal findes og orienteres, så de ikke skriver i øst og vest, men også således at emnet belyses fra flere sider. Og så skal der laves en realistisk tidsplan med afleveringstidspunkter, tid for korrektur og trykning og endelig distribution. Årbøger sælger ikke sig selv.

Den nye årbog hedder Ret og Samfund 2007, men redaktionen har klogeligt valgt i første udgave at samle indlæggene om ét delemne, nemlig aktuelle kriminologiske problemer. Den indeholder 11 artikler af danske eksperter og en indledning skrevet af bogens redaktør. Artiklerne er spændende læsning, også fordi de rummer en opfordring til danske politikere om at overveje, om fordelene ved den førte politik står mål med de betydelige ulemper. Her er der kun plads til en kort omtale af de enkelte artikler:

Fængslinger og kriminalpolitik
Kriminolog Beth Grothe Nielsen fortæller i den første artikel, at Danmark ligger i top i europæisk sammenhæng med hensyn til, hvor mange der dømmes til fængsel pr 10.000 indbyggere. Det er ikke noget at rose sig af. Vi har tidligere ligget i midten, men nu idømmes der mange korte fængselsstraffe for forseelser, der i udlandet klares med bøde og sanktioner, der ikke giver fængsel. Desuden gives der længere straffe end tidligere for voldsforbrydelser. Det er sket efter ønske fra et flertal i Folketinget, der ikke vil vide af, at man kan forøge længden og mængden af straf i samfundet uden at kriminaliteten falder, og man kan halvere længden og mængden af straf uden at kriminaliteten stiger.

Det kræver mange overvejelser at udforme en kriminalpolitik eller at kritisere den aktuelle kriminalpolitik i et land. Det er udmærket udtrykt i professor Jesper Rydbergs artikel: “Kriminalpolitik med omtanke” og problemstillingen følges op i seniorforsker Peter Scharff Smiths bidrag om “Fængsler og Menneskerettigheder internationalt og i Danmark”. Her behandles bl.a. spørgsmål om hvorfor der straffes, og hvilke rettigheder skal den indsatte have, mens han sidder i varetægt eller fængsel. Udviklingen ser her ud til at være gået fra en situation, hvor den fængslede ingen rettigheder havde til nyere tid, hvor fanger i Danmark og Norden i flere henseender er beskyttede af menneskerettigheder. Frygten for terror har dog også i den henseende i de allerseneste år betydet et tilbageskridt i Danmark.

Mere overvågning… af politiet!
Det er til dels de samme personer man finder i staben i det nye center: CeRePo, blandt  artikelforfatterne og i  Retspolitisk Forening. Foreningens formand Bjørn Elmquist og foreningens kasserer, Jeff Jørgensen, skriver en fælles artikel med titlen: “Brug for mere overvågning…. af politiets arbejde”. Baggrunden er den udvikling, vi ser i  retten, hvor befolkningens retssikkerhed må vige for sikkerhedsforanstaltninger mod terror, og hvor privatlivets fred efterhånden bliver “en by i Sibirien”. Domstolene skulle være en sikkerhed mod politiets unødige adgang til vores private e-mail og telefoner. Men dommerne lader sig meget let overbevise af politiet. Af 3438 anmodninger til retten om forudgående tilladelse til indgreb i 2005 blev 3399 imødekommet. Det er ca. 98 %. Tilsvarende statistikker findes for anmodning om tilladelse til ransagning. Men området er dårligt oplyst. Som eksempel får man ikke oplyst, hvad politiet har fået ud af de indgreb, som domstolene har tilladt. Det ved Justitsministeriet heller ikke jfr. Birgitte Brøbeks phd-afhandling i 2003.

Nævninge
Professor Eva Smith skriver veloplagt og kritisk om den nye retsplejelovs afskaffelse af nævninge. Vi har haft nævninge ved retterne i straffesager i over 100 år. Det har været en demokratisk garanti mod juristernes enevælde og har derfor aldrig været yndet af ret mange jurister. Eva Smith husker fra sin tid som landsdommer sit ubehag ved, at nævningene under retssagen gik i et lokale for sig selv. Men hun er overbevist om, at der er behov for et lægmands korrektiv til den juridiske dominans. Derfor er hun ikke positiv overfor den nye ordning, at nævninge nu skal votere sammen med jurister og ikke for sig selv. Det er i realiteten en afskaffelse af nævningene. Hun slutter med følgende “facts”:

1. Det er uomtvisteligt, at nævningeordningen blev skabt som en reaktion mod de juridiske dommeres magt. Man var bekymret over hårde domme til politiske modstandere. Det var derfor en demokratisk reform, der flyttede magt fra de juridiske dommere til folket.

2. Det er også uomtvisteligt, at nævningeordningen blev indført efter udenlandsk forbillede. Man kan høre ordet jury nævnt gang på gang under forhandlingerne. En jury var den gang karakteriseret ved, at lægdommernes votering om skyldspørgsmålet var adskilt fra de juridiske dommere.

3. Internationalt findes der utroligt mange ordninger, hvor lægdommere medvirker. Der kan være to, tre, fem, syv, eller tolv. Nogle gange voterer de alene, nogle gange sammen med de juridiske dommere, nogle gange er de med i strafudmålingen, nogle gange er den overladt til de juridiske dommere. Nogle gange skal der være fuldstændig enighed blandt lægdommerne og andre gange blot et kvalificeret flertal. Men det er fast praksis, at man internationalt skelner mellem “jury” på den ene side og “mixed Court” på den anden.
  
Klager over politiet
Claus Juul, der er juridisk konsulent for Amnesty International, har samlet et vigtigt materiale fra nogle sager, hvor man har klaget over politiets håndtering af sagen.  Han bruger materialet til at illustrere de problemer, der ligger i at sætte politiet, herunder statsadvokaten til at vurdere om de politimænd, der klages over, har handlet forkert. Det ser ud til, at de juridiske myndigheder har delt sig i to grupper, der henholdsvis forsvarer den nuværende ordning og anklager ordningen for, at den ikke lever op til grundlæggende krav om uafhængighed, uvildighed og objektivitet. De sager, som Juul præsenterer, synes at støtte klagerne mod den nuværende ordning.

Journalist Linda Hansen følger op på spørgsmålet om, hvorfor der er så langt mellem de kritiske og grundigt forskningsbaserede artikler og giver også et sandsynligt svar: En af kriminaljournalisternes bedste kilder er: Politiet.

Narkotikapolitik
Bogens længste kapitel (med 29 siders bilag) er skrevet af lektorerne Vibeke Asmussen og Jørgen Jepsen. De udgør et tværfagligt team. Vibeke Asmussen er etnograf og Jørgen Jepsen er jurist. Og det valgte emne forudsætter en tværfaglig behandling:”Dansk narkotika-kontrolpolitik – aktuelt og historisk”. De to forfattere fortæller, at denne artikel er den første i en serie af artikler i kommende års retspolitiske årbøger. Men de gør samtidigt opmærksom på, at emnerne er vanskelige at belyse, fordi den foreliggende statistik fra Justitsministeriet er meget mangelfuld og med få detaljer i de områder der er belyst. Gennem de sidste ti år, hvor både socialdemokratiske og borgerlige regeringer har ført en nul-tolerance politik, er der gennemført stramme lovgivninger, og politiet er presset til at gennemføre razziaer og nedvurderende behandling af pushere og brugere. Der foreligger ikke dokumentation for, at den grove optræden, som minister og Folketing har presset politiet til i Christiania, har haft nogen effekt på forbruget og salget af narkotika. Men kriminaliteten er flyttet til andre dele af København og er blevet mere spredt.

Forfatterne stiller spørgsmålet, om det nu ikke var på tide at opgive moraliseringen i dansk narkotikapolitik for de mange og ilde tilredte narkomaners skyld. Men svarer selv nej: Der har været en betydelig politisk villighed til i moralens navn at investere enorme beløb i dramatiske politi-indsatser på Vesterbro og Christiania efterfulgt af lige så kostbare opfølgnings-indsatser i de følgende år, og der er givet køb på en række klassiske hensyn til retssikkerheden. Artiklen slutter med et citat fra Stefan Zweig om første verdenskrig: “Nu har man ofret millioner af mennesker for nogle princippers skyld. Var det ikke på tide nu at ofre nogle principper for nogle millioner menneskers skyld”.

Kriminologi og kriminalpolitik
Professor Vagn Greve holdt i 2004 et foredrag om kriminologiens og kriminalpolitikkens udvikling. Det dannede en indledning til en konference om: “Hvad virker – hvad virker ikke”. Den er refereret i bogen af samme navn. Artiklen giver en glimrende oversigt, der fungerer som en god slutning bogen. Foredraget gennemgår en lang række retspolitiske tiltag og argumenterne bag dem og stiller spørgsmål til den aktuelle kriminalpolitik, hvor der ikke synes at være tid til at overveje om de forskellige tiltag nu har de ønskede virkninger. Han taler ironisk om nogle ministres signal-politik, der måske nok viser handlekraft, men er svage i argumentet.

Brug for mindretal i debatten
Sammenlagt er der tale om artikler, der er læselige, og som vækker til eftertanke. Det lover godt for de kommende udgivelser i årbogsserien. Der er lange rækker af retspolitiske problemer, der kalder på en debat, der også giver mindretal i vores demokrati en plads i debatten: Den individ-orienterede familielovgivning kan have uoverskuelige konsekvenser: Den passer måske til nogle familier, men næppe udenfor byerne og heller ikke blandt indvandrerne.

Et andet emne der trænger sig på er indholdet af det juridiske studium. Skal man fortsat holde det næsten adskilt fra andre fag, eller er der behov for en videre tværfaglig orientering, og bør man inddrage en større indsigt i det virkelige liv.

Kvindepolitikken er også et vigtigt emne, hvor mange nye synspunkter må have en behandling. Det samme gælder den retlige regulering af minoriteters integration modsat deres assimilering. Emner og problemer findes i stort antal. Redaktionen har formentlig allerede bestemt sig for næste års tema, og vi ser frem til en fortsat succes.

Skriv et svar