Et bidrag til at sikre ytringsfriheden i praksis

Af Jacob Andersen
Dansk Kommunikation/Communico
 

Forord

Med denne rapport sætter dansk PEN og Retspolitisk Forening ikke fokus på et problem, men på en løsning.

Problemet er allerede kendt. I en stor del af verden er det farligt at give udtryk for andre meninger end dem, der hersker på bjerget. Endnu flere steder kan et forkert ord gøre én til offer for politiske eller religiøse fanatikere.

Overgreb på ytringsfriheden er overgreb på enhver. Alle mennesker har samme moralske ret til at ytre sig. I praksis rammer overgrebene naturligvis især dem, der insisterer på at føre en virkelighedstro, offentlig samtale – også når det er farligt og forbudt.

Det har forfattere og journalister en professionel pligt til. Det gør dem ofte til symboler på håb og forbilleder for det tavse flertal. Samtidig bliver de sten i magtens støvle. Derfor er der tunge argumenter for at yde denne gruppe en særlig beskyttelse.

I de senere år er opstået et netværk af såkaldte fribyer rundt om i verden. Fribyerne tilbyder et pusterum til skribenter, der er forfulgt i hjemlandet. Skribenten lever som byens gæst i mindst to år. Byen skaber rammer om skribentens liv og arbejde og giver plads til ham eller hende i det lokale kulturliv. Skribenten påtager sig til gengæld at udfylde denne plads. En række byer rundt om i verden har allerede haft stort udbytte af dette kulturmøde.

Danmark er endnu ikke kommet med. Selvom Danmark holder ytringsfrihedens fane højt, har vores bidrag til at beskytte dens fortalere været beskedne i praksis. Også mindre end andre landes.   

Denne pjece giver et indtryk af fribyordningen. Den giver også en kort beskrivelse af det internationale fribynetværk og af de både positive og problematiske erfaringer med ordningen i Norge. 

Dernæst fremlægges en model for, hvordan en dansk model kunne se ud. Modellen forsøger at vise, hvordan man, inden for dansk udlændingelovgivnings restriktive rammer, kan skabe et frirum og et  rum for samspil med omverdenen.      

Til fordel for de forfulgte skribenter, naturligvis, og for deres nye hjembyer og for dansk kulturliv som helhed. Men ikke mindst for at sikre, at frie og modige stemmer fortsat kan høres i de dele af verden, hvor ytringsfriheden ikke er en selvfølge.

Tekstboks: Forkortelser

Den efterfølgende tekst omtaler en række organisationer ved deres forkortelser. Det drejer sig om 

WiPC står for Writers in Prison Committee – en del af  International PEN.
ICORN betyder The International Cities of Refuge Network – det internationale fribysamarbejde
INCA er forkortelsen af  International Network for Cities of Asylum, forløber for ICORN, nu nedlagt
NANCA er  North American Network for Cities of Asylum –  det nordamerikanske fribysamarbejde
DEL I  Fribyordningen og dens baggrund

”Vi overlever under store vanskeligheder. Og sommetider overlever vi ikke”.
Anna Politkovskaya. Tale ved åbningen af Stavanger Fribycenter. 14. marts 2003. 

Den russiske journalist Anna Politkovskaya, der dækkede Ruslands krig i Tjetjenien, står på dette års liste over skribenter, der blev dræbt, fordi de passede deres arbejde. Tabslisten er lang.    

Fra 15 november 2005 til samme dato i år mistede 38 skribenter livet under omstændigheder, der  med større eller mindre tydelighed kan henføres til deres arbejde.
Drabene er isbjergets synlige top. Mere kan ses i den statistik, som det internationale PENs Writers in Prison Committee – WiPC – offentliggør på halvårsbasis. Statistikken registrerer kendte og dokumenterede tilfælde af vold, undertrykkelse og chikane, rettet imod skribenter rundt om i verden. WiPC bygger sin statistik på et grundigt efterforskningsarbejde. Oplysningerne bekræftes altid af mindst to uafhængige kilder. Derfor står der respekt om WiPCs navn internationalt.

Ud over de dræbte blev 33 udsat for seriøse dødstrusler i første halvår af 2006, mens ligeså mange blev truet på anden måde, 4 blev kidnappet og yderligere 12 forsvandt. 142 sidder i fængsel med dom. Langt flere blev trukket i retten, hentet af politiet, forhørt eller arresteret kortvarigt. I alt registrerede WiPC 719 tilfælde af overgreb mellem januar og juni. Hertil kan lægges de ca. 200 journalister og lignende, der blev tilbageholdt af politiet under den skærpede politiske krise i Nepal tidligere på året.

Zoomer man ind på skæbnerne bag statistikken, kommer det ene mistrøstige billede frem efter det andet. F.eks. af den i Irak kendte digter J. Jouan Al-Harithi, 37, der i 2000 skrev sangen om, ”Hvorfor vandfugle løber fra vandet,” som Saddam Hussein opfattede som en kritik. Al-Harithi måtte gå under jorden, men i 2005 blev han udsat for et mordforsøg, der invaliderede ham og dræbte to af hans brødre. Også i dag må han skjule sig og lever i overhængende livsfare. 

Det samme gælder den 29 årige journalist og forfatter Haile Gabriel Yimer, hvis romaner tegner et billede af den etiopiske regering, som regeringen ikke selv bryder sig om. Yimer er blevet fængslet, torteret og har fået slået tænder ud. Også hans hustru er blevet slået. Yimer lever i dag i skjul i et naboland, men WiPC mener, at han fortsat er truet af etiopiske agenter.

En tredje skikkelse er den 57 årige iranske forfatter Mirzahsan Eshkevari, hvis bøger om islam og demokrati og behovet for reformer bl.a. er oversat til engelsk. Eshkevari blev i 2003 nomineret til Nobels fredspris, men i Iran har han siddet i fængsel i årevis, oprindeligt efter en dødsdom. Han har forbud mod at udlægge islam offentligt.  
Listen kan forlænges med kolleger fra alverdens diktaturstater som Kina og Hviderusland, Zimbabwe, Myanmar og Yemen.

Nogle af disse måneders mest udsatte skydeskiver er dem, der har hjulpet koalitionsstyrkerne i Irak – f.eks. med at bygge med på Iraks nye demokrati.

”Jeg troede ikke på, at amerikanerne ville være i stand til at give os frihed og demokrati, men jeg troede, at de kunne give os et rum, som vi kunne bygge den stat, som jeg drømte om. Jeg arbejdede ikke for amerikanerne, men jeg offentliggjorde artikler i en avis, de etablerede i Mosul. Nyt Håb hed den. Den fortalte hvad amerikanerne foretog sig i Mosul dag efter dag, og der var plads til at irakere kunne skrive deres meninger. Jeg skrev ni artikler til den avis. Én af dem vandt en pris som det bedste essay om demokrati og frihed i Irak. Mit foto optrådte ved siden af.

Jeg underviste på det tidspunkt ved et institut, og begyndte at modtage trusler fra mine studerende – direkte ansigt til ansigt: ”du fortjener at dø”. Og min chef sagde: ”du er en forræder mod  din tro og dit land”. Oprørere skubbede trusselsbreve ind under min dør..”
Omar Ghanim Fahti,. New York Times, 20. November 2006:

Det internationale fribysamarbejde 
Traditionen for at give husly til besværlige stemmer har urgamle rødder. Det er typisk sket som jordnære svar på påtrængende problemer.

Efter Tienanmenmassakren i 1989 ankom den kinesiske digter Duo Duo eksempelvis som flygtning i Toronto. Kort tid efter dukkede journalisten Martha Kumsa op samme sted efter ni år og otte måneder i etiopisk fængsel. De fik canadisk pas, men ikke ret meget andet, så lokale PEN-medlemmer sørgede for at indlogere dem og ikke mindst at inddrage dem i byens akademiske og litterære liv. Gradvis blev ordningen udbygget til et nationalt program, der i dag udgør rammen for 30 eksilerede skribenter.

I 1994 opstod et internationalt samarbejde mellem byer, der arbejdede med samme opgave. Blandt initiativtagerne var Salman Rusdie, der selv har været på flugt i det meste af sit  professionelle liv. Samarbejdet, International Network for Cities of Asylum, INCA, omfattede godt en snes byer, da det fungerede bedst.

En række medlemsbyer følte dog ikke, at INCA var kontingentet værd, og organisationen var tynget af økonomiske og administrative problemer. I 2004 besluttede medlemmerne at nedlægge den. Den særlige USA-del fortsatte under navnet NANCA. En række af de europæiske deltagere arbejdede for at skabe en ny samarbejdsform. Den blev stiftet formelt i juni 2006 under navnet ICORN, The International Cities of Refuge Network. Hovedsædet er i Stavanger, Norge.

ICORN vokser hurtigt og har i december 2006 17 medlemsbyer, heriblandt Barcelona, Frankfurt, Stockholm, Edinburgh., Oslo, Hannover og Mexico City. Antallet af fribyer er dog større. Som nævnt har Canada et omfattende program. Hertil kommer fribyerne i NANCA. Samarbejdet mellem ICORN, Canada og NANCA beskrives i øvrigt som nært og uproblematisk. Der er ikke aktuelle fusionsplaner, men en sammenlægning betragtes som en mulighed i løbet af de kommende fem år. 
 
ICORNs rolle
ICORNs opgaver består i at fremskaffe dokumentation for, at en given person kan betegnes som skribent, og at vedkommende rent faktisk er forfulgt som følge af sin professionelle virksomhed. På basis af dokumentationen beslutter ICORN om en given ansøger bør hjælpes inden for rammerne af  ordningen.  Samtidig indgår ICORN aftaler med byer, der ønsker status som fribyer, om at opfylde en række minimumsbetingelser.
Når både ansøger og by opfylder betingelserne, skal ICORN skabe forbindelse mellem dem.

ICORN udformer en personprofil, der sendes til de byer, der kunne være en mulighed. Ofte sendes 3-7 profiler, så byerne har noget at vælge imellem. Det gør byen så – måske udbeder den sig yderligere information om personen, f.eks. det fulde ansøgningsskema.
Byen kan vælge en person, der matcher byens egne prioriteter. Den kan også fravælge dem, som byen af en eller anden grund ikke er interesseret i. Det er jo ikke problemfrit at have en Salman Rushdie eller en David Irving boende. 

Når byen har bestemt sig, tager den kontakt til forfatteren. Der aftales en dato, og byen udsteder en formel invitation. Samtidig kontaktes forfatteren af ICORN med besked om, at han eller hun har lov at takke nej til den konkrete invitation. F.eks. giver nogle lande kun beskyttelse i to år. I andre er det ikke muligt at bevare sit oprindelige statsborgerskab. ICORN forsøger at finde et land med et juridisk arrangement, der svarer til behovet.

Lykkes det også, udformes en konkret aftale mellem by og skribent. Byen stiller nogle faciliteter til rådighed. Skribenten forpligter sig til at stille op til arrangementer, til at gæsteundervise, skrive artikler i den lokale avis, skuespil til det lokale teater eller hvad der måtte være relevant i det konkrete tilfælde.

Når skribenten er kommet til byen, sikrer ICORN kommunikationen mellem fribyskribenterne  indbyrdes og erfaringsudveksling mellem de embedsmænd, der arbejder med ordningen i de tilsluttede byer.  ICORN redigerer også et kvartårligt webzine, Babel, hvor eksilskribenternes tekster offentliggøres.
 

Eksempel på en profil:

27.09.2006

URGENT

(NAVN TILBAGEHOLDES)

Gender: male
Age: 26
Family situation: single
Country of origin: Iraq
Language: Arabic (Intermediate English, Beginning French)
Primary qualification as a writer: Primarily a journalist, his writing is often critical and topics include Women’s Rights, Democracy, Human Rights and Minority Plights in Iraq.

Recommendation: Mr. NN is a member of the Iraqi Writer’s Union, the Journalists Union, Translation Guild and the Independent Association for Culture and Art. He is a founding member of the Society for the Protection of Human Rights of Iraqi Translators.

Mr. NN  had been in hiding in Syria since June of 2005. In June of 2006 his house was burned and two of his sisters were killed in an attack by insurgents. He was forced to return to Iraq in August of this year and is now living in hiding in the borderland and is destitute. His life is under immediate threat.
Udvælgelsen af skribenter
De skribenter, der omfattes af ordningen, henvender sig typisk selv eller gennem en kontakt. Det sker ved at udfylde et ansøgningsskema, der findes på nettet.
Dernæst undersøges det, om ansøgeren kvalificerer sig til at blive placeret efter ordningen.

Den nødvendige dokumentation fremskaffes i et samarbejde med WiPC i London, der er en del af PEN international. 

Udtrykket skribenter skal forstås bredt. Det dækker alle typer af skønlitterær produktion, f.eks. filmmanus, sangtekster og sagprosa. Også journalister, redaktører, forlæggere, oversættere og satiretegnere er omfattet af ordningen.

Afgrænsningen er historisk begrundet.  PEN er sat i verden for at beskytte skribenter i en tid, hvor ytringsfrihed næsten altid handlede om ”det frie ord”. Siden er udtryksformerne blevet blandet. Det er baggrunden for, at satiretegnere nu også er medtaget.

Det er også blevet lettere at producere og sprede f.eks. musik og film, og af samme grund undertrykkes musikere og filmfolk mange steder. Derfor er det nærliggende at udvide kredsen af personer med særlige (professionelt begrundede) beskyttelsesbehov, efterhånden som der etableres et internationalt samarbejde, der kan sikre en troværdig bedømmelse af de enkelte tilfælde – på linie med den, WiPC foretager for skribenternes vedkommende.

På sigt er det nærliggende at udvide feltet endnu mere. I dag råder man dog ikke over en kapacitet, der som WiPC har erfaring i at skille får fra bukke. 

Ansøgeren skal have en vis produktion bag sig. Vedkommende skal typisk have publiceret bøger og artikler, der er blevet bedømt som trykkeværdige af andre, men de nye medier gør denne sondring mindre absolut end før. Man kan som bekendt også blive forfulgt på grund af det, man uploader på nettet.

Man bliver på den anden side ikke (professionel) skribent af at lægge egne tekster ud på nettet. Man kan også forestille sig, at nogle fandt på at offentliggøre nogle kontroversielle tekster dér, alene for at opnå få asyl i Vesten.  

Derfor skal der foretages en samlet vurdering af ansøgerens produktion og situation. Den professionelle vurdering er i høj grad kvantitativ og har ikke karakter af litterært ”smagsdommeri”. Vurdering af personen og vedkommende situation drejer sig om arten af trusler og om personens og eventuelt familiens situation i det hele taget.
Foreligger der troværdige oplysninger, der kan belaste personen alvorligt, vil de også indgå.

”Hvis en person f.eks. har en dom for voldtægt, der ikke blot er politisk motiveret mistænkeliggørelse, så vil vi være interesseret i at vide det. Vi har jo et moralsk ansvar over for byerne efterfølgende, hvis noget går galt,” forklarer ICORNs administrative leder Helge Lunde.  

Bedømmelsen foretages af WiPCs faste stab i samarbejde med forskere, der kender de pågældende lande og områder godt. Typisk indgår to-tre personer, der kan trække på både egne og PENs betydelige, store internationale netværk. Det sker efter en kontrakt mellem ICORN og International PEN. ICORN betaler et beløb på ca. NKR. 400.000 årligt for WiPCs konsulentydelser. 

Værtens forpligtelser
Ikke alle byer kan blive medlemmer af ICORN. Det går naturligvis ikke, at de ligger i et land, hvor skribenter forfølges. Klart nok kan Beijing og Moskva ikke komme i betragtning, men det gælder også Istanbul, der trods sin åbne og kosmopolitiske karakter er underlagt det tyrkiske statsapparat, der i denne sammenhæng har et plettet ry. Fribyerne skal også skrive under på, at de vil opfylde en række forpligtelser. De vigtigste består i at

• være vært for skribenten i to år (hvis ikke andet aftales med ICORN),
• hjælpe med at skaffe visum og opholdstilladelse mm for skribenten og vedkommendes familie,
• sørge for en møbleret bolig for skribenten og skribentens eventuelle familie,
• understøtte skribenten økonomisk med 1100-1500 euro om måneden, afhængig af, om der også er en familie, der skal forsørges 
• opretholde sikre og sunde leve- og arbejdsforhold,
• sikre adgang til sundhedsydelser, skolegang, offentlig transport, biblioteker, sprogundervisning,
• udnævne en koordinator, der kan støtte gæsten og familien under forløbet,
• koble skribenten sammen med byens undervisningsinstitutioner og litterære miljøer.

Sommetider spiller byen aktivt sammen med lokale NGOer. Det er f.eks. tilfældet i Catalonien, hvor den regionale PEN arbejder tæt sammen med Barcelona. I Norge er det den nationale PEN, der indstiller til udlændingemyndighederne, hvilke af de personer, som WiPC/ICORN har godkendt, der bør have asyl i Norge under fribyordningen. Siden bistår PEN i Norge fribyerne og deres skribenter med at løse problemer og afklare spørgsmål, der måtte opstå under sagsbehandlingen.     
Den norske model 

I Norge får alle, der godkendes under ordningen, status som kvoteflygtninge. De optager med andre ord en af de pladser, som ellers ville blive besat af FNs flygtningehøjkommissariat.

Kvotestatus i Norge betyder livsvarig opholdtilladelse, ret til familiesammenføring, fri bevægelighed i Schengen og norsk pas, men også opgivelse af det  tidligere statsborgerskab. Det udløser også et tilskud fra staten til den modtagende kommune. 
Principielt foretages en helt normal asylretlig bedømmelse. Det checkes blandt andet, at ansøgeren ikke har lig i lasten – fra krigsforbrydelser eksempelvis.

Forhåbningen er, at der er så meget tillid til WiPCs bedømmelse, at sagsbehandlingen ikke trækker ud. Der er også gennem årene opbygget et tillidsforhold mellem PEN og norske myndigheder, der har tillid til, at PEN ikke lader useriøse kandidater slippe igennem.

Hele processen kan i hastetilfælde gennemføres på mindre end én uge. En sagsbehandling på 3-6 måneder vil blive opfattet som lang, selvfølgelig alt efter sagens nærmere omstændigheder. Det bidrager til den hurtige sagsbehandling, at de norske repræsentationer i udlandet arbejdet aktivt med på sagen.

De mennesker, der tilbydes asyl i Norge efter fribyordningen, ville under alle omstændigheder være berettiget til asyl. Proceduren, hvor WiPC/PEN/ICORN indgår i sagsbehandlingen, er parallel til den, som UNHCR-flygtningene skal igennem.  Derfor er ordningen ikke udtryk for en positiv særbehandling, men for accept af, at denne gruppe flygtninge hører til de særligt udsatte, fordi de virker som en rød klud på hjemlandets voldsapparater.

Ordningen har i øvrigt ikke givet særlig kontrovers i Norge – bortset fra i enkelte af fribykommunerne. På nationalt plan er der mest blevet sat spørgsmålstegn ved, hvordan de beskyttede fribyskribenter skal kunne klare sig i Norge på længere sigt. De engang så stolte stemmer må ikke ende som bistandsklienter.

Det vakte også betydeligt postyr, da en norsk by for to år siden tilbød at huse Mordechai Vanunu, manden der afslørede Israels atomprogram. Vanunu er i manges øjne et fornemt eksempel på en person, der har brugt sin ytringsfrihed. Han har siddet i isolationsfængsel i Israel i mere end 11 år og forfølges fortsat. Han har status som samvittighedsfange efter Amnestys regler og har også udgivet en bog med breve fra fængslet. Andre så Vanunu som en forræder eller i hvert fald ikke som forfatter.  Sagen endte med et nej til Vanunu og den norske by bag invitationen.

Norske erfaringer på godt og mindre godt
En række norske byer har haft eksilerede skribenter boende i ca. 10 år. Ingen bestrider, at det har givet norsk kulturliv nye facetter, værker og personligheder. .
I øjeblikket er iraneren Mansour Koushan i færd med at skrive en bog om eksilproblematikken hos Henrik Ibsen.

Chenjerai Hove, der har skrevet kritiske digte og romaner om styret i Zimbabwe, er blevet et kendt ansigt i norsk kulturdebat, og hans prisbelønnede roman ”Bones” er udkommet på norsk.

Digteren Mansur Rajih, der i 15 år sad fængslet i Yemen,  udsendte sidste år digtsamlingen ”Så langt borte: Så nær” om livet i Stavanger, digterens nye hjemby. 
Musa Mutaev er ved at plukke ud i sine noveller til en norsk udgivelse og er desuden ved at etablere en norsk-tjetjensk kulturforening i Trondheim.

Den argentinsk fødte digter Carlos Sherman endte sine dage som fribyforfatter i Kristiansand efter mange års forfølgelse i Hviderusland, hvor Sherman blandt andet var formand for det nationale PEN. Før Sherman døde sidste år, udkom hans sidste samling på engelsk, spansk og norsk ”Himmelretningene – Los puntos cardinales – Cardinal points”.
  
Fragments from Cardinal Points.
 Seven was their numberThose white roadwaysBetween sightless swampsAnd the dead marshes.So Ixchel had willed it,Goddess of the moon.And one after oneThe luminous sea-shells were milledOn the Carib shore,And mingled togetherWith fine sand and sweet water,So that even in those nightsOf dreadWhen Ixchel hid herselfWithin leaden stormcloudsSacbe would lightEvery Indian step.Sacbe,The Road of the MayaLinking villages and soulsWith its inner lightBidding them walk in silencePondering with delightThe chances and changesOf this life.Seven was their numberThose white roadways,And from that timeIxchel has lived in all places,The light wrote its poems,Those seven poemsFor the unknown Indian. 

Samlivet med fribyforfatterne har også stillet de norske kommuner over for usædvanlige udfordringer og konflikter. De har været forskellige fra person til person. En blev eksempelvis involveret i en religiøs strid, der udviklede sig korporligt, så forfatteren endte med at blive politianmeldt for at forstyrre den offentlige orden.

Mange af fribyforfatterne har haft svært ved at forlige sig med den anti-elitære, demokratiske tradition, der gennemsyrer norsk samfundsliv. I nogle tilfælde er de kommet fra hjemlandets bedre borgerskab og har haft sofistikerede vaner og et lydigt tjenerskab under sig. Nogle er blevet dybt frustrerede over, at de norske kommuneembedsmænd ikke bare skaffede dem, hvad de bad om. De har også haft svært ved at tro, at den norske fuldmægtig ikke var helt så almægtig som hans bureaukrater i hjemlandet, og at man ikke kan få sin vilje med bestikkelse.  

En fribykoordinator peger på behovet for gensidig forberedelse og afstemning af forventninger som en vej udenom vanskelighederne. Han tilføjer, at man egentlig aldrig kan vide, hvad man kan forvente fra en ny fribyforfatter. Både han og hans kolleger i de øvrige fribyer har måttet sande, at problemerne har været nogle nye hver gang.

Del II. Fribyer i Danmark

Der er mange styrker i den norske model, som gør den attraktiv fra et dansk synspunkt.  Nordmændene har blandt andet undgået en (sagen uvedkommende) diskussion om, hvorvidt beskyttelsen af de forfulgte skribenter medfører øget indvandring til Norge. Kvotesystemet betyder som nævnt, at antallet af asylsøgende er konstant. Nordmændene har også undgået at indføre særregler, der kan lede til beskyldninger om positiv særbehandling. Da det i øvrigt ikke er meget mere end en håndfuld personer, som norske byer inviterer hvert år, kan man heller ikke tale om, at ordningen har belastet staten eller kommunerne nævneværdigt økonomisk. Alligevel er det værd at overveje, om Danmark blot skal kopiere den norske model. Dels vil den ikke fungere helt på samme måde i Danmark, hvor udlændingelovgivningen på nogle punkter er anderledes. Dels kan man argumentere for at lægge vægten lidt andre steder, end man har gjort i Norge.

En første overvejelse kunne være, om man ikke i Norge har lagt lovlig meget vægt på at integrere de udenlandske skribenter i Norge og måske for lidt på at fastholde disse stemmer i det forladte hjemlands offentlighed. Det er naturligvis – hvis vi sætter sagen på spidsen – ikke vores opgave at hjælpe undertrykkende regimer med at slippe af med deres opposition. Det kan tale for at styrke den rolle som internationale kulturformidlingsaktiviteter spiller i ordningen i dag.

Man kan i forlængelse af samme betragtning spørge, om asyl i alle tilfælde er svaret for de forfulgte skribenter. Det kan det naturligvis være i de tilfælde, hvor det er svært at se en ende på forfølgelsen. I andre tilfælde er truslen ikke et sejlivet diktatur, men f.eks. en oprørt folkestemning, som skribenten har brug for en pause fra. Det kunne også tænkes, at skribenten ikke er parat til for stedse at opgive den kultur, som vedkommende er en del af, for at finde nyt publikum på et nyt sprog. 

Det er desuden sådan, at der med asyl i Danmark følger en række krav om integration, som kan være berettigede, hvis perspektivet er, at pågældende skal bo her permanent med familien, men som ikke vil være passende, hvis behovet er et fristed i en kortere periode. Skribenter, der får flygtningestatus vil skulle opfylde samme krav som andre flygtninge. Der kan gøres undtagelser efter individuelle skøn, men man kan ikke udskyde f.eks. deltagelse i det kommunale integrationsprogram for gruppen som helhed.
Alt i alt kan man næppe finde en enkelt paragraf i udlændingeloven, der kan rumme de meget forskellige individuelle behov, som findes i gruppen. Der er også begrænset mulighed for at indføre særregler. Hvis Danmark skal tilbyde mere end en meget partiel løsning, må det derfor være muligt for skribenterne at få opholdstilladelse i Danmark efter flere bestemmelser.

Sammenfattende skal en dansk model besvare følgende spørgsmål (der også inkluderer ICORNs minimumskrav):

• Hvordan finder vi en smidig løsning inden for rammen af dansk udlændingelovgivning?  
• Hvordan sikrer vi en hurtig og smidig sagsgang i sager, der har hastekarakter?
• Hvordan sikres det materielle grundlag for skribentens første to år i landet? 
• Hvordan inddrages skribenten i det lokale (kultur-)liv?
• Hvordan får dansk kulturliv mest muligt ud af deres tilstedeværelse? 
• Hvordan kan en dansk ordning supplere det allerede eksisterende internationale arbejde, blandt andet for at sikre at de eksilerede stemmer fortsat høres i det gamle land?

Indrejse og opholdsgrundlag

I det følgende beskrives to af udlændingelovens muligheder for at give forfulgte skribenter opholdsgrundlag. Navnlig i kombination muliggør de fleksible løsninger.

Grundlaget er den allerede beskrevne internationale ICORN-procedure: 
Først efterforsker international PEN – Writers in Prison Committée (WiPC)  grundlaget for ansøgningen fra personer, der ønsker at gøre brug af denne mulighed. En anbefalet ansøgning sendes videre til endelig godkendelse hos ICORN, som derpå kontakter pågældende skribent og de interesserede byer og etablerer kontakt imellem dem.
Bliver byen og skribenten enige, udsteder byen en formel invitation til en skribent og evt. familie.

Grundlaget for invitationen er en gensidigt forpligtende aftale, hvor forfatteren stiller sig til rådighed for byens kulturelle liv efter nærmere aftale.

I forlængelse af invitationen ansøger byen om indrejse- og opholdstilladelse hos de nationale immigrationsmyndigheder. Dette sker med hjælp fra ICORN og/eller det Center for Global Ytringsfrihed, der beskrives i et følgende afsnit. 

Kvotestatus
Det er muligt uden at ændre lovgivningen at give kvotestatus, så  beskyttelsestrængende personer kan indstilles efter en anden international aftale, end den som Danmark har med UNHCR. Danmark kunne med andre ord indgå en aftale med ICORN (WiPC). Danmark afsætter i forlængelse heraf en kvote på 500 personer årligt i gennemsnit til denne type flygtninge. 

Modellen har flere fordele. For det første er den netop beregnet til at sikre beskyttelse af forfulgte, og den vil sikre, at der ikke sker forskelsbehandling af en bestemt gruppe.
For det andet giver den en høj grad af juridisk beskyttelse, selvom der ikke er tale om, at personen automatisk får livslang opholdstilladelse sådan som i Norge – der skal ske en bedømmelse efter 2 år og også senere, hvis personen får lov at blive.

Ifølge ICORNs regler skal skribenten sikres i netop to år, og herefter evt. hjælpes videre til et tredjeland. Dette er foreneligt med danske regler.

For det tredje vil modellen sikre, at det samlede antal flygtninge/familiesammenførte ikke stiger og følgelig, at de offentlige udgifter ikke vokser, da der blot er tale om, at én flygtning tager en andens plads.

Der er dog også en række problemer ved kvotemodellen, navnlig i de tilfælde, hvor situationen er, at en enkelt person har brug for et midlertidigt helle.

Anerkendelse som kvoteflygtning indebærer nemlig også en række krav, der i mange tilfælde vil forekomme irrelevante for denne gruppe. Ansøgeren skal igennem en sundhedsundersøgelse, hvor resultatet går videre til bl.a. den kommende bopælskommune. Ansøger skal følge et kommunalt  integrationsprogram og skrive under på den såkaldte erklæring om vilkår for bosætning i Danmark, hvor ansøgeren blandt andet forpligter sig til at lære dansk, arbejde og deltage i dansk samfundsliv. Også 24 års reglen vil være gældende, hvis vedkommende ønsker en ægtefælle hertil.

Der er med andre ord tale om krav, der sigter på personer, der skal have langvarigt ophold i Danmark, men i mindre grad, hvis målet er ikke at værne om en fri stemme, så den stadig kan høres i hjemlandet.

Ansøgeren vil også som udgangspunkt skulle leve for starthjælpen, der ikke er på niveau med ICORNs takst  på 1100 euro månedlig eller 1400 euro for en familie.

Nedenfor foreslås en løsning på dette problem, men de øvrige krav kan ikke fraviges (eller evt. udskydes tidsmæssigt) for gruppen som helhed, men kun efter et konkret individuelt skøn. Det ville stride imod ligebehandlingskravet. Også sagsbehandlingstiden vil være den samme, hvilket dog også indebærer, at man i akutte tilfælde kan anvende en hasteprocedure.
 
”Forskerstatus”
En mulighed er at tillempe praksis i den såkaldte forskerordning, der ligger uden for asyllovgivningen. Ordningen muliggør ophold i op til 3 år og tillader at medbringe ægtefælle og umyndige børn.

Forskerordningen er møntet på personer med helt personlige kompetencer. Dette kriterium kan WiPC-kandidaterne siges at leve op til. Som sagt skal de, før der søges opholdstilladelse, inviteres af en dansk friby, og i den forbindelse indgå en aftale, hvor skribenten stiller sine særlige kvalifikationer til rådighed for friby-kommunen.
Ordningen forudsætter også, at der foreligger en ansættelseskontrakt med nogenlunde normale vilkår.

Modellen er tiltalende derved, at den er enkel og typisk har en sagsbehandlingstid på max 6 uger, der i øvrigt kan klares af danske repræsentationer i udlandet. Samtidig undgås de mange krav til asylanter, der især er relevante for personer, der skal bo varigt i landet.
Til gengæld vil det være nødvendigt at strække ordningen ud over det formål, den oprindelig har været tiltænkt. Samtidig rummer den hverken den beskyttelse, der ligger i asylordningen, eller de tilbud, der følger af integrationsloven.

Behovet for beskyttelse mod hjemsendelse mm. er relevant i tilfælde, hvor ”ansættelsesforholdet” bringes til ophør efter mindre end de to år, der kræves efter ICORN-reglerne, men ofte også  efter toårsperioden.

Dette vil der dog kunne tages højde for i den nærmere udformning af reglerne, ligesom der intet er i vejen for at tilbyde denne gruppe danskundervisning. 
Endelig vil den føre til flere opholdstilladelser- og udgifter – selvom det kun vil være en begrænset gruppe, der kommer i betragtning.

Kombi-modellen
Kombineres de to bestemmelser, vil man få et fleksibelt instrument, der både kan bruges i tilfælde, hvor det er relevant med et varigt ophold sigtende imod statsborgerskab og den sidste, hvor der er behov for en midlertidig løsning.

Man vil også kunne gå fra den midlertidige til den (mere) permanente, hvis det skulle vise sig, at en person med ”forskerstatus” alligevel får brug for det. 

Problemet kunne dog løses ved at fastsætte et loft over det antal, der inviteres hvert år til f.eks. 20 personer, og evt. nedjustere opholdstilladelser efter andre bestemmelser tilsvarende.   

Den lokale forankring
ICORN stiller som nævnt nogle minimumsbetingelser til byer, der ønsker status som friby. De skal med andre ord først afklare, om de kan og vil leve op til betingelserne, og den politiske ledelse og forvaltningen skal bakke idéen op.

Den store udfordring ligger ikke i at sikre bolig, lægehjælp eller skolegang for evt. medbragte børn. Sværere kan det blive at finde job til en ægtefælle. Den vigtigste udfordring er dog nok, at skabe match imellem det, skribenten har at byde på, og det, som forskellige aktører i kommunen har fantasi til at efterspørge.

Det kunne tale for at placere fribykoordinatoren i kulturforvaltningen og evt. at involvere et bredt udsnit af kommunens virksomheder og institutioner i et idé-generende forløb (Open Space eller lignende) tidligt efter ankomsten.

En lovende mulighed er at knytte fribyskribenter til interesserede højskoler, der kan tilbyde en praktisk og fællesskabspræget ramme om tilværelsen og samtidig suge næring af en udenlandsk gæstelærer.

Højskolefolk vurderer, at muligheden vil kunne interessere mellem 5 og 10 højskoler, der tilbyder skrivekurser eller internationale emner eller begge dele. En af dem vil være Testrup Højskole, således som det fremgår af boksen:
 
Oplagt opgave
Det er for mig at se en oplagt opgave for landets højskoler at bakke op om oprettelsen af fribyer, hvor politisk forfulgte forfattere og journalister fra det store udland kan slå sig ned og i trygge omgivelser formulere deres syn på mennesker og samfund. Oplagt, fordi højskolerne om noget repræsenterer indbegrebet af den danske frisindstradition og troen på den frie meningsudveksling som demokratiets salt.

Jeg kan forsikre, at vi på Testrup Højskole vil spille en aktiv rolle i denne sammenhæng. Vi vil se det som en kærkommen opgave at give husly til mennesker, hvis eneste brøde er, at de tillader sig at gøre brug af deres ytringsfrihed. Vi gør det ikke bare af elementær pligtfølelse eller offervilje over for demokratiet. Vi gør det med lyst og glæde. Vi ser  tilstedeværelsen af sådanne personer med deres meningers mod som en berigelse af det åndelige klima, der bør herske på en højskole.  Omvendt håber vi også, at vi som højskole kan stimulere disse personer i deres ufrivillige eksil til at stille endnu skarpere ind på verdens tilstand. Ikke mindst fordi Testrup Højskole rummer et intellektuelt miljø med vægt på linjefagene: skrivelinje, filosofi og aktiv medborger – altså: sprog, ånd og politisk handling.

Jørgen Carlsen
Forstander for Testrup Højskole

Fribyskribenten skal ses som en ressource, som hjembyen er forpligtet til at forvalte bedst muligt. Det kan understreges ved at gøre kommunens aftale med skribenten til en decideret ansættelseskontrakt, der beskriver opgaverne samt de faciliteter, som skribenten har til rådighed.

Honoraret kan sættes på norsk niveau til netto kr. 120.000 årligt plus fri bolig. Det vil svare til en halvtidsansættelse, og gør dermed plads til f.eks. deltagelse i integrationsprogrammet (for skribenter med kvotestatus) og for aktiviteter, der retter sig imod hjemlandet.

Kommunal ansættelse er forenelig med kvotestatus (og træder i stedet for f.eks. starthjælp). Skribenter, der søger ”forskerstatus”, skal som nævnt have en ansættelse på plads for at kunne få opholdstilladelse.

Da antallet af personer under ordningen vil være beskedent og gevinsten i så høj grad lokal, foreslås det at lade kommunerne dække udgiften selv (bortset fra det tilskud, som personer på kvotestatus udløser). Evt. kan man åbne en mulighed for, at kommuner kan søge til dækning af en del af lønudgiften i den fondsfacilitet, der foreslås oprettet nedenfor. 

Center for Global Ytringsfrihed
Der er en række behov, der ikke fremmes fuldt ud med en rent lokal forankring. Det foreslås derfor at etablere et Center for Global Ytringsfrihed under Kulturministeriet.

Centrets opgaver skulle bestå i at

• formidle kontakt mellem skribenter og relevante dele af kulturlivet – forlag, medier, museer, foredragsforeninger, OK-klubber, oplysningsforbund, kulturhuse, gymnasier, universiteter mv., 
• iværksætte og støtte kulturelle aktiviteter for skribenter i eksil, blandt andet begivenheder, der samler et bestemt lands skribenter. Aktiviteterne skal ikke nødvendigvis foregå i Danmark og bør tænkes sammen med ICORNs initiativer,   
• støtte produktion og distribution af værker, der henvender sig til hjemlandets publikum, navnlig ved at engagere danske almennyttige fonde i opgaven – jf. nedenfor.

Det kan også overvejes at lade centret bistå kommunerne med at finde smidige løsninger på udrejse, indrejse- og opholdsproblemer for inviterede skribenter i samarbejde med danske repræsentationer ude og integrationsministeriet hjemme. F.eks. kunne centret stille de nødvendige garantier for indrejsevisum (opgaven ligger næppe naturligt hos værtskommunen).

Hvis centret overlades den slags opgaver, vil det være nærliggende at give repræsentanter for Kommunernes Landsforening samt Integrations-, Udenrigs- og Justitsministeriet plads i centrets bestyrelse.  I modsat fald kan centrets bestyrelse sammensættes af  repræsentanter for dansk kulturliv, som kan bidrage til at skabe de ønskede netværk i Danmark og internationalt. Under alle omstændigheder er det vigtigt at sikre centrets uafhængighed. Bestyrelsens flertal bør være repræsentanter for relevante dele af kulturlivet.    

Tale er guld
Nogle af de skribenter, der er blevet forfulgt hjemme, ønsker brændende at begynde på en frisk. Det skal fribyordningen hjælpe dem med. Andre vil betragte ordningen som en chance for at fortsætte med at bidrage til debatten i det land eller den kultur, der er deres. De fortjener ikke mindre støtte.

Derfor må den danske model ikke udformes, så den ensidigt opmuntrer skribenterne til integration eller til dansk kultursamarbejde. Det er tværtimod vigtigt at vise, at man fra dansk side lægger vægt på at støtte ytringsfriheden i de lande, hvor den har mest brug for det.

Det kunne eksempelvis ske i form af legater, der støtter kunstneriske frembringelser på skribentens eget sprog. Legaterne kunne erstatte de honorarer, skribenten ville modtage under mere normale omstændigheder, men kunne også bruges til at finansiere distribution. 

En sådan støtte kan i mange tilfælde med fordel ydes af private, der ikke stilles udenrigspolitisk til regnskab for at  hjælpe den siddende regerings kritikere. 
En model vil være at rejse penge til en ny almennyttig fond, der kan løfte en sådan opgave eller at gå i samarbejde med en eller flere eksisterende fonde, der har mod på at engagere sig mere forpligtende i sagen.. Et eksempel på en medspiller kunne være Jyllands-Postens Fond, der på forhånd har betegnet forslaget som ”interessant” og har inviteret til en egentlig ansøgning. 

Men en forudsætning er selvsagt, at det forinden lykkes for et flertal på Christiansborg at enes om initiativer, der giver et fastere fundament for ytringsfrihedens danske bannerførere.