Tolerancen forsvinder

Vrede. Frustration. Afmagt. Det er nogle af de sindsstemninger, der i disse år ofte griber mange mennesker med samfundsengagement. Den tolerance, som vandt frem i de sidste årtier af det 20. århundrede, er ikke bare stoppet i sin videre udvikling, men reelt rullet ganske markant tilbage. Både generelt og på en lang række konkrete områder.

Omvendt mener et bredt flertal, i hvert fald af folketingets medlemmer i de sidste 7-8 år, at den slags bare er politisk korrekt klynkeri præget af naivitet og blødsødenhed.

Retspolitisk Forening er så klart at finde på den først beskrevne linje og kritiseres for ikke at være blevet klogere gennem årene.

Sandt nok er det, at vi her i 30-året for foreningens stiftelse stadig hylder og arbejder for de samme principper, som dengang i 1978 blev nedfældet i vedtægterne.

Men at betegne det som udtryk for politisk korrekthed er det rene sludder, som alene tjener til at kortslutte debatten. Politisk korrekthed er i dag tværtimod den strammerlinje, som med lemmingeagtig sikkerhed krampagtig fastholdes i enhver ”flertalsreaktion” på pressens svælgen i kriminelle foreteelser.

Naiv blødsødenhed?
Det må betegnes som falsk varedeklaration. Det drejer sig i stedet om en stædig – ofte meget udskældt og tilsjoflet – fastholden af behovet for dybdegående analyser og overvejelser om, hvordan man bedst angriber ondets rod, og hvordan samfundet sikrest kan forebygge ny eller gentagen kriminalitet, så der bliver færrest mulige ofre.

Også beskyttelse af det enkelte indvid mod statens overgreb, som mange af de borgerlige partier tidligere forsvarede, ligger os på sinde.

Frygten for terror har siden september 2001 gjort sit til, at strammernes hysteri og hykleri i den grad er blevet ”god latin” hos det politiske flertal og i store dele af pressen. Spindoktorernes fremmarch har med kynisk populisme gjort deres til, at det er gået så galt.

Men husk nu også Hegel’s gode gamle teori: TESE – ANTITESE – SYNTESE. På et tidspunkt holder strammerlinjen ikke længere. Pressen bliver nødt til at finde nye kontrapunktiske vinkler frem. Om ikke andet så for at fremme markedsføringen af deres produkter.

Retspolitisk Forening inviterer til at deltage i denne proces. Vi byder velkommen, også til dem, der er uenige med os. Generelle synspunkter. Eller konkrete. Læg dem frem. Sig os imod. Eller giv os ret.

Foreningen går ikke ind og forsøger at løse individuelle sager. Det tager advokater sig af. Men konkrete eksempler kan være nødvendige til at illustrere tingenes tilstand og som udgangspunkt for, hvor der bør sættes ind med ændringer.

Vi fra foreningen, herunder bestyrelsen skal nok reagere. Vi kan ikke garantere enighed. Men lad os få debatten…

Dette indlæg blev udgivet i Bestyrelsen i Retspolitisk Forening, Bjørn Elmquist, Kommentar, Retspolitisk Forening, Terror og tagget , den af .

Om Bjørn Elmquist

Bjørn Elmquist er forsvarsadvokat og har siden 2004 været formand for Retspolitisk Forening. Bjørn Elmquist er født i Svendborg den 13. november i 1938, opvokset i København og blev uddannet som jurist i 1963. Han arbejdede de første otte år af sin karriere i Udenrigsministeriet, blandt andet ved den danske EF-mission i Bruxelles. I 1971 blev Bjørn Elmquist ansat som EF-korrespondent ved Danmarks Radio, hvor han var frem til 1979. Det år blev han valgt til Folketinget for Venstre, som han forlod i 1990. Frem til 1994 var han journalist på TV-Avisen på DR og formand for Amnesty Internationals danske afdeling. I 1994-1998 blev han igen valgt til Folketinget, men denne gang for Det Radikale Venstre. Han sad som formand for Folketingets Retsudvalg. Siden 1998 har han praktiseret som forsvarsadvokat.

Skriv et svar