Vi må ikke på grund af den vitterlige fare for terror krybe i et musehul eller acceptere stadig flere indskrænkninger i den personlige frihed eller i det frie samfundsliv, som vi har opbygget gennem århundreder, skriver Karsten Matzen.

Geier Sturzflug: Besuchen Sie Europa, solange es noch steht, 1983:

Besøg Europa, mens det endnu eksisterer.

Når ubåde kaster anker i Canal Grande,

og der står raketaffyringsramper på Peterspladsen i Rom,

når der svæver et bombetæppe over basaren i Ankara,

og der stiger en Pershing 2 op fra  Olympen,

så er alting for længst for sent,

så er vi nået dertil, hvor intet længere kan lade sig gøre.

Besøg Europa, mens det endnu eksisterer.

Digterne ser det ofte længe før vi andre! Hvem skulle have troet, at Aldous Huxleys ”Fagre nye verden” fra 1932 nogen sinde ville opstå? At der ville komme en verden bestående af alfa-, beta-, gamma-, delta- og epsilonmennesker, som hver især får tildelt det liv, som de nu kan have fornøjelse af.

De fine, alfaerne, har det som de bedst stillede af os. De svageste, deltaerne og epsilonerne, har kun evne til det mest primitive: Dårligt arbejde, ringe tv-programmer osv.

Endnu mere uhyggeligt er det, at George Orwells ”1984” fra 1948 med den fuldt gennemførte overvågning beskriver et samfund, som vi allerede har lagt bag os! ”Store Broder ser dig” var et fantasifoster for Orwell, men hans fantasi rakte slet ikke langt nok. I dag er intensiv overvågning af almindelige mennesker frygtelig virkelighed. Satellitter, Echelon og meget andet, som kun de færreste har hørt om, lytter på og registrerer almindelige samfundsborgere døgnet rundt. Der er bl.a. udviklet en teknik, som gør det muligt at optage lyd på en persons slukkede mobiltelefon til senere aflytning! Vi ses, høres og kontrolleres i et omfang, som for bare 20 år siden var utænkeligt.

Terror-forskrækkelsen er seneste skud på stammen. Jo, det står der! Selvfølgelig skal vi være opmærksomme på risikoen for terror, og selvfølgelig skal vi beskytte os mod den; men det er meningsløst og uden fremtidsperspektiv at forsøge at indrette en verden, hvor det er umuligt for onde mennesker at skade andre. Vi må have større visioner end forsvaret – eller ”krigen” – mod terror som det vigtigste mål i tilværelsen.

Det er ødelæggende for menneskelig virksomhed udelukkende at forsvare sig og kæmpe for at bevare; et værdigt menneskeliv omfatter så uendelig meget andet.

For hvert forsvarsværk, vi sætter op, skaber terrorister og andre ondsindede nye angrebsvåben og muligheder, som vi ikke har fantasi til at forestille os. Se bare på de seneste fem års terroranslag rundt om i verden: Ikke i ét eneste tilfælde har myndighederne været foran, men hver gang opbygget forsvar mod en type terror, som har været gennemført. Så er man forberedt til næste gang, hedder det – javist, men desværre opfindes der så hidtil ukendte metoder.

Til dato har de bestemmende blandt verdens politikere kun kendt én vej: Mere magt, mere politi, mere overvågning, mere kontrol, mere militær. Hvis 10 soldater ikke er nok i lufthavnen, sender vi 20. Rækker det ikke, sender vi 20 mere. Hvor skal det ende? Til sidst har hvert eneste menneske sin egen soldat, og hvis der alligevel kommer angreb, får vi to hver.

»Nu er han kammet helt over«, kan jeg høre nogen sige. »Er han?« svarer jeg. Hvem troede i 1932 eller 1948, at de fuldstændig absurde fremtidsbilleder skulle blive overgået af virkeligheden?

Vi ser tilløb til terror blive afsløret mange steder i verden, også i Danmark. Terrorist-overvågningen fungerer altså godt; hvad mere vil vi have? Ikke desto mindre skal vi alle i vores hverdag inddrages i terrorbekæmpelse, når vi foretager os helt almindelige ting.

Det er grotesk, når jeg i mit regionaltog mellem Give og Jelling skal høre advarsler på dansk og engelsk mod efterladt bagage, eller når man på sit feriested i Europa skal aflevere kopi af passet for at få lov til at læse sine e-mails på en internetcafé.

I al forsigtighed, og uden at jeg vil beskyldes for at give mulige terrorister gode ideer: Mon ikke en terrorist ville sørge for at undgå situationer med risiko for afsløring?

Den frygt, som langsomt gnaver sig ind under huden på os, er langt mere ødelæggende for en menneskeværdig tilværelse, ja for hele vores nuværende vestlige civilisation, end terror er.

Og så er vi tilbage ved ”Besuchen Sie Europa”. Ganske vist skrev Geier Sturzflug om mulige konsekvenser af den kolde krig, men i al sin uhygge forudser sangen inddragelse af enhver plet på jorden til et militært beredskab, der ikke tager noget som helst hensyn til kulturelle værdier.

Det løber en koldt ned ad ryggen ved tanken om, hvad vi kunne være på vej imod. Tænk, hvad det ville betyde for vores opfattelse af virkeligheden: Vi påvirkes af vores omgivelser, og hvis vi overalt skulle bevæge os mellem grimme og truende militæranlæg, ville hele vores syn på samfundet og andre mennesker blive påvirket og præget af mistænksomhed.

Det er en realitet, at f.eks. risikoen for at komme til skade i trafikken er langt større end risikoen for at blive udsat for et terrorangreb. I Danmark dræbes hvert år flere end 300 mennesker på vejene, men ingen på grund af terrorangreb.

»Sådan kan man ikke stille det op«, vil nogle sige. Nej, men det er alligevel tankevækkende, at trafikdrab accepteres som en uundgåelig omkostning ved det moderne samfund. Antallet af dræbte kunne formentlig reduceres, hvis der blev indført en 0-promillegrænse, og det endda helt gratis.

Vi må gøre op, hvilket samfund vi vil have: Et samfund med sikkerhed baseret på stadig større magtanvendelse eller et samfund, der er så stærkt i sine menneskelige grundholdninger og kulturelle værdier, at det afviser vold i enhver afskygning.

Jeg foretrækker det sidste. Det er ”de godes” forpligtelse at skabe rammer, som ikke giver ”de onde” eksistensmuligheder.

Selvfølgelig kan vi hverken undvære statsmagt, politi eller militær, men vi kan ikke beskytte os 100 pct. ved magtanvendelse. Vi har i den vestlige verden gennem århundreder fået opbygget et samfund baseret på den enkeltes ret og frihed til at leve, som man ønsker, og frem for alt med en retssikkerhed, som forhindrer vilkårlige overgreb, hemmelige retssager, skjulte domme osv.

Disse vilkår er under pres; rundt omkring os sker der yderst ubehagelige ting i lande, som ellers hylder ovennævnte værdier. Jeg behøver blot at henvise til langtidsfangerne på Guantanamo, som efter fem år endnu ikke har været for en dommer, eller CIA’s flytning af fanger fra USA til skjulte opholdssteder i Europa. I begge tilfælde indgår tortur, som dog kaldes noget andet, der ikke lyder så slemt: Moderat fysisk pres og lign.

Vi skal såmænd ikke så langt. Udenrigsminister Per Stig Møller siger 25/7-2008 (JP), at terror kræver et nyt retssystem. »Vi kan vel heller ikke underminere vores retssamfund?«, bliver han spurgt, hvortil han svarer: »Nej, men man kunne jo have særlige dommere, som tog stilling til, om der i en sag skulle føres vidner eller ej. Det skal ikke være et militærtribunal, men dommere, som var specielt clearet til at tage stilling til vidnespørgsmålet.«

Et lille skridt på vejen mod hemmelige domstole m.v. »Det vil aldrig ramme mig«, siger den fornuftige læser, »jeg gør aldrig noget forkert.« Jeg spørger: »Hvor ved du det fra?« Når først ét princip er brudt, kan det næste også justeres, og så har du ingen garanti for, hvad du kan komme ud for, eller hvad der kan ske i fremtiden. Det er enten-eller.

25/7-2008 havde den tyske tv-station ZDF en udsendelse, hvor man havde efterlyst de 50 begivenheder ved de olympiske lege, som havde gjort størst indtryk på seerne. Naturligvis var Sorte Septembers terrorangreb i 1972 i München deriblandt.

Hans Jochen Vogel, tidligere minister og formand for SPD, var inviteret i studiet og havde denne kommentar til begivenheden (frit efter hukommelsen): »Hvis vi dengang havde besluttet at aflyse resten af de olympiske lege på grund af terroroverfaldet, havde vi lagt muligheden for at gennemføre den slags verdenssamlende begivenheder i terroristernes hænder, og sådan skal det ikke være!«

Vi må ikke på grund af den vitterlige fare for terror krybe i et musehul eller acceptere stadig flere indskrænkninger i den personlige frihed eller i det frie samfundsliv, som vi har opbygget gennem århundreder.

Virkningerne vil blive langt mere gennemgribende og ødelæggende end nogle – gudskelov – få terroristers modbydelige angreb.

Vi skal opretholde en god sikkerhed, men samtidig arbejde intenst på at fratage terroristerne grundlaget for deres virke. Terror opstår altid der, hvor nogen føler sig sat udenfor, hvad enten det er inden for et lands grænser, eller man opbygger et fjendebillede af et andet land. Der kan ikke være så meget tvivl om, hvad der skal tages fat i.

Jeg slutter, som jeg begyndte, i det tyske: »Eine Sicherheit mit Gewehr ist eine Sicherheit ohne Gewähr« – en sikkerhed baseret på geværer er en sikkerhed uden garanti!

Ovenstående er et uddrag fra en kronik skrevet til Jyllands-Posten 6. august 2008