Professor Peter Nedergaard på Copenhagen Business School skriver, at vi er gået over gevind i bekæmpelsen af terrorismen. Det er følelserne og ikke længere fornuften, der styrer området. I stedet bør vi anlægge samme standarder for beslutninger om terror-bekæmpelse, som vi gør på andre dele af samfundslivet.

Terrorismen og dens bekæmpelse er ofte tophistorier i medierne. Området er også i de seneste år kommet i centrum for politiske beslutninger, og de økonomiske midler anvendt til direkte og indirekte terrorbekæmpelse er steget eksplosivt. Vi er gået over gevind. Det er følelserne og ikke længere fornuften, der styrer området, og man burde i stedet anlægge samme standarder for beslutninger om terrorbekæmpelse som på andre dele af samfundslivet.

Det betyder ikke, at terrorbekæmpelsen ikke er vigtig, og at man ikke skal tænke på dens ofre. Man går imidlertid terroristernes ærinde, hvis man hele tiden ubevidst overdriver virkningerne af deres ofte beskedne indsats. I den forbindelse bør dette indsatsområde vurderes på lige fod med andre politiske områder som indsatsen for børnefamilierne, reduktionen af drivhusgasser, trafikpolitikken og kriminalitetsbekæmpelsen.

Det er imidlertid langtfra noget dansk fænomen, at terrorbekæmpelsen undtages for den almindelige rationelle prioriteringslogik. Det tydeligste eksempel herpå findes i USA, hvor terrorbekæmpelsen under præsident Bushs embedsperiode i endnu højere grad end her til lands har grebet om sig og nu omfatter alt fra skærpede visumregler til en ekstremt kostbar krig i Irak. I USA har unddragelsen af terrorbekæmpelsen fra den økonomiske fornuft betydet, at USA er blevet en nation med en nærmest bundløs gæld. Det er alt sammen sket under devisen, »at ingen pris er for høj, når det drejer sig om terrorbekæmpelse«. Mit argument er, at alt har sin pris. Også omkostningssiden af terrorbekæmpelsen bør derfor tænkes med.

Lad os tage nogle eksempler på terrorbekæmpelsens omkostninger. I lufthavnene har terrorbekæmpelsen bl.a. ført til ekstra sikkerhedstjek før flyrejser. Visiteringen er blevet grundigere. Den medbragte bagage undersøges også mere effektivt end tidligere. Resultatet er blevet, at det tager længere tid at stige på et fly.

I 2007 blev der på verdensplan foretaget cirka 4,5 milliarder flyrejser i både inden- og udenrigsfly. Lad os forsigtigt antage, at den ekstraordinære terrorbekæmpelse i lufthavnene i gennemsnit har øget påstigningstiden med 15 minutter. Lad os også meget forsigtigt antage, at arbejdslønnen for de rejsende i gennemsnit er på 40 kroner i timen. I så fald har blot dette enkelte initiativ til bekæmpelse af terrorismen kostet verden 45 milliarder kroner.

Regeringens plan for terrorbekæmpelse indebærer også, at man årligt direkte afsætter et større millionbeløb til indsatsen og beredskabet mod terror. Alene hertil har man siden 2001 ekstraordinært brugt halvanden milliard kroner. Herudover har man f.eks. bedt bankerne om at overvåge mistænkelige pengeoverførsler, og man er i færd med at udarbejde ordninger, som gør, at man kan forsikre sig mod terroranslag.

Konkret har regeringen styrket Politiets Efterretningstjeneste (PET) med 55 millioner kroner årligt siden 2004 til ikke mindst terrorbekæmpelse. Herudover er der tilført i alt 24 millioner kroner til styrkelse af politiets og PETs mulighed for at foretage indgreb i den såkaldte meddelelseshemmelighed. Det skal sammenholdes med, at terroristernes handlinger vel alt i alt har kostet omkring 25-30 danskere livet i især Irak og Afghanistan. Til sammenligning får Rådet for Større Færdselssikkerhed årligt tilført ca. 13 millioner kroner, selv om færdselsuheld hvert år koster omkring 400 danskere livet.

Som sagt er disse eksempler nogle få blandt mange lignende, som er indført i form af øget beredskab i havnene, øget overvågning af emailsystemet, strammere regler for indrejse til mange lande, øgede udgifter til det militære område, oprustning af efterretningsvæsenerne og så videre. Hver især kan disse initiativer synes beskedne, men samlet er der tale om, at verden i dag i forhold til før 11. september 2001 sandsynligvis ofrer flere tusinde milliarder kroner på terrorbekæmpelsen. Vi bør som på alle andre områder hele tiden overveje, om det er en pris, som vi vil betale i forhold til de fordele, som indsatsen indebærer.

Under alle omstændigheder kunne man for pengene til terrorbekæmpelse komme langt på mange fronter. I den forbindelse skal det med, at der stadig er langt større risiko for at dø på grund af for fed mad, for lidt motion, bladet fra en trukken kniv i nattelivet, en fordrukken trafikant eller klimaskabte oversvømmelser, end der er for at dø på grund af terroristernes handlinger. Det er en del af den vestlige, kristne tradition, at et liv er et liv og skal vurderes med ligeværdig respekt. Det er senere i den økonomisk-politiske filosofi blevet almengjort til, at målet med politiske handlinger bør være at sikre det bedst mulige liv for flest mulige med de til rådighed stående midler. Det burde give anledning til, at midler blev prioriteret fra terrorbekæmpelsen til andre områder.

»Terrorbekæmpelsen kan imidlertid ikke sammenlignes med andre offentlig-politiske områder«, hævder nogen. »Terrorismen drejer sig om anslag rettet mod den vestlige civilisation som sådan«. Derfor kan den ikke vurderes efter de samme rationelle cost-benefit kalkuler som indsatsen på andre politikområder, lyder argumentationen videre. Spørgsmålet er blot, om denne argumentation holder. Hidtil har intet terroranslag på nogen måde truet kerneinstitutioner eller -funktioner i den vestlige verden. Dette er ikke sagt for at forklejne anslagene mod World Trade Center, Londons undergrundssystem, Madrids hovedbanegård eller danske ambassader i Nærorienten. Sagen er blot, at Vesten ikke er sådan at få has på, fordi den som civilisation lige som internettet ikke har noget centrum, noget som ikke kan undværes.

Vesten er en rationel institutionel logik, som er indlejret i alt fra forfatninger over retsvæsenet og til almindelige menneskers opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Vesten kan ikke ødelægges ved, at man ødelægger bygninger eller dræber nogle – i det store billede – få mennesker.

Et andet argument, som høres i debatten, drejer sig om, at terroristernes virksomhed skaber frygt på en helt anden måde end trafikuheld og lignende. Argumentet kan have noget om det, men det ændrer ikke ved, at det netop er terroristernes mål, at situationen bliver således. Generel frygt, som ikke er begrundet i terroristernes faktiske handlinger, bør undgås af personer, der holder hovedet koldt. Argumentet er således på en eller anden måde udtryk for, at terroristernes irrationelle frygtskabelse er ved at tage for meget over.

Rationelt baserede beslutninger er Vestens helt store styrke. Derfor har terroristerne så dårlige kort på hånden, med mindre det lykkes dem at gøre os irrationelt massehysteriske. Det er med andre ord kun os selv i Vesten, som kan ødelægge Vesten, hvis vi opgiver rationalismen. Derfor bør vi ikke spilde så mange ressourcer på terroristernes bistik.