Terroristernes værste fjender er almindelige mennesker, som gennem rutinearbejde opnår sans for, hvad der er normalt og unormalt. Statens overvågning og indsamling af data drukner os alle i informationer, der gør det nemmere for terroristerne.

En af erfaringerne fra terrorismens historie er, at der indtil for nylig har været ringe interesse for at omtale og analysere massakrer, som ikke er blevet til noget. Det giver et skævt billede af, hvad man kan gøre mod terrorisme, og hvad der faktisk er blevet gjort for at forebygge den.

Det var således lidet kendt, at der i 2000 var planer om at sprænge en Risø-lignende forskningsreaktor ved Sidney i luften under de olympiske lege. Det ville i så fald have været det første eksempel på nuklear terrorisme, noget som der ellers har været lavet den ene thrillerfilm om efter den anden. Men aktionen blev forpurret. Erfarne toldbetjente, som var på udkig efter noget andet, var de stille helte.

Mere kendt er den konverterede muslim, som havde skjult en sprængladning i sin sko og blev forhindret i at udløse den af et vågent medlem af flyets besætning. Eksemplet er nok først og fremmest kendt, fordi det førte til skærpet opmærksomhed på fodbeklædning i mange lufthavne. Men det var karakteristisk nok et vågent medlem af den daglige stab på flyet, som fornemmede, at der var noget unormalt, og reagerede relevant på det.

Vi ved i dag, at relevant overvågenhed sandsynligvis ville have forhindret terrorangrebet den 11. september 2001 i USA. Som i øvrigt ikke lykkedes helt, fordi der var ét af de fire fly, som af modige mennesker blev bragt til styrt et sted, hvor det ikke gjorde nogen skade.

Men hele aktionen kunne have været forhindret, hvis man havde lyttet til de iagttagelser, der var blevet gjort vedrørende nogle arabiske elever på amerikanske flyskoler, som man fandt optrådte underligt, fordi de tilsyneladende ikke var særlig interesseret i at lære at lande.

Informationerne blev givet videre, men blev ikke taget alvorligt på højere sted. Og det er ikke første gang, dette er sket, især i USA.

En lang række erfaringer tyder på, at resultaterne ikke øges med mængden af informationer, men snarere forringes. Fordi behovet for at sortere i materialet bliver større.

Resultaterne øges heller ikke nødvendigvis ved en teknologisk oprustning. For det er stadigvæk mennesker, der skal drage slutninger på grundlag af de indsamlede informationer.

Jo mere hierarkisk, beslutningsstrukturen er bygget op, jo flere lag, beslutningerne skal igennem, desto større er risikoen for, at man filtrerer oplysninger af central vigtighed fra undervejs, eller fejltolker dem.

Det betyder ikke, at man ikke skal interessere sig for de terrorhandlinger, som det desværre ikke er lykkedes at forhindre. En af de værste, som let kunne have været forhindret, var selvmordbomberne mod to fly, der lettede fra en russisk lufthavn ved Sortehavet.

De to ”sorte enker” fra Tjetjenien, som bar sprængstoffet, kom igennem sikkerhedskontrollen, fordi de bestak sikkerhedsvagten med et beløb, som snedigt nok ikke var så stort, at det i sig selv vakte mistanke.

Terroristerne har virkelig lært af de mange aktioner, som aldrig er blevet til noget eller er gået galt. Nemlig, at deres værste fjender er de helt almindelige professionelle på gulvet, som gennem deres rutinemæssige arbejde har opnået en intuitiv sans for, hvad der er normalt og unormalt.

Hvis de er veluddannede, veludhvilede, ansvarlige og ukorrupte, er de helt uvurderlige i terrorbekæmpelsen. Det er dem, der udgør rygraden i den daglige sikkerhed, netop den, terroristerne forsøger at ødelægge.

Det har virket chokerende på mange, at selvmordsterrorister ikke kun har været folk, der var opvokset i Mellemøsten, men i høj grad personer, der er vokset op i vestlige samfund. Hvorfor hader de os sådan, er det tilbagevendende spørgsmål.

Alligevel forløb krisen omkring Muhammed-tegningerne fredeligt i selve Danmark. Den stærke modsætning mellem ”dem” og ”os” blev afsvækket. Denne mobilisering af de moderate muslimske miljøer synes gunstig for en bredere debat i samfundet, og kan føre til en isolering af de radikalt-islamistiske grupper.

Det fører tanken hen på spørgsmålet om et åbent, demokratisk samfund virkelig er mere sårbart end et lukket og diktatorisk? Eller gør selve åbenheden det lettere at holde øje med det unormale og potentielt farlige?

Det værste, man kan gøre, er at overreagere, så terrorbekæmperne bliver lige så rå og hensynsløse i deres metoder som terroristerne. Det er måske også i det lys, man skal se den triste udvikling i Irak, hvor en vunden krig har udviklet sig i retning af en tabt fred. Hele Irak-krigen var angiveligt et forsøg på at udrydde terrorismen i verden – desværre har den kun stimuleret den.

Langt den største fare ved den aktuelle terrortrussel er, at den truer integrationen, hvilket også synes at være meningen med den. De radikale islamister forsøger at skabe lukkede subkulturer med normer, der afviger markant fra befolkningen. Og heri hjælpes de af modstanden i de politiske partier, hvor der stilles skarpe krav til især unge kvindelige muslimer om at afsværge dele af deres tro.

Terrortruslen har legitimeret en meget hård administration af love om f.eks. tildeling af asyl og familiesammenføring, som er indført for at forhindre muslimsk indvandring, men som rammer mange ikke-muslimer. Den fremmer en uheldig tendens i den ikke-muslimske del af befolkningen til at se alle muslimer som ens, som grundlæggende udemokratiske, og som en potentiel trussel.

Muhammed-tegningskrisen har imidlertid vist, at det altovervejende flertal af muslimer er loyale over for det danske demokrati og retssamfund og er ganske udmærkede til at sondre mellem religion og politik.

De militære svar på den globaliserede terrortrussel, som i virkeligheden indtil nu kun har krævet et begrænset antal ofre for terrorhandlinger, kan minde om molbohistorien om sognefogeden, som lader sig bære ind af fire mænd i kornmarken for at jage storken ud, fordi den træder kornet ned. Provokationen er lykkedes.

Det er formentlig rigtigt, at der ikke i dag, hvis der nogen sinde har været det, findes et stærkt netværk af Al Qaida-celler, som koordinerer aktioner på kryds og tværs af kloden.

Langt mere er der tale om en diffus tåge af indoktrinerede amatører, som savner den stærke organisation og træning, der skal til for at planlægge signifikante aktioner med udsigt til succes.

En overreaktion fra ”lov-og-orden” maximister i form af drastiske indskrænkninger i borgernes udfoldelsesmuligheder vil være yderst uhensigtsmæssig og højst bidrage til at skabe falsk tryghed. En detaljeret overvågning og lagring af al teletrafik og anden kommunikation vil let kunne føre til, at man drukner i ligegyldige informationer. Østeuropas kommunistiske stater gik i opløsning til trods for deres gigantiske sikkerhedsapparater.

Selv de mest perfekte terrorgrupper begår fejl, og terroraktioner kan ofte forhindres, hvis ressourcerne bruges rigtigt.

Så meget mere ærgerligt er det, når de bruges forkert! Ikke mindst på unødigt at genere almindelige mennesker med indskrænkninger i deres personlige frihed, i stedet for at koncentrere indsatsen på punkter, som erfaringsmæssigt er særlig relevante.

Fra den historiske kamp mod terror kan følgende erfaringer uddrages:

• Veluddannet, loyalt og veludhvilet personale på steder, hvor der i forvejen er kontrol, eller hvor mange mennesker færdes, har vist sig at være af uvurderlig betydning for forhindring af terrorangreb.
• Faste rutiner er ikke nødvendigvis sløvende, men kan ses som en af måderne at fange det unormale på.
• Flere informationer fører ikke nødvendigvis til bedre terrorbekæmpelse, det afgørende er, at den relevante kommunikation foregår hurtigt og tages alvorligt.
• En udvidelse af de lovmæssige rammer vil være en dårlig ide, hvis den fører til et informations-overflow. Her er der noget at lære af afdøde totalitære systemer, som druknede i eget efterretningsmateriale.
• Studiet af sikkerhedsbrist ved terroraktioner og analyse af forhindrede terrorhandlinger bør styrkes.

Ovenstående er uddrag fra Karsten Fledelius’ bidrag til ”Terrorisme og retssikkerhed – Ret og Samfund 2008”, Frydenlund Forlag (red. Jeff Jørgensen).