Regeringen gennemfører de største institutionsforandringer nogen sinde, men ingen siger et ord. Forhenværende seminarierektor Peter Schiødt beretter og kritiserer her i samarbejde med Retspolitisk Forenings formand Bjørn Elmquist om en stigende tendens til at pålægge fagfolk og offentligt ansatte tavshedsklausuler og mundkurv. 

I de sidste 60 år har ytringsfriheden været den fremmeste menneskerettighed. 

Under den kolde krig var den manglende overholdelse af ytringsfriheden i Øst vores – Vestens – væsentligste dokumentation for Sovjetunionens og Warszawapagtlandenes menneskeforagt over for egne borgere. Ingen kunne sige sin mening uden at risikere sanktioner i form af afskedigelse, udstødelse eller det, der var værre.

 I de sidste syv-otte år har ytringsfriheden også været lakmusprøven herhjemme hos folketingsflertallet og regeringen for, om man er en ’rigtig dansker’ med mod til at forsvare ’de danske værdier’. 

Desværre ser vi ikke altid den samme kategoriske respekt, når det kommer til kritik af magthaverne selv. Et eksempel er sagen mod Frank Grevil – medarbejderen i Forsvarets Efterretningstjeneste, som gav Berlingske Tidende dokumentation for, at den daværende statsminister talte mod bedre vidende, da han insisterede på, at Saddam Hussein besad masseødelæggelsesvåben. Alt andet lige gav denne sag syn for sagn med hensyn til dansk rets fatale mangel på effektive ’whistle blower’-regler, hvor offentligt ansatte får en beskyttet ret (og pligt) til at afsløre myndighedsløgne, embedsmisbrug etc.

De begivenheder, vi nu skal berette om, kan næppe siges at angå rigets sikkerhed som Grevil-sagen. Men for at fjerne eventuel tvivl om, at tendensen i disse år går den gale vej mod generelt større lukkethed og øget meningscensur, vil vi fremlægge et konkret hændelsesforløb, afsluttet for ikke så længe siden, som desværre ikke synes at være atypisk. Navne og geografiske betegnelser er behørigt anonymiseret.

Den første januar 2008 løb en række nye uddannelsesinstitutioner af stablen i Danmark: Professionshøjskoler eller University Colleges (UC). Som selvejende statsinstitutioner med op til 17.000 studerende ligger de fordelt i landets regioner og rummer uddannelser til lærer, pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver, bioanalytiker og fysioterapeut mv.

Professionshøjskolernes komme betød farvel til velkendte institutionsformer som seminarier og sygeplejeskoler – som i de foregående seks-syv år havde været samlet under såkaldte Centre for Videregående Uddannelser (CVU). Folketinget ønskede en mere enstrenget ledelsesstruktur og større organisationer med »stærkere økonomiske muskler«, som undervisningsministeren udtrykte det. Man var enige om, at ’CVU’erne’ havde vist sig ineffektive. Nu skulle de erstattes med handlekraftige ’UC’er.

Som vi nu skal berette, synes imidlertid mindst en af de nye professionshøjskolers bestyrelse og ledelse at have taget de politiske intentioner for bogstaveligt, idet man gennem skræmmekampagne og tavshedsklausuler har søgt at gennemføre store forandringer i stor hast, uden åben dialog.

En tavsheds- eller loyalitetsklausul betyder jo for en medarbejder, at vedkommende kan risikere at miste sin stilling ved at udtale sig offentligt om sin virksomhed – eller sågar blot om emner, som af den ene eller anden grund anses for ’relevante’. Ved at indføre sådanne klausuler forstærkes den omkringsiggribende tendens, hvor man i sager, der kræver professionel viden og indsigt, i stadig stigende grad giver fagfolk mundkurv på. Offentligheden får ikke adgang til de professionelles vurdering, og for de pågældende selv er der tale om væsentlige indskrænkninger i deres personlige frihed. 

Kritik dysses ned og dialog forhindres.

Således breder tavsheden sig lige så stille – eksempelvis om de mange gigantfusioner, som i disse år forandrer tilværelsen for mange mennesker, både offentligt og privat ansatte. 

Den professionshøjskole, vi nu skal følge, og hvor den ene af artiklens forfattere har været ansat, kalder vi UCX.

»Højskolefusionen der gik i vasken!«. Således indledte en kommende medarbejder i november 2007 et læserbrev om den nye professionshøjskole, UCX, allerede før institutionen var fløjet fra reden. Om læserbrevet nogen sinde blev offentliggjort, vides ikke. Det dukkede op som trold af æske i en mail, stilet til den kommende ledelse, ’direktionen’, og blev af ledelsen videresendt til samtlige 700 ansatte.

 Forfatteren fremstod anonym, og i brevet indgik en kritik af en nys udpeget leder. Denne fremgangsmåde finder vi, artiklens forfattere, på ingen måde tiltalende. Man må stå ved sine synspunkter, ikke mindst over for navngivne personer. Det er derfor ikke det pågældende brev, som er vores ærinde, men derimod ledelsens reaktion herpå i form af en intern skræmmekampagne, søsat via e-mail til alle medarbejdere sidst i 2007 – altså stadig før institutionen var oprettet og et blivende samarbejdsudvalg nedsat som medarbejdernes talerør.

 Nu dækker Professionshøjskolen UCX et stort landområde, så uanset om læserbrevet nogen sinde blev publiceret, læses en lokalavis i den ene ende af regionen ikke i den anden. Der var derfor mange medarbejdere, som aldrig havde hørt om brevet, da en anden vordende leder, med accept fra den kommende bestyrelsesformand, rundsendte det til de ansatte sammen med en form for svarskrivelse. Fremgangsmåden vakte forundring, men næppe mere, og blæsten kunne formodentlig have lagt sig, hvis ikke ledelsen ti dage senere havde fulgt op med en ny mail, stilet til alle ansatte:

»Ledelsen har modtaget oplysninger, som peger på, at [stilling] [navn] [ansættelsessted] kan være afsender af den anonyme mail. På et møde i dag har [navn] fået mistanken forelagt, og han afviser på det skarpeste, at han er ophavsmand til den anonyme mail. Det er besluttet at fortsætte undersøgelserne, og så længe disse varer, har ledelsen med beklagelse fundet det nødvendigt at suspendere [navn] fra sin stilling som [stillingsbetegnelse] ved [ansættelsessted]«.

Selv med vores anonymisering er budskabet ikke til at tage fejl af: Kritik kan blive mødt med de alvorligste sanktioner efter princippet: »Du behandles som skyldig, indtil andet er bevist«. Og budskabet blev forstået. To dage senere replicerede en medarbejder (denne gang underskrevet) i en ny mail til alle: »Med den klare erkendelse, at jeg nu stiller mig selv op i køen til øretæver, suspension eller det, der er værre, er det nødvendigt for mig at udtrykke min forargelse over ledelsens håndtering af denne sag«.

Vi (undertegnede PS og BE) er ikke uforstående over for, at de nye ledere kunne føle sig pressede. Frustrationen var mærkbar ved oprettelsen af de nye professionshøjskoler. Enorme forandringer skulle gennemføres i stor hast på et usikkert økonomisk grundlag, som det bl.a. fremgår af pressemeddelelser fra Professionshøjskolernes Rektorkollegium i perioden 2007-2008. Dette fritager dog ikke en ledelse eller bestyrelse for ansvar i henhold til gældende love – herunder de love, som angår den personlige frihed, beskyttelse af personlige data samt det generelle retsprincip, at man er uskyldig, indtil andet er bevist.

 Som det fremgår, var tonen lagt i UCX allerede før starten.

Det blev ikke bedre, da bestyrelsen i efteråret 2008 skulle udvælge uddannelsessteder til nedlæggelse i forbindelse med oprettelse af såkaldte ’campusser’ efter forbillede fra de store universiteter i USA. 

I september 2008 blev der afholdt et lukket bestyrelsesmøde, hvor der forventedes en afklaring af, hvilke uddannelsessteder der måtte afvikles. På det tidligere seminarium, Y, afventede man et efterfølgende møde med ledelsens repræsentant – som imidlertid måtte berette, at bestyrelsen endnu ikke var nået frem til nogen afklaring. Lederen forsikrede dog, at man »ikke kunne forvente oprettelse af nye uddannelsessteder på bekostning af de eksisterende«. Det var der simpelthen ikke råd til.

Det kom derfor bag på alle medarbejdere og studerende, da man efter et nyt, lukket bestyrelsesmøde i november fik besked om, at uddannelsesstedet Y skulle afvikles over en periode på fire år til fordel for oprettelse af et helt nyt uddannelsessted i en anden by. Øjeblikkelig begyndte studerende at melde sig ud og søge ind til konkurrerende professionshøjskoler i storbyen. Naturligvis! Kun få studerende vil gå på et uddannelsessted, som gradvist skal afvikles. Efter en uge berettede studieadministrationen hos en konkurrent i storbyen, at man havde haft »over 100 henvendelser om overflytning fra UCX«, herunder også fra et andet tidligere seminarium, som skulle nedlægges.

 På den baggrund opstod en vanskelig interesse- og loyalitetskonflikt på det forhenværende seminarium, Y, idet opgaven jo stadig bestod i at holde de studerende til ilden, opretholde den faglige kvalitet og i det hele taget få uddannet de lærere, som samfundet havde brug for – også på denne egn. I første omgang udarbejdede det lokale samarbejdsudvalg en skitse til en alternativ campus-model, som indebar fortsat læreruddannelse på lokaliteten. Skitsen blev sendt til bestyrelsen med invitation til dialog. Men intet skete. Der blev end ikke fremsendt en bekræftelse på modtagelsen. Og i mellemtiden fortsatte de studerende deres udmeldelser.

Som lokalt ansvarlig besluttede jeg, daværende seminarierektor Peter Schiødt, som var placeret uden for professionshøjskolens ledelse (UC-rektor, prorektor, administrationschef og fire ’dekaner’) at prøve at nå bestyrelsen ad andre veje. Jeg gik til pressen, og det samme gjorde, viste det sig, studerende, borgere og lokalpolitikere fra byen og regionen. »Det er en katastrofe, hvis seminariet forsvinder«, udtalte et byrådsmedlem til den lokale avis (15.10.2008). Selv fulgte jeg i mine udtalelser det lokale samarbejdsudvalgs oplæg til kompromis, som jo var tilsendt bestyrelsen og derfor næppe kunne komme som nogen overraskelse (eksempelvis i fagbladet ’Folkeskolen’ 21.11.08).

I øvrigt var der ikke noget nyt i, at jeg udtalte mig til pressen. Det havde jeg gjort gennem hele min embedsperiode.

På en egn, hvor uddannelsesniveauet ligger under landsgennemsnittet, og hvor Y-seminariet var den eneste videregående uddannelsesinstitution, fandt jeg det vigtigt at gøre opmærksom på seminariets eksistens og diskutere uddannelsens muligheder.

Endvidere har statens lokale repræsentanter vel også en demokratisk forpligtelse, og de fleste genkender formodentlig højskoleforstanderen, præsten, skolelederen og andre som figurer, der forbindes med lokalt kulturliv og debat.

Imidlertid indtrådte en forandring efter bestyrelsens beslutning om afvikling af lokalitet Y. Nu faldt mine udtalelser ledelsen og bestyrelsen voldsomt for brystet. Jeg blev indkaldt til kammeratlige samtaler med UC-rektor og fik hver gang at vide, at »det, du siger, går imod bestyrelsens beslutning«. Således faldt ordene, skønt det er vanskeligt at se, hvorledes en bestyrelse kan beslutte, at der ikke er brug for uddannelse på en bestemt egn, henholdsvis at man ikke må argumentere herfor. 

En særlig markant episode fulgte, efter at det lokale regionsråds forretningsudvalg havde udtalt sig til fordel for lokalitet Y. I forlængelse heraf sagde jeg til lokal-tv (26.11.08), at »det glæder mig, at man har blik for vores evne til at uddanne lærere og pædagoger til dette område«. Dette var fra min side (endnu) et fingerpeg om ikke – i ren og skær forandringsiver – at formøble resultater, som var opnået gennem mange års indsats. 50 år havde det taget, for at være helt nøjagtig, at nå et niveau, hvor netop disse egne, stik imod alle forventninger, ikke var blandt de værst ramte af den stigende mangel på faguddannede lærere.

 Denne udtalelse blev fulgt op af en samtale, en regulær belæring, hvor bestyrelsesformanden berettede over for mig, at han var blevet ringet op af vrede bestyrelsesmedlemmer (sic!) – og at han selv i hele sit liv, i alle sine mange offentlige embeder og tillidsposter, aldrig havde udtalt sig til nogen som helst om noget som helst.

Skulle dette være det nye ideal i det demokratiske Danmark? 

Man ser for sig den tavse skoleleder, præst, højskoleforstander og rektor, som hverken bidrager til det lokale liv eller ved sit eksempel ansporer sine elever, sine studerende – eller sin menighed for den sags skyld – til at gøre ligeså. Desværre går udviklingen i denne retning. Man hører oftere og oftere om præster, som er »for åbenmundede«, ledere, som får mundkurv på, og medarbejdere i offentlige og private stillinger, som ikke må udtale sig.

Således gik det også mig. Efter udtalelser til lokale aviser blev det gjort mig klart, at jeg, hvis jeg ikke ønskede en fratrædelse, måtte acceptere en omplacering langt fra Y-seminariet og den uddannelse, jeg var ekspert i. Endvidere skulle følgende passus tilføjes min ansættelseskontrakt (formuleringen ’partnerne’ nedenfor skulle formodentlig have lydt: parterne): 

»Partnerne er enige om, at Peter Schiødts fremtidige udtalelser til pressen omkring struktur, organisation og læreruddannelsen i [UCX] sker efter aftale med rektor [NN]«.

Dette må vel være, hvad man kalder en tavshedsklausul, en loyalitetskontrakt – eller for at sige det ligeud: en mundkurv. 

Min fagforening anbefalede, at jeg tiltrådte aftalen, der, som man sagde, var blevet »almindelig« for de afgående seminarierektorer (mv.) i de nye professionshøjskoler.

Til overflod udsendte fagforeningens blad, Magisterbladet (nr.9/09), en artikel om de tidligere lederes forhold på landets professionshøjskoler, som, under overskriften: ’Bare nogen ville skrive om det’, indledes med ordene »Mundkurv på. Mundkurv på. Mundkurv på«.

Der blev således lagt låg på debatten. Jeg fik mundkurv på – en mundkurv, som jeg ikke har været i stand til at bryde før nu, hvor jeg i forståelse med formandskabet for min nye institutions bestyrelse har fået grønt lys for at bidrage til nærværende artikel. Måske havde jeg slet ikke behøvet at spørge, men da jeg har en familie at forsørge, spørger jeg nu og fremover hellere en gang for meget end en gang for lidt, før jeg »udtaler mig om noget som helst til nogen som helst«. 

Jo, bestyrelsesformanden i UCX har gjort indtryk. For er det virkelig jobbet og familien værd at have en professionel mening i dagens Danmark? 

Således ser det altså ud i vort højt besungne demokrati. Regeringen gennemfører de største institutionsforandringer nogen sinde i uddannelsessektoren, men ingen siger et ord. En gang imellem hører man et suk fra andre omlagte kæmpeinstitutioner: skattevæsnet, forsvaret, kommunerne osv. Men disse suk er gennemgående så tyste (eller intetsigende), at de næppe er hørbare. Det frihedens Danmark, som vi i dag kæmper for i fjerne lande, er blevet så stille, så stille. 

Konsekvenserne af de omtalte klausuler svarer ikke til, hvad der i sin tid skete med Sovjet-dissidenterne og de andre. Men censur er censur, og meningsundertrykkelse hører ikke hjemme i et virkeligt demokrati. Tværtimod er det til skade både for den enkelte – ramte – borger, de specifikke samfundsfunktioner, som berøres direkte, og for samfundet som helhed.

Ovenstående indlæg blev bragt i Politiken 8. januar 2010. Læs den her og deltag i Politikens debat