Direktør for tænketanken Cevea Jens Jonatan Steen kritiserer, at kravet om længere straf aldrig stilles overfor den pris samfundet betaler for at øge straffene. For det er dyrt at straffe, og betyder færre penge til pædagoer, politibetjente og skolelærere eksempelvis. Læs hans kommentar  

Bandekrig i København. De seneste måneders tilfældige nedskydninger har skabt begrundet frygt blandt borgerne i hovedstaden og kræver klar handling fra politikerne. Den nødvendige handling har desværre været et snævert og populistisk fokus på længere straf. Men de Gammeltestamentlige forestillinger om hævn og straf løser ikke de nuværende problemer.

Dyr løsning uden effekt

Jeg er chokeret over den hensynsløshed og kynisme, som de kriminelle bander har lagt for dagen i det kvarter, hvor jeg selv bor på Nørrebro. Derfor kræver jeg ligesom alle andre, at politikerne skal udvise handlekraft og sikre vores tryghed. De er forpligtede til at værne om de nære fællesskaber.

Men samtidig har partiernes og særligt regeringens bandepakker været et studie i symbolpolitik. Der skal udvises handling og banditterne skal spærres inde – og gerne så længe som overhovedet muligt. Der sættes hårdt mod hårdt. De markedsførte pakkeløsninger har således været en videreførelse af regeringens forfejlede retspolitik, hvor det eneste svar på kriminalitet har været straf. Desværre en dyr løsning uden effekt.

Længere straf = mere kriminalitet

For det første skal man gøre sig klart, at det er retsfølelsen og kun retsfølelsen der kan retfærdiggøre længere straffe. Fængselsstraf virker ikke præventivt. Vi får således ikke mindre vold eller færre skudepisoder ved at kræve længere straffe, snarere tværtimod. Der er en direkte statistisk sammenhæng mellem straflængde og tilbagefald. Det vil sige, at jo længere vi straffer, jo mere kriminalitet får vi.

Men det betyder ikke, at vi skal undlade at straffe. Vi skal naturligvis have gerningsmændene væk fra gaderne og vi skal sikre at vores medborgere ikke griber til selvtægt. Men når politikerne kræver længere straffe bør de også være ærlige: straf handler udelukkende om følelser og symptombehandling.

Længere straf = mindre velfærd

For det andet, så har straffens pris været helt fraværende i den offentlige debat. Straf koster ligesom alle andre offentlige ydelser penge, og det er faktisk temmelig dyrt. Et ekstra døgn i fængsel koster ca. 1500 kr. For de penge kunne man betale for lønnen til en lærer, en sygeplejerske eller en politibetjent i to dage – for at ikke at nævne en ekstra SSP-medarbejder på gaden på Nørrebro.

Samfundets hævn er således også et prioriteringsspørgsmål – selvom politikerne nægter at indrømme det. Vil vi have hævn eller bedre skoler, vil vi have hævn eller bedre sygehuse, vil vi have hævn eller mere forebyggelse?

Netop forebyggelse synes at være totalt fraværende i regeringens politik. Vi skal ikke forebygge for at belønne ballademagere eller kriminelle, men vi skal forebygge for at undgå at de bliver det. Det handler om at tage et reelt ansvar for fællesskabet – sammen kan vi faktisk undgå disse konflikter. Derfor har det også været uheldigt at regeringens grønthøster på de kommunale budgetter har medført et dramatisk fald i antallet af gademedarbejdere.

Vi må kunne kræve, at vores politikere ikke foregøgler, at længere straffe vil formindske volden og ikke foregøgler, at strengere straffe er gratis.  Samfundets hævn har en pris. Derfor bør politikerne også gøre det klart, at der faktisk findes mange brugbare løsninger, som kan begrænse volden.

Længere straffe er ikke et af dem.