Straffens fremtid

Om Rundetårn er højere end et tordenskrald, er et af de klassiske nonsensspørgsmål, som de fleste kender.
Helt så galt fat er det nok ikke med spørgsmålet, om straffene skal gøres strengere. I hvert fald ikke umiddelbart. Men graver man bare lidt dybere, viser det sig, at standardsvaret er lige så meningsløst.

Det fremgår af den undersøgelse om befolkningens retsfølelse, som en arbejdsgruppe nedsat på initiativ af Advokatsamfundet offentliggjorde sidste år. ”Fremtidens Straffe” hedder den, og tidligere formand for Retspolitisk Forening advokat Helle Lokdam var formand for arbejdsgruppen.

Baggrunden var de stramninger i straffeloven, som under stor kritik bl.a. fra vores forening fandt sted frem til 2002, hvor strafferammerne for vold og anden personfarlig kriminalitet blev hævet ganske betydeligt.

Det lov-og-orden flertal i folketinget, der tromlede stramningerne igennem, henviste til ”hensynet til befolkningens retsfølelse” Derfor satte arbejdsgruppen sig for at undersøge danskernes syn på straf. Som det fremlægges i rapporten svarede 79 % af 1.000 adspurgte, at de ønskede strengere straffe. Der var bare den hage ved det, at det viste sig, de adspurgte i realiteten ikke havde en korrekt opfattelse af, hvorledes domstolene faktisk dømte. De var selv skrappere, end de troede, domstolene var. Men dog mildere, end domstolene var i virkelighedens verden. 

De troede også, at ”de andre”, dvs. befolkningen i almindelighed, var strengere, end de selv var. Og endelig viste de adspurgte sig at blive mere nuancerede i deres valg af straffe, forstået som mere forstående eller – om man vil – ”milde” og ”vattede”, jo mere de satte sig ind i de enkelte sagers konkrete omstændigheder.

Ni anbefalinger
Arbejdsgruppen opstiller i alt ni anbefalinger. Bl.a. at den dømte ved mæglingsmøder med offeret skal konfronteres med sine handlinger og i højere grad ”betale tilbage” til offer og samfund, at den dømte i højere grad skal behandles, og at fængselsstraf på tre måneder eller mindre kun undtagelsesvist skal være ubetinget.

På det mere praktiske plan anbefales det, at der arbejdes videre med rapportens substans. Det bakker DRF’s bestyrelse fuldt og helt op om, og har afholdt en konference om netop disse emner.

Formålet er ikke at hetze mod de lov-og-orden tilhængere, som stadig i uhyggelig grad præger den offentlige debat. Ikke for selve deres synspunkter som sådanne. For det kan jo i og for sig være en politisk holdning som så mange andre. Og at forsvare den er jo en del af retten til frit at ytre sig.

Det, vi ønsker at påvise og få flere mennesker til at indse, er derimod, at der hverken er fagligt belæg for ”strengere straffe” eller noget reelt funderet krav i befolkningen i så henseende.

Det første bevistema kan næppe skabe megen tvivl. Der er meget lidt, om overhovedet nogen faglig ekspertise, der kan fortolkes til fordel for stramningerne. Og de gennemførte strafforhøjelser har – helt forventeligt – ikke ført til kriminalpræventive forbedringer i form af mindre kriminalitet.

Det andet bevistema, befolkningens retsfølelse, er der derimod stort behov for at få grundigt belyst og gennemgået. Hidtil har det været et noget elastisk begreb, som hver enkelt er sluppet af sted med at udlægge efter personligt forgodtbefindende, så det på bedste (læs værste) pragmatiske vis blev masseret frem til at tjene præcist ens eget formål.

Var der nogen her i H. C. Andersens eget fædreland, som kom til at tænke på ”Kejserens nye klæder”?

Dette indlæg blev udgivet i Bestyrelsen i Retspolitisk Forening, Bjørn Elmquist, Kommentar, Kriminalitet, Straf og tagget , , , den af .

Om Bjørn Elmquist

Bjørn Elmquist er forsvarsadvokat og har siden 2004 været formand for Retspolitisk Forening. Bjørn Elmquist er født i Svendborg den 13. november i 1938, opvokset i København og blev uddannet som jurist i 1963. Han arbejdede de første otte år af sin karriere i Udenrigsministeriet, blandt andet ved den danske EF-mission i Bruxelles. I 1971 blev Bjørn Elmquist ansat som EF-korrespondent ved Danmarks Radio, hvor han var frem til 1979. Det år blev han valgt til Folketinget for Venstre, som han forlod i 1990. Frem til 1994 var han journalist på TV-Avisen på DR og formand for Amnesty Internationals danske afdeling. I 1994-1998 blev han igen valgt til Folketinget, men denne gang for Det Radikale Venstre. Han sad som formand for Folketingets Retsudvalg. Siden 1998 har han praktiseret som forsvarsadvokat.

Skriv et svar