Stop symptombehandling af kriminelle unge indvandrere

Fahmy Almajid er konsulent og fik i 2005 Dansk Retspolitisk Forenings ærespris Kafkatten for sit arbejde med integration. Læs om hans mening om, hvordan samfundet tackler de kriminelle unge med udenlandsk baggrund

Interview af Hanne Seiding

Fængselsinspektør Bodil Philip har fortalt, at de aktuelle forhold op til, under og i kølvandet af unge kriminelle indvandreres fængselsophold i et vist omfang ”spænder ben” for den (re-)socialisering, som ideelt set burde finde sted. Det er en efterretning, som spontant kan få et utålmodigt og retsbevidst menneske til at ønske sig, at vi med et ”snuptag”, en fast handleplan en gang for alle, burde kunne strikke et program sammen for fængselsopholdet, som i stedet kan ruste den indsatte til at komme ud og begå sig i, og med, samfundet. 

Formålet med det alternative program skulle naturligvis være reelt at geare den unge til et liv som accepteret & accepterende samfundsborger efter løsladelsen. Og derfor ville programmet også kun være en realpolitisk samfundsmæssig forbedring i forhold til (re-)socialiserings-perspektivet, hvis det kunne undgå at blive stemplet som ”særbehandling” af Dansk Folkeparti og andre med tilbøjelighed til ”etnisk bekymring” og/eller det, der er værre.

Så spørgsmålet her er, om der findes en enkel opskift på sådan et program? Jeg har forsøgt at indkredse svaret i dette interview med Fahmy Almajid. Vores konklusion må være, at løsningen ikke kan begrænses til et program inden for fængslets mure. Man kan godt sætte et program i gang, som på sigt også vil medføre færre kriminelle med anden etnisk baggrund blandt unge, men ”programmet” skal i givet fald indeholde et kompleks af reel forandringspædagogik både indenfor, men allermest UDENFOR, murene.

Find problemet og løs det frem for straf
Når man spørger Fahmy Almajid om, hvad der er den mest succesfulde del af fængselsopholdet / kriminalforsorgsarbejdet pt., så lyder svaret, at det er tilbuddet om skolegangen. I det hele taget roser Fahmy de mange forsøgte aktiviteter i statsfængslet i Ringe som ”flot arbejde”, og han finder, at der generelt sker mange fornuftige tiltag, men …. det vigtigste redskab til at forbedre succesraten ligger, som jeg forstår Fahmy, i at man tager fat et spadestik dybere og angriber problematikken der, hvor den opstår.
Det er således altafgørende, at man dykker helt ned og tør åbne øjnene for forbindelsen mellem kriminaliteten og de kriminelles sociale situation. For: Der er ingen, der er født som kriminel, det er noget man bliver, som Fahmy udtrykker det. Man skal ind og finde ud af, hvad problemet ér og løse dét, i stedet for bare at straffe. Derfor er Fahmy også hovedrystende overfor det faktum, at lovgivningen arbejder sig i den modsatte retning: Siden 2002 er det eneste, regeringen har gjort, at udvide skyldsfastsættelserne og forhøje straframmerne.

Før det hele går op i røg
Bodil Philip beskriver, hvordan de negative afledninger af de indsattes forhold blandt andet kommer til udtryk omkring brugen af hash. Det er et forhold, som også fylder meget i dele af debatten om de unges motivation for at udstå deres straf og blive ”bedre samfundsborgere” efter endt stafsoning, og derfor spørger jeg Fahmy direkte: Er hashen den største udfordring?

Svaret er uindpakket: Ja, der er et stort stofmisbrug i en del af flygtninge/indvandrermiljøet. Og så er det et problem, at de ikke kommer i behandling i fængslerne. De unge ligger under for ”sådan er de bare”-fordommen. De unge tager stoffet for at dæmpe vreden ned, og det er nemt at købe det i danske fængsler.
Hashproblemerne trækker spor mellem fængsel og friheden udenfor.

Hashen er tabu i indvandrermiljøerne. Det er bare så flovt, hvis det bliver kendt, at ens barn er rusmiddelbruger, og ingen må omgås en alkoholiker/stofbruger.

Fahmy svarer bekræftende på, at rusmiddelproblematikken nu har eksisteret i ghettoerne i så mange år, at der også findes misbrugere i forældregenerationen, og hvor det er tilfældet, er man totalt isolerede i lokalsamfundet. Mere ugleset, kan man ikke blive.

Fører hashen til andet misbrug / til psykiatriske diagnoser, og er det rigtigt, at der er en overhyppighed af psykiatriske diagnoser blandt indsatte med fremmed baggrund?

Fahmy bekræfter, at der er en overhyppighed af psykiatriske diagnoser blandt flygtninge/indvandrere, og at der er to væsensforskellige ”veje” til en sådan diagnose.

I det ene set-up handler det om, at den fremmede henvender sig til sin egen læge pga. utilpashed. Når det sker, er mange praktiserende læger hurtige til at sende sine patienter videre til en psykiater, fordi lægen tænker, at der er tale om traumer som følge af krigsoplevelser eller lignende, uanset, at personen for eksempel aldrig har været i en krigszone og har boet hele sit liv i Danmark. I den anden ende af skalaen finder man så den unge kriminelle, som selv anmoder om at blive diagnosticeret som et psykiatrisk tilfælde, fordi han regner med at kunne bruge det som udgangsbillet fra fængslet / til at undgå straf e.l.

Hjælpen efter løsladelsen
Retledning i fængslet skal gå hånd i hånd med retfærd i forhold til de sociale rammer udenfor murene.
I sin artikel forklarer Bodil Philip, hvordan jobguiden havde en konstruktiv funktion i forhold til det ”kinesiske æskesystem”, som vores bureaukrati er endt op i. Mentorordningen er et andet tiltag, som ofte dukker op, når det handler om at hjælpe unge på vej til bedre at kunne håndtere de aktuelle udfordringer.
Så spørgsmålet til Fahmy lyder: Er disse støttefunktioner en vej ud af de fastlåste problemer?
Ifølge Fahmy er både jobguide- og mentorordningen kanongode.

Jobordningen er speciel god, fordi der er mange af de unge i målgruppen, som aldrig har været i arbejde, og hvis fædre heller ikke har prøvet det, og som derfor totalt mangler indsigt i, hvad det går ud på. Mentorordningen er også suveræn, fordi der er mange, der i udtalt grad mangler voksenkontakt / rollemodeller.

Parallelsamfund er et problem
Den interessante pointe i Fahmys kritik af de nuværende forhold dykker dog ned under dette niveau af ”lappeløsninger”. Han peger nemlig på det bagvedliggende forhold, at kommunerne forsømmer at tage ansvaret for de parallelsamfund, som udgør de socialt belastede områder (ghettoerne), som de selv har skabt, og som på grund af den sociale armod giver grobund for at ”rekruttere” de utilpassede unge, der går ud og ind af fængselsvæsenets svingdøre med deraf følgende mangel på sociale kompetencer.
I ghettoerne er der nemlig masser af eksempler på, at forældrene er arbejdsløse og på, at de slet ikke kan fungere som forældre, og derfor må man starte med at hjælpe dem til at fungere som forældre, så de kan gå ind og tage vare på deres børn. Som det er nu, er der alt for meget had i områderne, og hos de unge giver det sig udslag i, at de dyrker volden.

Fahmy er ingen virkelighedsfjern drømmer. Så for ham er det klart: Det er en illusion at tro, at vi kan nedlægge ghettoerne, men kommunerne må snart tage deres ansvar på sig. Der skal ske en kombination af en lang række initiativer for at støtte en konstruktiv udvikling, i stedet for – som nu – hvor vi lever med en opsplitning, som kun sætter en enkelt ting i fokus ad gangen, mens alt andet får lov at sejle, og hvor fokus på selv denne konkrete detalje smutter i samme splitsekund, hvor pressen kaster sig over et andet emne i stedet.

Når man lytter til Fahmys analyse, er det åbenlyst, at vi, hele det danske samfund, ganske enkelt bliver nødt til at begynde at bedrive kriminalOMSORG på ny.

Fahmy: Vi bliver nødt til at tjekke den enkelte kriminelle unge ud og lokalisere, hvorfor netop han er havnet i fængslet og starte behandlingen af ham dér. Som det er nu, har de unge flygtninge/indvandrere fået lov at sejle deres egen sø alt for længe rundt om i ghettoerne. Der ligger nærmest en negativ forventning til, at de nok skal begå noget strafbart på et tidspunkt, og når det så sker, så sætter vi dem i fængsel, så de kan få en STRAF.

Vi kan kun bryde denne spiral, hvis vi går tilbage til kernen i problemet og ”lapper familierne”.
Men vi vasker vores hænder. Kommunerne fralægger sig deres del af ansvaret, og samfundet melder hus forbi. ”Man” har ikke gjort noget galt, man tillægger i stedet den unge med en bestemt hudfarve, et specifikt oprindelsesland og/eller en konkret trosretning bestemte (og kriminelle) handlemønstre. Og hvis det havde sin rigtighed, så skulle man jo bare stoppe med at tage flere ind i landet, så skulle problemet jo løse sig selv.

Kommuner er selv skyld i ghetto-problemerne
Fahmy har selv været med til at gennemføre en analyse for nogle år tilbage, som dokumenterede, at kriminalitetstallet er 5 gange højere i ghettoerne end ”ude i det øvrige samfund”, og det må kommunerne tage sit ansvar for. For i 1970’erne var det kommunerne selv (specielt kendt på Københavns Vestegn), der inviterede fremmedarbejderne til at rykke ind i diverse nybyggede almennyttige boligblokke (hvor lejlighederne ellers stod tomme, fordi ingen gad bo der). Fahmy har konkrete eksempler på ”hvervekampagner” fra både Brøndby og Ishøj. Det er altså kommunerne selv, der har samlet problemerne, og nu må de løse dem, for at sprede dem giver ingen mening. Til sammenligning nævner Fahmy det faktum, at man jo heller ikke hverken stopper narkomanien i Danmark eller forhindrer prostitutionen ved at rydde Maria Kirkeplads og området omkring Halmtorvet for dealere og ludere for at tilgodese de puritanske ny-københavnere. Man skubber bare de udstødte grupper et andet sted hen.

Så længe samfundet alene udøver symptombehandling, vil de unge kriminelle typisk fortsætte deres pendulering mellem fængsel og frihed.

Skriv et svar