Socialistisk Folkeparti har bevæget sig fra en progressiv til populistisk retspolitik. Et trist kapitel i SF’s historie skriver Leif Hermann, der er tidligere medlem af Folketinget for SF og i dag medlem af Retspolitisk Forenings bestyrelse. Han mener årsagen skal findes i SF’s ønske om at komme i regering.
Den danske venstrefløj havde gennem mange år ikke haft nogen nævneværdige markeringer i retspolitikken. Dette forhold ændrede sig afgørende, da Venstresocialisterne med Preben Wilhjelm i spidsen begyndte på en gennemgribende kritik af retsvæsenet, herunder navnlig politiet. Retspolitisk Forenings dannelse i 1978, nedsættelse af SF’s retspolitiske udvalg samme år og en tiltagende kritisk indstilling hos universitetsjuristerne, der på fælles nordisk basis udtryktes i tidsskriftet Retfærd, markerede, at den kritiske tradition fra 1968 for alvor havde bredt sig til juraen.
Sideløbende med politikritikken betød udviklingen i den elektroniske kommunikation betydelige problemer med retssikkerheden efter vedtagelsen af lovgivningen om offentlige myndigheders registre og lov om private registre i 1978. Det var her ophobningen af følsomme oplysninger i elektroniske registre, der udgjorde problemet.
Udgangspunktet var således et helt klassisk retssikkerhedsbegreb, der sætter det enkelte individs retssikkerhed i forhold til statsmagten og den borgerlige kapitalmagt i centrum.
I kriminalpolitisk henseende var venstrefløjen præget af tidens forestillinger om straffens formål som resocialisering og dermed også en hensigt om at nedbringe antallet af begåede lovovertrædelser ved at få lovovertræderen tilbage i en acceptabel balancetilstand overfor samfund og offer samt en række forebyggende socialpolitiske initiativer.
Parlamentarisk var det grundlæggende problem, at Socialdemokraterne indtil afgivelsen af regeringsmagten i 1982 grundlæggende var enige med de borgerlige partier om hovedlinierne i retspolitikken. Det ændrede sig dels med vedtagelsen af udlændingeloven i 1983, der forbedrede retssikkerheden for flygtninge, og dels med et socialdemokratisk kursskifte motiveret af den tidligere justitsminister Ole Espersen. Det betød dannelsen af et retspolitisk flertal udenom regeringen. Dette flertal, der bestod af S, SF, RV og VS, havde betydeligt held til at påvirke lovgivningen. Trekanten Ebba Strange, Bernhard Bausgaard og Ole Espersen holdt godt fast til den borgerlige regerings uskrømtede irritation.
Eksempelvis blev betalingskortlovens indhold stort set dikteret af disse partier. Et andet eksempel er det senere ophævede forbud mod brugen af anonyme vidner i straffesager. Et forslag, der oprindelig var fremsat af VS, men genfremsat i en lidt ændret form af SF og VS i 1984. SF satte sammen med S markante aftryk på forvaltningsloven og offentlighedsloven i 1985. op igennem 1980’erne arbejdede SF videre på at tilvejebringe et brugbart og troværdigt system til behandling af klager over politiet. SF tog videre initiativ til at lette Justitsministeriet for byrden med de såkaldte 3. instansbevillinger ved nedsættelsen af Procesbevillingsnævnet. Flertallet var her noget aparte, idet Fremskridtspartiet gik sammen med S og SF. Det var nok små, men alligevel entydigt markante skridt på vejen til en mere human og retssikkerhedsorienteret politik. Ikke funderet i en revolutionær retssikkerhedsforestilling, men yderst traditionel. Disse holdninger i Folketinget fik et ganske stærkt gennemslag i Tamilsagen, der jo bekendt sluttede med, at den daværende konservative justitsminister blev idømt 3 måneders betinget fængsel ved Rigsretten.
Medens stort set alle andre partier lod sig skræmme af terrorangrebene på New York i september 2001, holdt SF hovedet koldt og stemte i mod den såkaldte terrorpakke 1 og fastholdt modstanden, da den borgerlige regering fandt det betimeligt at stramme endnu mere med terrorpakke 2 i 2005. Ind i mellem var der et par voldspakker, der ligeledes mødte modstand fra SF. De forskellige stramninger i udlændingelovgivningen fik heller ikke SF’s stemmer.
Et noget bizart resultat af denne politik var, at SF fik påhæftet etiketten ”soft on Crime” og andre lignende betegnelser. At ingen SF’er på noget tidspunkt ville forsvare eller undskylde nogen form for forbrydelse syntes uinteressant ikke blot for den borgerlige fløj, men også for pressen.
Dette forhold ændrede sig på markant vis efter folketingsvalget i 2007. Begyndelsen blev gjort med den i 2005 valgte formand Villy Søvndals voldsomme retorik overfor en række ubehagelige og decideret tåbelige udsagn fra en række imamer. I sig selv var dette opsigtsvækkende, men betød ikke logisk set en ændring i SF’s udlændingepolitik og slet ikke en generel bevægelse væk fra partiets mangeårige retspolitiske standpunkter. Det skulle imidlertid vise sig, at denne bevægelse var i fuld gang. SF accepterede såvel det såkaldte tilknytningskrav som 24 års reglen for familiesammenføringer. Et forhold, der dog har mistet betydning på grund af EU’s forskellige direktiver om opholdsret og EF-domstolens brug af disse direktiver i konkrete afgørelser.
Et første lille fingerpeg om, at en væsentlig ændring var på vej i retspolitikken fik man ved behandlingen af den såkaldte tuneserlov, der skulle give mulighed for administrativ udvisning af personer, der af Politiets Efterretningstjeneste blev betegnet som en fare for statens sikkerhed.
Her fremhævede SF’s ordfører, at SF gerne ville have svar på en lang række spørgsmål, før partiet tog endelig stilling til lovforslaget. Dermed lagde man op til, at en tilfredsstillende besvarelse af de efterfølgende udvalgsspørgsmål kunne bortvejre den tvivl på forlagets nytte, som øjensynligt herskede i SF. Det skal medgives at situationen var vanskelig for partiets retspolitiske ordfører, der optrådte som stedfortræder for udlændingeordføreren, selvom det ikke var de udlændingeretlige spørgsmål, der gjorde lovforslaget problematisk, men akkurat de retspolitiske. I tidligere tider ville dette forslags accept af en voldsomt indgribende administrativ stempling som ”til fare for statens sikkerhed” af SF blive afvist uden forbehold.
Partiet stemte dog i mod og afventede derefter betænkningen fra det udvalg, der tidligere på året i april måned var nedsat med henblik på fremlæggelse af forslag til nye initiativer for at sikre, at behandlingen af udlændinge, der anses for en fare for statens sikkerhed, kan gennemføres på en effektiv måde og, at indsatsen på dette område skal tilrettelægges fuldt retssikkerhedsmæssigt forsvarligt og under iagttagelse af Danmarks internationale forpligtelser, som det hed i udvalgets kommissorium.
Betænkningen blev afgivet i februar måned kort før, der opstod alvorlige uroligheder i forskellige københavnske bydele, hvor navnlig skydevåben blev taget i anvendelse i interne opgør mellem forskellige interessenter på det ulovlige narkotika- og hashmarked.
Disse uroligheder foranledigede partiets formand til at kræve ændringer i våbenloven og straffeloven, således, at den blotte besiddelse i det offentlige rum af et skydevåben med tilhørende ammunition skulle straffes med en minimumsstraf på 1 års ubetinget fængsel. Dette skyderi var og naturligvis helt uacceptabelt, men troen på, at i forvejen strafbare handlinger kan neddæmpes eller fjernes ved yderligere strafskærpelser savner enhver form for sandsynlighed endsige dokumentation.
Forslaget, der senere blev vedtaget, blev på socialdemokratisk foranledning strammet, således at det ikke var nødvendigt for idømmelse af en sådan sanktion, at skydevåbenet var ladt eller, at der var medbragt ammunition, men at det var tilstrækkeligt blot at gå med et skydevåben i det offentlige rum. Forslaget blev til lov med SF’s stemmer.
Denne lov er i retshistorisk henseende ret enestående, idet samtlige høringsparter fra det officielle judicielle system (Domstole, Rigsadvokat, Københavns Politidirektør) kritiserede lovforslaget ud fra bl.a. principielle og bevismæssige problemstillinger. Interessant er det i øvrigt, at Folketingets flertal inklusive SF ikke kunne afvente, at Straffelovrådet færdiggjorde arbejdet med en betænkning om minimumsstraffe.
Forbløffelsen over denne nye retspolitiske position i SF var ganske betragtelig ikke blot i partiet, men strakte sig endog ind i Justitsministeriet. Bag vedtagelsen af denne ændring i våbenloven lå et noget særpræget forløb. Justitsministeren havde antydet, at minimumsstraffe kunne komme på tale, men hans eget ministerium havde af principielle grunde fået ham til at afstå herfra. Søvndals forlangende var derfor politisk kommet noget bag på ministeren, der så at sige måtte se sig overhalet højre om. Sådan noget går ikke i dansk politik. Derfor var ministeren nu politisk set tvunget til at gå med i SF initiativet. Det skabte problemer på SF’s landsmøde i slutningen af april 2009, hvor flere kritikere tog ordet. Tilsyneladende uden virkning. Den interne opposition er imidlertid stadig til stede såvel i folketingsgruppen som i hovedbestyrelsen, og dens størrelse er ikke ubetydelig.
Umiddelbart efter partiets landsmøde fremsatte SF uanfægtet af kritikken sammen med S et beslutningsforslag om minimumsstraffe. Begrundelsen for forslaget var den enkle at ”..skabe ro i de skudglade områder” og så skulle man bruge ”…det forlængede ophold bag tremmerne på at få de indsatte på ret køl igen.”
Efter landsmødet udestod også færdigbehandlingen af lovforslaget om bl.a. en domstolsprøvelse af, hvorvidt betegnelsen ”må anses for en fare for statens sikkerhed” er berettiget. SF gik i denne sammenhæng ind for en hemmelig proces. Med referatforbud, hemmelige retsmøder, hemmeligt bevismateriale, og hemmeligt udpegede advokater med forbud mod at sætte sig i forbindelse med hverken den ”mistænkte” eller dennes eventuelle advokat. Man skal i denne sammenhæng notere sig, at retten ikke fuldt ud skal tage stilling til, om der foreligger et strafbart forhold, der berettiger til stemplet ”fare for statens sikkerhed”, men alene en vurdering af PET’s materiale. Der afsiges altså ikke nogen straffedom.
SF henholdte sig til, at dette i forhold til ”tuneserlovens” rent administrative ordning dog forekom som en forbedring, men forholdt sig ikke til det ret centrale begreb ”fair trial” altså den anklagedes retssikkerhed. SF’s udlændingeordfører fremkom i sit indlæg ved Folketingets 1. behandling af lovforslaget med følgende bemærkning: ”Alt i alt er der i hvert fald store positive fordele ved det her, og de overskygger de skønhedspletter, der kunne være, og derfor er SF positiv over for forslaget, som det ligger her”. At brud på grundlæggende retsprincipper kan reduceres til ”skønhedspletter” forekommer temmelig opsigtsvækkende. Også dette lovforslag blev genstand for hård kritik i høringssvarene. Det hjalp ingenting, selvom denne lov udgør et helt centralt område i bedømmelsen af den demokratiske retsstat.
Ved lovforslagets 3. behandling var der ingen ændringsforslag, og ingen bad om ordet. 7 SF’ere ud af 23 var fraværende ved afstemningen.
Man skulle tro, at SF’s vej til folketingsflertallets uafladelige signalpolitik dermed var tilendebragt. Det var ingenlunde tilfældet. På folketingsgruppens sommermøde i august lancerede man en såkaldt tryghedspakke bestående bl.a. af en række forebyggelsesindsatser, som i det væsentligste var et opkog af tidligere fremsatte forslag. Her gås der løs på tvangsægteskaber og æresrelateret vold med bl.a. indrejseforbud og polititilhold. Der skal skabes tryghed for ofre, der blandt andet ikke skal udsættes for unødig ventetid. Hurtigere sagsbehandling, ret til psykologbehandling og erstatning, hvis det kan dokumenteres, at man har været udsat for overgreb. Der skal skabes tryghed i nattelivet, parforholdet, tryghed fra pigebander og tryghed fra ”stalking”. Man fristes til med en Grundtvigsk omskrivning at sige, at ”Trygt skal alt nu være”.
Nogle midler til at nå de kækt formulerede mål synes ret besynderlige. F.eks. skal man i byplanlægningen tage større hensyn til nattegæsternes muligheder for at komme sikkert til og fra barer, cafeer, diskoteker m.v. Begrebet husspetakler skal afskaffes som led i bekæmpelsen af vold i parforholdet. For at dæmme op for tvangsægteskaber og ved æresrelateret vold skal ofrets pas kunne deponeres hos politiet, hvis der er bestyrket mistanke om, at ofret vil blive tvunget til at rejse til hjemlandet.
En ganske betragtelig del af forslagene kan gennemføres udenom Folketinget, idet lovgrundlaget allerede eksisterer. Der er altså blot i udstrakt grad tale om en ”mere af det samme” politik eller en opsang til kommunerne om at gøre brug af den sociale servicelovs talrige muligheder. Ret beset indholdsmæssigt ganske harmløst.
Det helt afgørende, og i SF regi nye, synes imidlertid at være, at SF vil fortælle befolkningen, at der på adskillige områder er grund til at være utryg og, at den utryghed kan SF gøre noget ved. Der skal øjensynligt appelleres til den frygt, som DF har gjort sig til Danmarksmester i at lave politik på. At forskellige undersøgelser dokumenterer, at der absolut ingen grund er til utryghed, og at befolkningen heller ikke føler sig utryg, påvirker ikke de gode hensigter. Ej heller er det øjensynligt faldet nogen ind, at disse ofte særdeles komplicerede problemer ikke kan løses med nok så mange slag i luften fra et sommergruppemøde. Altså en omgang blår i øjnene på vælgerne. For ligesom at illustrere budskabet lod partiets retspolitiske ordfører sig fotografere bredt smilende iført skudsikker vest.
Har SF da slet ingen selvstændig retspolitik tilbage? Jo da. Den står skam på partiets hjemmeside, hvor man bl.a. stadig kan læse, ”..at retssikkerhed, dvs. garanti mod vilkårlighed i retssystemet, skal gennemsyre alle dele af vores samfund. Ingen – hverken den lovlydige eller den kriminelle – må tvivle på den. Desuden skal ”.. Det store lovlydige flertals personlige frihed skal være styrende for samfundets indretning. Hvis overvågningsiveren og ønsket om at gå på kompromis med retssikkerheden tager overhånd, som VK-regeringen og Dansk Folkeparti lægger op til, bliver samfundet styret ud fra det kriminelle mindretals betingelser. ”
Den del af hjemmesiden er morsomt nok ikke opdateret siden 3.12. 2007.
Motiverne til SF´s kapitulation overfor den borgerligt socialdemokratiske retspolitiks skingre og slet fagligt funderede og utjenlige påhit, kan kun være ét: Regeringsdeltagelse. At SF er villig til at strække sig så langt på vejen til deltagelse i regeringsmagten bygger på den antagelse, at den succesrige udvikling i partiets meningsmålinger fra valget i 2007 i det mindste ikke vender. Hvis det sker, bliver SF nemlig uinteressant for Socialdemokraterne, der næppe har opgivet forestillingen et SF i ”naturlig” størrelse og med en parlamentarisk rolle, som den nylige intense S-SF alliance har tildelt Det radikale Venstre.
SF har som Enhedslisten og til dels RV været karakteriseret af en kernevælgergruppe og partimedlemmer, der tænker sig om og trofast holder ved partiet, netop fordi politikken har været karakteriseret ved sund fornuft og sagligt grundlag. Hvis disse vælgere og partimedlemmer efterhånden får nok af lugten i bageriet, står SF tilbage nok med mange vælgere, men af en type, der har et langt mere flygtigt forhold til et partitilhør. Og det kan blive katastrofalt. Det var, hvad der skete for RV ved valget i 2007. Og det samme kan ske for SF, når vælgerne opdager, at alle de sære påhit og løse argumenter ikke hjalp. Og sidst, men ikke mindst: Hvad nu hvis det glipper med at vælte VK(O) regeringen? Tanken er svær at tænke til ende.
I 1987 fik SF det hidtil bedste valg med 27 mandater uden nogen forudgående markante ændringer i den politiske profil. Allerede året efter vente vinden, og der skulle gå næsten 20 år før partiet igen fik medvind på cykelstierne, hvilket nok i høj grad skyldes en nyvalgt, veltalende, karismatisk og humoristisk formand, der kunne få budskaberne ud på en tidssvarende og effektiv måde. Ikke et politikskift. Det kom først efter valget i 2007, hvor fremgangen var slået igennem.
Det er nok værd at erindre sig.