De forhandler og forhandler, og som tiden er gået, er der kommet mindre og mindre ud om, hvad det så kan ende med.

Hvad retspolitikken, herunder også udlændingepolitikken angår, er det heller ikke så let endda for de tre-fire partier, som mere eller mindre regelmæssigt deltager aktivt i forhandlingerne, at blive enige. I hvert fald ikke hvis man tager udgangspunkt i deres valgkamp og i deres respektive positioner i de sidste år op til valget.

Uden på nogen måde at gøre dette til et “partipolitisk manifest” så vil jeg godt tillade mig at fastslå, at S og SF så at sige forlod tidligere bastioner og rykkede meget tæt på V,K og O i den periode. Meget tyder på, at de lå under for de politiske kommentatorer, spindoktorer osv, som prækede, at man kun “var regeringsduelig”, hvis man var “tough on crime” og hyldede en “fast udlændingepolitik”.

De radikale og Enhedslisten lod sig ikke lokke af den slags selvbestaltede forsværgelser.

Og uden at gå i detaljer så vil jeg herved gerne udtrykke håbet – og forventningen -om, at det så også bliver fastholdt under forhandlingerne.

Ellers var der jo ud fra disse værdipolitiske hensyn ikke nogen grund til at skifte regering og flertal i folketinget.