“Enhver med interesse i den måde, vi indretter vores kriminallovgivning på, må bidrage med et godt eksempel: Gennem en insisteren på oplyst, nuanceret argumentation med den virksomme løsning som et endeligt succeskriterium. Jeg tror, der ligger en vægtig oplysningsopgave for domstole og juridiske eksperter i formidlingen af alt fra faktum til retstilstand.”

Det forklarer Anders Nørgaard Jensen i sin kommentar. Han er nyuddannet jurist og skrev speciale om retsfølelsens rolle i kriminallovgivningen.

Retsfølelsen fortrænger fakta i kriminalpolitikken

Specialeafhandlingen tager udgangspunkt i en lovændring, hvis retsdogmatiske følger er helt banale: Før var det kun de 15-årige, vi straffede – nu gælder det imidlertid også de på 14.

Det er en helt bevidst destillering; at pille dogmatikken væk for at behandle problemerne omkring vægtningen af retsfølelsen i kriminallovgivningen, uden at tage det traditionelle, juridiske udgangspunkt – det fremgår jo helt tydeligt af høringssvarene fra de juridiske institutioner, at man vægrer sig ved en nedsættelse af den kriminelle lavalder. Det viser sig meget tydeligt at retsfølelsen, i en retspolitisk kontekst, knytter sig til krænkelsesoplevelsen: Fordømmelsen af forbrydelsen og forbryderen, hensynet til offeret, offerets familie og det krænkede samfund.

Kriminalitet er jo et af de få fænomener i et pluralistisk samfund, der nyder mere eller mindre universel antipati. Det ligger jo i ordet, at man “forbryder sig” på kollektive normer, og det må særligt gælde i samfund, hvor lovregler hviler på demokratisk vedtagelse.

Flemming Balvig benævner retsfølelsen, i øvrigt meget rammende, som et “danaidernes kar” der aldrig opfyldes. Det er derfor umærkeligt, når en politiker eller et massemedie tapper af befolkningens følelsesliv i bestræbelsen på at sikre sig flest mulige stemmer eller seere.

Diskussionen om retsfølelsen i kriminallovgivningen udgør reelt et mikrokosmos, der afslører et større problem, det moderne samfund står overfor. Hvordan kan det være, at det for en politiker snarere kan betale sig at behandle en problemstilling ud fra følelse end fornuft og erfaring?

I Balvigs undersøgelse, “Danskernes syn på straf”, påvises det, at jo mere informeret man er om de juridiske og faktuelle omstændigheder, der knytter sig til straffesagerne, jo mere tilbøjelig er man til at udvise tilbageholdenhed i sanktionen.

Men det er naturligvis besværligt – og umiddelbart langsommere – at fordøje en problematik med fornuft frem for følelsen. Særligt i et kommunikationssamfund, hvor selv begrebet “breaking news” er blevet en trivialitet.

Vore dages politiske partier og massemedier er veludviklede, optimerede industrier, hvis ydelser spejler sig i adressatens forventninger. Det kræver hverken megen research eller tankevirksomhed at iscenesætte forargelse og konflikt.

Kan problemet afhjælpes? Jeg tror, der ligger en vægtig oplysningsopgave for domstole og juridiske eksperter i formidlingen af alt fra faktum til retstilstand. Og enhver med kapitalinteresse i den måde, vi indretter vores kriminallovgivning på, må bidrage med et godt eksempel: Gennem en insisteren på oplyst, nuanceret argumentation med den virksomme løsning som et endeligt succeskriterium.

Læs også forhenværende højesteretsdommer Torben Melchiors kronik i Politiken “Retsfølelse – ret eller følelse”