Leif Hermann fra Retspolitisk Forening peger i sin analyse på to meget kritiske tendenser, som lovforslaget om tuneserloven (tålt ophold L 69) har vist: 1) Ministrenes misbrug af eksperter, når de svarer på spørgsmål fra Folketinget og 2) Karaktermord på eksperter, regeringen ikke synes om (Henning Koch).

Når Folketinget behandler et lovforslag opstår der masser af spørgsmål om forslagets konsekvens og indhold. Selve teksten og bemærkningerne bliver genstand for en grundig analyse i et folketingsudvalg. Det forløber i almindelighed meget fredsommeligt, men når forslaget alene er dikteret af et snævert politisk hensyn til et bestemt parti, begynder problemerne at melde sig. Det gjorde de i fuldt mål i L 69 den såkaldte tuneserlov. Et illustrativt og afgørende eksempel i så henseende er spørgsmålet om lovforslagets (L 69 tålt ophold)) overensstemmelse med grundlovens bestemmelser om frihedsberøvelse.

Sagen drejer sig om tre forhold:

• Spørgsmålet om frihedsberøvelse i grundlovens forstand.
• (Mis)brugen af statsretligt kildemateriale.
• Øretæver til den juridiske ekspertise, der anfægter regeringen (karaktermord)

Den juridiske problemstilling og spørgsmålet om frihedsberøvelse
Er der tale om frihedsberøvelse i den forstand, som er omhandlet i grundlovens § 71? Dette problem blev i relation til lovforslaget rejst første gang den 20. november af Folketingets integrationsudvalg og besvaret den 5. december af ministeren.

Brugen af kilderne.
Svaret, afviser, at der skulle være problemer med den personlige friheds ukrænkelighed og den deraf følgende beskyttelse mod vilkårlig frihedsberøvelse. Bortset fra en gengivelse af grundlovens § 71 fylder svaret på dette ret komplicerede spørgsmål 25 linier inklusive en kort ukommenteret henvisning til nyere statsretlig litteratur om emnet. Dette synspunkt bliver gentaget og atter gentaget som en uargumenteret påstand i ministerens besvarelse af folketingsudvalgets mange spørgsmål om emnet.

Et folketingsmedlem må i denne situation gå samtlige sidehenvisninger i gennem for at finde ud af om ministerens svar er rigtigt eller gøre det, som integrationsudvalget gjorde: Indkalde til en eksperthøring.

Høringen fandt sted den 10. december, 5 dage efter besvarelsen. På høringen rejste statsretsprofessor Henning Koch det centrale problem, hvorvidt der er tale om frihedsberøvelse og konkluderede, at det var der, hvis ellers lovforslaget administreres i overensstemmelse med forslagets bemærkninger. I sin argumentation analyserede Henning Koch tekster af afdøde professor Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret (II – 1966) s. 591-593 og afdøde statsretsprofessor Henrik Zahle, 3. udgave af Dansk Forfatningsret s. 227 og Gorm Toftegaard i Zahle (red.), Kommenteret Grundlov s. 433-435. og fastslog på denne baggrund, at de pågældende støttede hans synspunkt og henviste i øvrigt til en højesteretsdom fra 1959, der fastslog frihedsberøvelse i en sag om husarrest.

Så begyndte integrationsudvalget at spørge ministeren om, hvordan dette kunne hænge sammen, når man nu den 5. december havde fået at vide, at der ingen problemer var. Allerede den 11. december var der svar på professor Henning Kochs hovedpåstand ved en henvisning til det svar af 5.12, der er er gengivet i uddrag nedenfor. Da ministeren bliver bedt om at tage stilling til den nævnte dom fra 1959, kommer endnu en henvisning til svaret fra den 5.12. Og sådan fortsatte det. Ikke underligt, at både integrationsministeren og justitsministeren indkaldes til samråd i integrationsudvalget og retsudvalget for netop at belyse lovforslagets forhold til grundloven og Henning Kochs opfattelse heraf. Heller ikke under dette meget lange samråd forholder ministrene sig til substansen i Kochs argumentation, men henviser på alle væsentlige punkter til allerede afgivne svar.

Det overbeviser tilsyneladende den socialdemokratiske ordfører, der efterfølgende i folketingsdebatten henviser til, at justitsministeren under samrådet klart har dementeret, at der skulle være tale om frihedsberøvelse i grundlovens forstand. 

Dette fører så frem til, at der må foretages en nærmere undersøgelse af integrationsministerens brug af den statsretlige litteratur om begrebet frihedsberøvelse, således som det er sket i det afgørende svar af 5.12, hvor samtlige henvisninger tages til indtægt for ministerens standpunkter.

Svaret fortjener at blive gengivet i et fyldigt uddrag:

” Det bemærkes ……, at det er den almindelige opfattelse i den statsretlige litteratur, at den indledende bestemmelse i grundlovens § 71, stk. 1, 1. pkt., om den personlige friheds ukrænkelighed ikke kan tillægges nogen selvstændig praktisk betydning, jf. bl.a. Henrik Zahle Dansk Forfatningsret side 231 f., Peter Germer, Statsforfatningsret, 4. udg. (2007), side 243 f., Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udg. ved Peter Germer (1973), side 340, samt Gorm Toftegaard Nielsen, a.st., side 433 ff., (Henrik Zahle, red. Den kommenterede Grundlov 2007 mit indskud), hvor der bl.a. også er en beskrivelse af begrebet frihedsberøvelse.” En af dansk statsforfatningsrets helt store, afdøde professor Alf Ross, er ikke er nævnt.

Men giver disse statsretsprofessorer nulevende såvel som afdøde så regeringen medhold ? Ingenlunde.

Max Sørensen (afdød stats- og folkeretsprofessor i Århus). Statsret 2. udg. v. Peter Germer 1973. s. 340. Henvisningen er rigtig, men ikke fyldestgørende, idet den personlige friheds ukrænkelighed ikke kan anskues løsrevet fra selve frihedsberøvelsesbegrebet, hvad der var kernen i Kochs indlæg. Herom skriver Max Sørensen lidt længere nede på s. 340 i det anførte værk: ”Den nøjagtige afgrænsning af frihedsbegrebet kan i øvrigt give anledning til nogen tvivl… Det er altså ikke ethvert indgreb i bevægelsesfriheden eller ”lokalfriheden”, der kan anses som en frihedsberøvelse i grundlovens forstand.” Herefter diskuterer Max Sørensen indgreb i den personlige integritet ved operative indgreb, vaccination, kønssygdomme, udtagning af blodprøver m.m. Altså legemsfriheden holdes op mod frihedsberøvelsesbegrebet. Og så er man langt udenfor L 69. At tage ham til indtægt for, at der ikke i lovforslaget er tale om frihedsberøvelse, er pænt sagt lidt dristigt.

Peter Germer (Århus professor i Statsret). Han definerer frihedsberøvelsesbegrebet som ”…enhver form for indespærring eller internering, der indebærer, at et afgrænset område ikke uden tilladelse må forlades”. (Statsforfatningsret 4. udg. 2007 s. 243 f). Det kunne jo se ud som om Germer støtter, at der ikke er tale om frihedsberøvelse i grundlovens forstand. For de, der er internerede i Sandholmlejren kan jo frit forlade lejren, når de dagligt har meldt sig. Men de skal overnatte på centret, som de altså om natten ikke kan forlade uden tilladelse. Germer går ikke nærmere ind på den tidsmæssige udstrækning af frihedsberøvelsen i løbet af døgnets 24 timer. En så generel betragtning som den anførte kan næppe anvendes til støtte for lovforslaget.

Henrik Zahle (afdød statsretsprofessor i København og højesteretsdommer). Forfatningsret s. 231.
Zahle kan tilslutte sig, at ukrænkelighedsbestemmelsen har en mere karakter af et program, men han hævder dog, hvilket ville være en loyal citering, at:  ”…reglen bidrager til at bekræfte den personlige frihed som værdi, hvor indgreb må have undtagelsens karakter…” Man skal notere sig er, at der ikke henvises til Henrik Zahle Dansk Forfatningsret (bind 3 – 2003), s. 227, hvori der står: ”Indgrebet (frihedsberøvelse) består i: 1) at der er truffet en afgørelse, hvorefter en person skal opholde sig inden for et afgrænset område og 2) overtrædelse af denne afgørelse er belagt med strafansvar eller medfører eftersøgning og genindsættelse”. Han tilslutter sig endvidere Alf Ross’ opfattelse, at strafansvar kan være tilstrækkeligt, afhængig af straffens mulige længde. (Lovforslaget angiver op til 1 års fængsel for overtrædelse af opholds- og meldepligt). Denne henvisning har Koch taget med i sit indlæg på høringen.

Zahle er også redaktør på den kommenterede udgave af grundloven (juristforbundet 2007), hvor næste forfatter, der er citeret, er Gorm Toftegaard Nielsen. (professor i Århus.) Her er det lidt uklart, hvorvidt ministeren vil have Gorm Toftegaard til at mene noget om den personlige friheds ukrænkelighed eller frihedsberøvelsesbegrebet. Gorm Toftegaards beskrivelse af det sidstnævnte begreb svarer nærmest til, hvad Henning Koch på høringen den 10. december fremførte om Ross, jf. den kommenterede grundlov s. 433 ff.

Det er ikke loyalt, men direkte vildledende og en ubehagelig spekulation i, at ordførerne eller andre ikke kan nå at læse sidehenvisningerne til de anførte værker. Denne statsretlige sagkundskab bliver brugt igen og igen af integrationsministeren og justitsministeren i deres forskellige og meget minimalt varierede svar på udvalgets spørgsmål ved gentagne henvisninger til det oprindelige svar. Direkte usagligt og helt ufyldestgørende er det, at svarene ikke forholder sig til afdøde professor Alf Ross, som er den, der har gjort mest ud af diskussionen om, hvad frihedsberøvelse er.

Under 2. og 3. behandlingen af lovforslaget fortsætter debatten om forholdet til grundloven. Men det ændrer ikke noget, idet regeringen er så sikker (på sit flertal), at integrationsministeren kan sige:

”Det ligger i sagens natur, at der ikke fremsættes lovforslag, som regeringen mener skulle være grundlovsstridige. Det siger sig selv.”

Lødigheden af ministerens bemærkninger taler vist for sig selv.

Karaktermordet
Da regeringens parlamentariske flertal nu ikke vil tage sagligt stilling til grundlovsspørgsmålet, begynder det at handle om de personer, der fremfører det, flertallet ikke kan lide. Så Henning Koch får grovfilen.

Henning Kochs videnskabelige troværdighed skal drages i tvivl. Tankegangen er, at hvis man kan få Koch til at fremstå som et fjols, behøver man jo ikke at tillægge hans vurderinger nogen betydning.

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt  sagde under lovforslagets 2. behandling: ”..hvorfor i alverden skal man så lytte til en forvrøvlet professor som hr. professor Henning Koch?” Bag det udsagn lå der to historier.

Den første historie stammer fra Folketingets åbningsdebat den 4. oktober 2001, hvor terrorproblemet efter 11. september 2001 prægede debatten. Det var her helt umuligt for flere ordførere at få Pia Kjærsgaard til at adskille kampen mod terror fra kampen mod Islam, hvilket er væsentligt, da grundloven sikrer trosfrihed. Pia Kjærsgaard sagde blandt andet:

”Jeg kan ikke svare anderledes, end at det er begge dele. Naturligvis skal terrorisme bekæmpes. (…)
Det, jeg synes er så utrolig svært at forstå, er, at man ikke vil anerkende, at der altså er nogle mennesker – og flere end dem, jeg synes andre politikere i dag har givet udtryk for – der under ingen omstændigheder vil acceptere de vestlige værdier, vores værdier, vores kulturværdier, tværtimod. (…) Så derfor er det også en kamp mod det, ja, det er det. Og jeg synes, at islam med de tendenser, vi har set, med de fundamentalistiske tendenser, i allerhøjeste grad bør bekæmpes.”

Da Henning Koch dagen efter i BT udtrykker sin mening om Pia Kjærsgaards udfald mos Islam, siger han, at: ”Den milde udlægning er, at hun siger, at islam skal bekæmpes politisk. Selv i den milde udlægning er det et signal om, at der ikke er religionsfrihed i Danmark. Og det er en skænding af grundloven.”

Hele forløbet taget under ét er Kochs betragtninger ikke uforståelige, og den af Pia Kjærsgaard opfundne sondring mellem en særlig fundamentalistisk og en almindelig udlægning af Islam er i forhold til grundloven ganske uvedkommende.

Den anden historie, som Messerschmidt trækker frem, er mere end 15 år gammel. Den blev den 12. december fremdraget i Jyllands-Posten af den tidligere formand for Den Danske Forening. Sagen handlede angiveligt om, at Henning Koch i 1992 skulle have bidraget med argumenter for, at en kommunalbestyrelse kunne afslå udlån af et skolelokale til Den Danske Forening med den begrundelse, at foreningen ville udbrede synspunkter, der var en “….kollektiv mistænkeliggørelse af fremmede, var konventionsstridig og ulovlig.” , som den tidligere formand skriver. Det er måske lidt spinkelt at fremhæve en mere end 15 år gammel sag til at fremkomme med følgende nærmest ærekrænkende karakteristisk:

”Henning Koch er ingen autoritet i forfatningsretlige spørgsmål. Han er derimod med sin uakademiske adfærd et problem for det fakultet, hvor han af grunde, vi kun kan gætte, har fået sig placeret i et professorat.”

For at ingen skal være i tvivl om, hvad DF mener om personen Henning Koch leverede Jesper Langballe under 3. behandlingen af ”tuneserloven” denne salve:

”Jeg synes, at en af fordelene ved debatten her har været, at professor Henning Koch ikke mere vil blive taget alvorligt som seriøs forfatningsretsekspert, men fremover vil blive betragtet som en utroværdig agitator”.

At regeringen heller ikke var fremmed for lidt karaktermord fremgik af integrationsministerens bemærkning om, at hendes jurister var lige så gode som Henning Koch. Det er jo svært at bedømme. Antagelig er der dog nok kun ansat få statsretseksperter i Integrationsministeriet, men én ting er helt ubestrideligt: Integrationsministerens sikkert fortræffelige jurister er ikke uafhængige af ministeren. Det er Henning Koch.

Og endelig kunne justitsministeren heller ikke nære sig. Til en journalist fra Jyllands-Posten sagde Brian Mikkelsen den 11. december:

“Du skulle prøve at slå op, hvor mange gange Henning Koch har taget fejl.”

Næste dag stillede Information følgende spørgsmål til justitsministeren:

”Så du har ikke en liste over fejltagelser fra Kochs side?” Og svaret var: “Nej. Min grundlæggende præmis for mit politiske arbejde er, at folk skal blande sig og ytre sig, men i det her tilfælde har Koch ikke ret, for der er ikke tale om frihedsberøvelse.”

Konklusion
Konklusionen på denne udredning er, at såvel regeringen, regeringspartierne og Dansk Folkeparti som parlamentarisk basis har trukket Folketingets lovforberedelse ned på et farceagtigt niveau. For det første  manipuleres der med svarene på de mange spørgsmål fra Folketingets medlemmer, hvis der overhovedet svares. For det andet bidrager regeringens medlemmer endda med tydelig fryd til at forringe Folketingets anseelse som lovgiver ved at betjene sig af argumenter som at ”Det ligger i sagens natur, at der ikke fremsættes lovforslag, som regeringen mener skulle være grundlovsstridige. Det siger sig selv.”

Man forholder sig ikke til viden og argumenter, men udstiller helt usminket en magtarrogance, der ikke er set siden den Tamilsag, der medførte Schlüter-regeringens afgang og Rigsrettens dom over fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen.

Når det så kniber med saglige argumenter, sværtes de kritiske røster som utroværdige og forvrøvlede.
Dette kan lade sig gøre af to grunde. Fordi det, som i Tamilsagen, drejer sig, om befolkningsgrupper af ikke dansk herkomst. Dem kan man nemlig, har regeringen vænnet os til, behandle efter forgodtbefindende. Og fordi regeringen har vænnet sig selv til, at gennemførelse af lovgivning med Dansk Folkeparti ikke behøver at respektere argumenter og viden. Der skal blot tælles til 90.

Lovforslagets tålte ophold skal nok blive utåleligt, som Venstres politiske ordfører ville have det i sin blog i Politiken den 5. november. Nu har regeringen også gjort Folketingets arbejde i denne sag utåleligt og utroværdigt.