Politisk hykleri, dovenskab eller grov uopmærksomhed?

Inden for de sidste 24 timer har vi været vidne til en række retsordføreres kritik af de nye regler om varetægtsfængsling, som efter vedtagelse tidligere på året trådte i kraft her den 1. juli 2008.

Det er sådan set godt nok, for det, man siger, man ønsker, er at sætte en mere bastant maksimumgrænse på. Men det havde de selvsamme politikere al mulig anledning til for længst at have indset.Allerede inden lovforslagt blev fremsat, har der fra bl.a. Retspolitisk Forenings side været peget på behovet for at begrænse de danske rekorder på dette område og på de løsninger, andre lande som Skotland og Tyskland har.

I Skotland skal der senest efter tre måneders varetægtsfængsling være udfærdiget anklageskrift og berammet hovedforhandling ved domstolene ellers løslades den sigtede.

I Tyskland er fristen seks måneder.

Det lærer anklagemyndigheden og politiet samt alle andre involverede parter at prioritere deres arbejde.

Da den tyske ordning i går blev citeret i Radioavisen, lød det som ny viden for de kommenterende retspolitikere – og det blev adviseret, at man nu ville søge oplyst, hvad ordningen nærmere gik ud på og indebar.

Bedre sent end aldrig – er da sandt nok. Men hvorfor skulle god og kostbar tid dog spildes på den måde.

Har de ikke hørt efter og sovet i timen? Er det et skalkeskjul, hvor man nu svarer beredvilligt med henvisning til behovet for nye undersøgelser og nye udskydelser?

Eller hvad er meningen?

Alle ved, hvor skadelig varetægtsfængsling er for både det fysiske og det psykiske helbred. Værst er det her naturligvis for dem, der så ender med at blive frifundet – for økonomisk kompensation er et meget utilstrækkeligt plaster på det sår.

De, der findes skyldige, får varetægtsfængslingen fratrukket ved strafberegningen, så selve afsoningen bliver det kortere. Men der findes også adskillige, som ender med at have udstået hele afsoningen af straffen i varetægtsfængsling – og det er da i hvert fald ikke nogen optimal løsning.

Så se nu at komme op i gear, MF’ere og ministre, så den slags halvfærdigt lovarbejde undgås. 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Bestyrelsen i Retspolitisk Forening, Bjørn Elmquist, Lovgivningsproces, Varetægts- og isolationsfængsel og tagget , , den af .

Om Bjørn Elmquist

Bjørn Elmquist er forsvarsadvokat og har siden 2004 været formand for Retspolitisk Forening. Bjørn Elmquist er født i Svendborg den 13. november i 1938, opvokset i København og blev uddannet som jurist i 1963. Han arbejdede de første otte år af sin karriere i Udenrigsministeriet, blandt andet ved den danske EF-mission i Bruxelles. I 1971 blev Bjørn Elmquist ansat som EF-korrespondent ved Danmarks Radio, hvor han var frem til 1979. Det år blev han valgt til Folketinget for Venstre, som han forlod i 1990. Frem til 1994 var han journalist på TV-Avisen på DR og formand for Amnesty Internationals danske afdeling. I 1994-1998 blev han igen valgt til Folketinget, men denne gang for Det Radikale Venstre. Han sad som formand for Folketingets Retsudvalg. Siden 1998 har han praktiseret som forsvarsadvokat.

Skriv et svar