Både domstolene og politiet har været gennem en meget omfattende reform, som desværre slet ikke er gået så glat igennem, som vi alle kunne have håbet. Men der synes stadig at være en fatal mangel forståelse hos den ansvarlige minister for, hvad der skal gøres.

Især politireformen har affødt mange konkrete problemer for borgerne og andre brugere af systemet. Nogle af dem rene tragedier. 

Men hos den tidligere, nu afgåede justitsminister Lene Espersen, var der ingen erkendelse af, at det gik galt. Og hun slap ud af ministeriet, inden der i folketinget blev gjort seriøse foranstaltninger til at gøre ansvar og krav gældende.

Nu er den nye minister så begyndt med at erkende det kaos, som hans forgænger løb fra. Men den vurdering og revision, han lægger op til, skal foregå så at sige bag lukkede døre. Foruden politicheferne inviterer han kun personaleorganisationerne med.

Det er sådan set fint nok at høre repræsentanterne for de folk ude i marken, som slås med problemerne. Men det er ikke nok. Brugerne udefra bør også tages med på råd. Ellers bliver det let indforstået “medvindssnak og rygklapperi”, hvor ingen tør gå op i mod ministeren og “systemet”.

Nogle af brugerne kunne repræsenteres af bl.a. Advokatrådet, som i det daglige møder alle de mange forskelligartede problemer, så man var sikker på at få så mange vinkler med som muligt.

Både for politiet og for domstolene gælder, at de finansielle ressourcer formentlig både skal forøges og omfordeles. Det kan “gøre av” på finansloven. Men det er dog værd at huske på, at domstolene er en meget stor netto-bidragyder til statskassen, især fra tinglysningsafgifter og retsafgifter.

Ret beset er det ganske uretfærdigt, at de borgere, der i den grad betaler for at bruge domstolene, skal finde sig i så lange ventetider, fordi en stor del af provenuet skal bruges til andre samfundsmæssige formål.

Bjørn Elmquist, formand