Jørgen V. Jepsen, tidligere formand for Retspolitisk Forening, foreslår, at oprette en tvangsombudsmand til at behandle klager over politiet, klager fra tvangsindlagte og fra indsatte i fængsler
I forbindelse med Retspolitisk Forenings (RPFs) drøftelser af et forslag om oprettelse af en Ombudsmandsinstitution til at varetage behandlingen af klager over politiet (”politi-klager”) har jeg ved flere lejligheder foreslået, at denne institution organiseres som en ”Tvangs-ombudsmand”. På opfordring skal jeg hermed anføre nedenstående om begrundelsen for dette forslag og om den mulige udformning af dette.
Retspolitisk Forening har ved flere lejligheder, bl.a. i forbindelse med ændringen af systemet for behandling af politiklager i 1994-95 (se ”Åbent brev til Justitsminister Bjørn Westh” af 23/2 1995) foreslået, at det hidtil gældende system afløses af en ordning med en ”Politi-ombudsmand” (”PO”), der skulle kunne undersøge og behandle klager over uacceptabel adfærd fra politiets side, herunder også sager vedr. strafbart forhold.
I de seneste drøftelser i RFs arbejdsgruppe vedr. politiklager har der været enighed om, at RPFs forslag til en nyordning i forbindelse med de i 2008 igangsatte overvejelser om en ændring af det eksisterende system bør udformes som et forslag om etablering af en politiombudsmand (PO).
Denne tænkes placeret på linie med den nuværende Folketingets Ombudsmand (FO), dvs. med referat til Folketinget og i øvrigt uafhængigt af administrationen.
Den gældende ordning med Politiklagenævn (PKN) anses for utilstrækkelig og med for ringe kompetence. En ny PO bør have selvstændig kompetence til at undersøge klagesager vedr. politiet og afgive indstilling til henholdsvis vedkommende politidirektør eller anklagemyndighed (Statsadvokaten) om påtale/beklagelse af udøvet uacceptabel adfærd og evt. om indledning af disciplinær eller strafferetlig forfølgning af vedkommende politiperson(er).
Det har været anført i kritikken af forslag af denne art, at det ville indebære et for snævert karriereområde, især set i forhold til den gældende struktur i politi og anklagemyndighed, og at det ville være svært at rekruttere og placere den fornødne ekspertise m.h.t. efterforskning, undersøgelse og afgørelse i en sådan instans.
Disse indvendinger ville være mindre holdbare, hvis Ombudsmandens kompetence- og arbejdsområdet blev udstrakt til også at gælde andre institutioner og organer med hjemmel til at udøve tvang over for borgerne, dvs. foruden politiet også institutioner inden for kriminalforsorgen (fængsler, pensioner mv.), inden for den del af det sociale system, der anvendes til frihedsberøvelse af børn og unge, herunder særligt sikrede institutioner for unge kriminelle anbragt som alternativ til varetægtsfængsling eller som indledning til ungdomssanktionen.
Desuden kunne en tvangsombudsmand (”TO”) varetage behandlingen af klagesager fra patienter tvangsindlagt eller undergivet tvangsmæssige foranstaltninger (fixering, tvangsmedicinering).
Samtidig kunne TO varetage en del af den inspektionsvirksomhed i forhold til de her omtalte institutionstyper, som i dag i et vist, men mindre omfang udføres af FO.
Der har i de senere år vist sig et stigende behov for en effektivere behandling af klager fra fængselsfanger (se f.eks. artikler i Politiken 3. oktober 2008 om den langsommelige og utilstrækkelige behandling af klager fra fængselsfanger samt materiale med kritik af behandlingen af ”negativt stærke fanger” i Politigårdens Fængsel (Redegørelse for forholdene i Politigårdens Fængsel v. fællestalsmand Jørgen Jøhnke).
Bortset fra FO og domstolene findes der ikke nogen instans, der uafhængigt af vedkommende administration (kriminalforsorgen, justitsministeriet) kan behandle klager på et grundlag og med en funktionsmåde, der fremtræder som objektiv og tillidsvækkende. I så henseende er der en klar parallel til området med politiklager.
Der findes ganske vist på politiets område de såkaldte politiklagenævn, men disse har i den forløbne tid vist sig helt utilstrækkelige til at indgyde tillid til klagesystemet.
På psykiatriens område findes de såkaldte patientklagenævn, der kan behandle klager over tvangsbehandling og magtanvendelse men også disse har vist ude af stand til at formidle den fornødne tillid. Det skal dog bemærkes, at systemet med beskikkelse af patientrådgivere for sådanne patienter indebærer en større mulighed for kontradiktion end de øvrige klagesystemer
Herudover findes der på enkelte områder et indviklet system af klageinstanser og -regler, men alt baseret på et hierarkisk ansvarssystem, der reelt skjuler, at klageinstanserne selv er en del af og medansvarlige for det system, der klages over.
Etablering af en institution som tvangsombudsmand ville give mulighed for uvildige og relativt hurtige undersøgelser af klager inden for alle de systemer, der har til opgave at udøve samfundsmæssig tvang, evt. vold, over for borgerne. Dette område er tilstrækkeligt stort til at kunne begrunde en særlig stillingsstruktur og danne grundlag for uddannelse og udvikling af et korps af undersøgere og sagsbehandlere, der kan opnå den fornødne indsigt og ekspertise på disse områder til varetagelse af retssikkerhedsmæssige og menneskeretlige hensyn over for de pågældende.
Der kan her indhentes inspiration fra ordningen i England og Wales med ”The Independent Police Complaints Commission”, som består af et antal helt uafhængige ”Commissioners”, der ikke er eller har været ansat i politi eller anklagemyndighed, kombineret med et antal undersøgere, der kan have undergået træning i efterforskning og undersøgelsesvirksomhed i politi eller anklagemyndighed.
Endvidere kan den nordirske ”Politi-ombudsmand” danne forbillede for en sådan institution.
Det er vigtigt ved rekrutteringen at være opmærksom på, at hverken ”Commisioners” (Ombudspersonen og hans/hendes fuldmægtige) eller undersøgerne indgår i eller opretholder et ”old boys network”, men tværtimod fungerer og opleves som funktionelt og personligt uafhængige af sådanne relationer.
Samtidig er det vigtigt, at institutionen udvikler et ethos omkring service til borgerne, fairness og problemløsningsvilje. IPCCs målsætninger i retning af åbenhed, tilgængelighed og gennemsigtighed kan her stå som vigtige tilgangsvinkler.
Desuden bør institutionen lægge vægt på, at de konstaterede problemer tages op til mere principiel behandling m.h.p. systemmæssige forbedringer og på at lære af begåede fejltagelser (”learning rather than blaming”). Et sådant perspektiv vil også virke i retning af at sikre de ansatte i de systemer, der klages over, en fair behandling med udvikling af forståelse for deres vanskelige arbejdssituation og med varetagelse af de indklagedes retssikkerhed..
Læs desuden Retspolitisk Forenings rapport: