Vedtægter

§ 1 Formål

1.1  Foreningens navn er Retspolitisk Forening

1.2  Foreningens formål er at arbejde for sikring og udbygning af borgernes retssikkerhed, demokratiske friheder og sociale rettigheder. Foreningen vil lægge særlig vægt på at bedre svagerestillede gruppers og enkeltpersoners retlig situation.

1.3 Foreningen er uafhængig af politiske partier

§ 2 Medlemskab

2.1 Personer, der tilslutter sig foreningens formål kan, hvis de er juridiske kandidater eller studenter, eller hvis de arbejder med retspolitiske spørgsmål, være medlem af foreningen. Spørgsmål om medlemskab afgøres af bestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for generalforsamlingen.

§ 3 Foreningens funktionsområde

3.1 Foreningen fungerer gennem generalforsamlingen, bestyrelsen og dennes forretningsudvalg, medlemsmøder og arbejdsgrupper

§ 4 Generalforsamling

4.1 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i tiden 1/1 til 1/6. Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal udsendes mindst 21 dage før generalforsamlingens afholdelse. Forslag, som fremkommer efter indkaldelsen, men før fristens udløb, skal af bestyrelsen udsendes til medlemmerne senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse. Indkaldelsen skal henlede opmærksomheden på denne bestemmelse.

4.2 Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal indeholde:

1. valg af dirigent
2. beretning fra bestyrelsen og temagrupper om foreningens virksomhed
3. Aflæggelse af regnskab for det forløbne foreningsår
4. fastsættelse af hovedretningslinjer for foreningens virksomhed, herunder angivelse af væsentlige og kommende arbejdsopgaver og eventuelle emner eller forslag fremsat af bestyrelsen eller medlemmer, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt.
5. valg af bestyrelse
6. valg af revisor
7. fastsættelse af kontingent
8. eventuelt

4.3 Ved valg af bestyrelse kan hver stemmeberettiget afgive en stemme på indtil 6 personer. Hvis lovene ikke bestemmer andet, træffes beslutninger med almindeligt flertal, og der kan ikke stemmes ved fuldmægtig. Afstemninger sker mundtligt og åbent, medmindre et medlem forlanger, at det skal foregå hemmeligt og skriftligt.

4.4 Valgbar til bestyrelsen er enhver, der i mindst et år har været medlem af foreningen.

4.5 Den valgte bestyrelse kan udpege op til to yderligere medlemmer af bestyrelsen. De bestyrelsesudpegede medlemmer skal ikke opfylde kravet om mindst et års medlemsskab.

§ 5 Ekstraordinær generalforsamling

5.1 Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når 1/3 af bestyrelsen bestemmer det, eller 1 måned efter, at det skriftligt til bestyrelsen er krævet af 1/5 af medlemmerne. Om indkaldelse og varsling til generalforsamling, og beslutninger herpå, finder § 4 tilsvarende anvendelse.

§ 6 Bestyrelse

6.1 Foreningen ledes af en bestyrelse på 7-9 medlemmer. Heraf skal så vidt muligt et medlem være studerende i Jylland og et på Øerne. Herudover vælges to suppleanter som tiltræder bestyrelsen i tilfælde af varigt forfald.

6.2 Bestyrelsen vælger blandt sine medlemmer et forretningsudvalg, bestående af formand, samt yderligere to medlemmer. 1/3 af bestyrelsen har ret til at vælge et medlem af forretningsudvalget.

§ 7 Medlemsmøder, temagrupper

7.1 Foreningen kan afholde medlemsmøde, hvortil alle medlemmer indkaldes angående på forhånd afgivne emner.

7.2 Foreningen kan danne arbejdsgrupper om særlige retspolitiske problemer, som ønskes bearbejdet.

§ 8 Udtaleret, mv.

8.1 Generalforsamlingen kan udtale sig overfor offentligheden om ethvert emne, der har været behandlet på den pågældende generalforsamling.

8.2 Bestyrelsen kan udtale sig på foreningens vegne i sager, der omfattes af foreningens formål.

8.3 Forretningsudvalget kan under forudsætning af enighed udtale sig i presserende sager, der omfattes af foreningens formål. Hvis udtalelsen vedrører et forhold, som en arbejdsgruppe arbejder med, skal der dog først indkaldes en udtalelse fra denne.

8.4 Et medlemsmøde og en arbejdsgruppe kan udtale sig på egne vegne i sager, der omfattes af foreningens formål, og som vedrører mødets emne eller gruppens arbejde.

8.5 En arbejdsgruppe kan med forretningsudvalgets enstemmige godkendelse udtale sig overfor offentligheden på foreningens vegne indenfor det område, hvor gruppen arbejder.

§ 9 Regnskab, mv.

9.1 Foreningsåret og regnskabsåret følger kalendeåret

§ 10 Revision

10.1 Regnskabet revideres af den valgte revisor, der skal være regnskabskyndig.

§ 11 Tegningsret

11.1 Foreningen tegnes foreningsmæssigt af formanden i forbindelse med et bestyrelsesmedlem.

11.2  Bestyrelsen kan antage sekretærbistand og bestemme vilkårene herfor. Bestyrelsen kan meddele prokura og/eller fuldmagt til bank, giro o.lign. enkel eller kollektiv.

§ 12 Lovændringer mv.

12.1 Til ændring af foreningens love kræves mindst 2/3 stemmeflertal af de tilstedeværende på en generalforsamling.

12.2 Til foreningens opløsning kræves mindst ¾ stemmeflerhed på en generalforsamling, hvor ½ af foreningens medlemmer er til stede. Såfremt beslutningen er truffet som lige nævnt, men uden at ½ af medlemmerne har været til stede, indkalder bestyrelsen til en ny generalforsamling, hvor opløsningen vedtages med almindelige stemmeflerhed, uanset antallet af fremmødte medlemmer. Denne generalforsamling afholdes senest en måned efter den første og indkaldes i overensstemmelse med § 4.

12.3 Ved opløsning bestemmes, hvorledes der skal forholdes med foreningens formue.

Vedtaget på stiftende generalforsamling 3. juni 1978 med senere ændringer, senest marts 2015