På Advokatrådets initiativ blev der i 2004 nedsat en arbejdsgruppe med titlen: Fremtidens Straffe. Jeg fik fornøjelsen af at være formand for gruppen, som endvidere bestod af to andre advokater, tre med erfaring fra kriminalforsorgen, en politimester samt to forskere fra universiteterne.

Kan det virkelig passe?
Baggrunden for nedsættelsen af gruppen var de stramninger i straffeloven, som fandt sted frem til 2002, hvor strafferammerne for vold og anden personfarlig kriminalitet blev hævet betydeligt. Begrundelsen for stramningerne var hensynet til befolkningens retsfølelse, herunder ofrene. Disse stramninger fik flere forsvarsadvokater til at stille sig spørgsmålet: Kan det virkelig passe, at almindelige, unge mennesker, som ikke tidligere har været kriminelle, som ikke ønsker at være kriminelle, og som ikke opfatter sig som kriminelle, skal idømmes ubetingede fængselsstraffe i det omfang, som sker i dagens Danmark? – med alt hvad det indebærer af dårlig påvirkning, mistet arbejde, problemer i forhold til familie, økonomi osv.
Arbejdsgruppen besluttede sig for at se nærmere på de korte, ubetingede fængselsstraffe. Det forholder sig nemlig sådan, at 2/3 af de domme, hvori der idømmes ubetingede fængselsstraffe, fastsætter længden af straffen til 3 måneder eller mindre. Det er således ganske mange personer, det berører; knap 7.000 ud af ca. 11.000 domme til ubetingede fængselsstraffe om året. Endvidere besluttede arbejdsgruppen at søge penge til at gennemføre en undersøgelse af befolkningens retsfølelse. Denne vanskeligt gennemskuelige størrelse bruges flittigt af politikerne, når de ønsker at indføre skærpelser indenfor strafferettens område. Retsfølelsen havde ikke været genstand for nærmere undersøgelser i mange år.

Med støtte fra fonde, herunder justitsministeriets forskningsfond, lykkedes det at skaffe de nødvendige midler til at lave i alt tre undersøgelser. Professor dr. jur. Flemming Balvig, som var medlem af arbejdsgruppen, har forestået undersøgelserne og bearbejdet resultaterne, som er offentliggjort i rapporten ”Danskernes syn på straf”. Indsamlingen af data blev foretaget af uafhængige analyseinstitutter (Socialforskningsinstituttet og Synovate Vilstrup).

Befolkningens retsfølelse
De tre undersøgelser bestod af:

• 1. En generel undersøgelse, hvor 1.000 personer blev spurgt om, hvorvidt de mente, der burde straffes strengere.
• 2. En kvantitativ undersøgelse, hvor knap 1.500 personer udfyldte et spørgeskema, hvori syv retssager var beskrevet. Efter hver beskrivelse skulle de adspurgte svare på, hvad de troede domstolene vil dømme, hvad de selv ville dømme, og hvad de troede befolkningen i almindelighed ville dømme. Sagerne omhandlede mere dagligdags straffesager som gadevold uden våben, vold mod samlever, vold mod myndighedsperson, vold i trafikken, hasarderet kørsel og mindre narkotikahandel. De syv sager var taget fra offentliggjort retspraksis. Da vi ønskede at undersøge befolkningens retsfølelse i sager, hvor der i dag idømmes korte ubetingede fængselsstraffe, forelagde vi sagerne for et dommerpanel bestående af tre erfarne byretsdommere. Dommerne fastsatte i alle sagerne straffene ifølge den aktuelle retspraksis til korte, ubetingede fængselsstraffe og bekræftede dermed, at alle sagerne lå indenfor det område, der ønskedes belyst.
• 3. En kvalitativ undersøgelse, hvor 112 personer fordelt i 12 fokusgrupper først udfyldte spørgeskemaet, og derefter så en videofilm, der viste domsforhandlingen i retten i en af de syv sager. Hver gruppe så kun en film. I alt blev fire af de syv sager filmet og vist i de forskellige grupper. For at sikre at filmene lå så tæt op ad virkeligheden som muligt var dommer, anklager og forsvarer professionelle aktører. Det var endvidere de samme, der gik igen i de fire sager. Tiltalte og vidnerne blev spillet af skuespillere. Det var ligeledes den samme tiltalte i alle film. Efter at have set filmen udfyldte fokusgruppedeltagerne igen et skema. Denne gang alene vedrørende den sag, de lige havde set på filmen og de skulle alene svare på spørgsmålet om, hvad de selv ville dømme. Herefter så gruppen et kort indslag, hvor en juraprofessor forklarede, hvad det indebærer at sidde i fængsel. Fokusgruppen skulle herefter diskutere fordele og ulemper ved at anvende denne strafform i den netop viste sag. Efter denne diskussion fulgte korte klip, hvor samme juraprofessor redegjorde for alle øvrige strafpositioner. Disse blev diskuteret en efter en. Efter ca. to timer havde gruppen diskuteret sig igennem alle strafmulighederne. De blev herefter endnu engang bedt om at udfylde et skema, hvori de angav, hvilken straf, de nu mente, var den bedst egnede i sagen.

Danskernes syn på straf
Resultaterne er ganske interessante.

Ad 1. I den første undersøgelse svarede 79 %, at de ønskede strengere straffe. Som Flemming Balvig skrev i sin rapport, er det et udtryk for en sund indstilling. Det viser, at folk ikke bryder sig om kriminalitet, samt at de ønsker, der gøres noget ved det. Men det siger ikke noget om, hvorvidt folk ved, hvordan der dømmes og heller ikke noget om, hvad, de mener, der skal dømmes.

Ad 2. Den kvantitative undersøgelse viste entydigt, at befolkningen tror, domstolene dømmer væsentligt mildere end de gør. De er selv strengere end de tror domstolene er – men dog mildere end domstolene er i virkeligheden. Endelig tror de, befolkningen i almindelighed er strengere end de selv er.

Ad 3. Endelig viste den kvalitative undersøgelse, at de adspurgte blev mere nuancerede i deres valg af straffe jo mere, de blev informerede dels ved oplysningerne om indholdet i de forskellige former for straffe dels ved at diskutere med de andre i gruppen. Alle sagerne medfører ubetingede fængselsstraffe som retspraksis er i dag. F.eks. i sagen om gadevold, som efter retspraksis ville medføre en ubetinget fængselsstraf på 60 dage, var det kun 23 %, der efter at have læst sagen ville idømme en ubetinget straf. Efter at have set retssagen på film var det kun 10 %, der ville idømme en ubetinget dom og efter at have diskuteret sagen med de andre i gruppen var det alene 7 %, der mente, at fængsel var den relevante reaktion.

Undersøgelserne viser således meget klart, at når befolkningen bliver præsenteret for en konkret sag og selv får ansvaret for at idømme en straf, mener langt den største del af befolkningen, at straffen bør være andet end fængsel. Jo flere oplysninger folk får om en konkrete sag, jo mindre tilbøjelige er de til at idømme fængselsstraf.

Tre grundprincipper for straf Arbejdsgruppens anbefalinger er baseret dels på gruppens medlemmers egne førstehåndserfaringer fra de enkeltes professionelle arbejde dels på undersøgelsens resultater.
Arbejdsgruppen har taget udgangspunkt i tre grundprincipper for straf:

• Straffen skal gøre det klart for lovovertræderen, at hans adfærd har været uacceptabel.
• Straffen skal føre til, at vi får et tryggere samfund. Dette ved at forhindre, dels at den, der bliver straffet, overtræder loven igen, dels ved at skræmme andre, der ellers kunne tænkes at overtræde loven, fra at gøre dette.
• Straffen skal indebære et element af genopretning over for offeret og samfundet. Lovovertræderen skal ud over at blive udsat for en ubehagelig oplevelse også bringes til at indse, at hans forbrydelse har betydet skade for et offer og for samfundet og så vidt muligt gøre en indsats for at gøre skaden god igen.

Herudover kommer, at økonomiske hensyn fører til at overveje om de betydelige beløb, der gives ud til straffesystemet, kan anvendes mere hensigtsmæssigt.

Arbejdsgruppen finder, at det især er hensynet til, at gerningsmanden skal betale tilbage til offeret og samfundet, som skal prioriteres højere end i dag. Samtidig er det arbejdsgruppens opfattelse, at man kan skabe et tryggere samfund ved at reagere på en anden måde, end vi gør i dag, uden at ubehaget ved straffen bliver mindre.

De ni anbefalinger til bedre straf

1. Den dømte skal konfronteres med sine handlinger.
Arbejdsgruppen anbefaler brug af konfliktråd. Gerningsmand og offer mødes med en mægler og får mulighed for at få talt ud om kriminaliteten. Offeret får mulighed for at udtrykke sin vrede og andre følelser, der er afledt af forbrydelsen. Mødet skal naturligvis være frivilligt for offeret, men vil eller kan offeret ikke deltage, bør der findes mulighed for at lade familie, pårørende eller en organisation træde i stedet.

2. Den dømte skal i højere grad betale tilbage til samfund og offer
Arbejdsgruppen anbefaler en øget anvendelse af samfundstjeneste, blandt andet i en mere konkret form end den som anvendes i dag. Det kunne være en økonomisk kompensation til offeret eller opgaver, som mere aktivt retter sig mod det, den dømte har gjort. F.eks. kan hærværksmænd eller fodboldbøller sættes til at rydde op og gøre rent efter sig.

3. Den dømte skal i højere grad behandles
Arbejdsgruppen anbefaler, at behandlingsbehov systematisk undersøges, og at der sættes ind, hvis der er et behov. Det drejer sig foruden behandling mod alkohol- og narkotikamisbrug også om håndtering af konflikter, vold mv.

4. Ubetinget fængselsstraf på 3 måneder eller mindre skal være en undtagelse
Gerningsmanden skal på en mere aktiv måde tvinges til at se konsekvenserne af sine handlinger i øjnene. Han skal betale tilbage til samfund og offer og behandles, hvis der er behov for det. Alt sammen for at straffe lovovertræderen alvorligt, skabe et tryggere samfund og for om muligt at genoprette noget af skaden.

Arbejdsgruppen anbefaler, at alle forbrydelser, der i dag udløser op til tre måneders ubetinget fængsel, for fremtiden som udgangspunkt skal resultere i en betinget dom med et krav om aktiv handling fra gerningsmanden. Dette vil bringe straffene meget tættere på befolkningens retsfølelse, end de er i dag. I visse gentagelsestilfælde og tilfælde, hvor gerningsmanden på ingen måde vil påtage sig forpligtelser i forbindelse med straffene kan ubetinget fængselsstraf være nødvendig.

5. Personundersøgelser
Arbejdsgruppen anbefaler, at der indhentes personundersøgelser i alle sager. Undersøgelsen viser, at kendskabet til gerningsmandens person betyder meget for valget af straf, samt at jo mere kendskab man har til gerningsmanden, jo mere nuanceret ser man på valget af straf. Der er ikke grund til at tro, at andet skulle gælde for dommere og lægdommere. Det er derfor væsentligt, at gerningsmandens personlige forhold bliver belyst, så den bedste sammensætning af straffen kan foretages.

6. Gerningsmandens personlige forhold skal tillægges langt større vægt
Arbejdsgruppen anbefaler, at domstolene får pligt til at lægge større vægt på gerningsmandens personlige forhold ved valg af straf for at sikre, at straffen rammer gerningsmanden på den rigtige måde.

7. Øget information
Arbejdsgruppen anbefaler, at der iværksættes en systematisk oplysning af borgerne om strafniveauet i Danmark, idet undersøgelsen viser, at folk mangler information om strafniveauet i de omhandlede sager. Så længe befolkningen ikke kender strafniveauet, vil debatten om straf foregå på et ufuldstændigt grundlag. Det giver ingen mening at tilkendegive, at man ønsker strengere straffe, hvis man ikke ved, hvad straffen er i dag. Ved at sikre at befolkningen er ordentligt orienteret opnås også, at befolkningen i højere grad kan udtrykke deres mening om straffeniveauet og dermed deltage i den demokratiske proces, som kan sikre, at straffene er i overensstemmelse med befolkningens retsfølelse.

8. Befolkningens indflydelse skal styrkes
Arbejdsgruppen anbefaler, at befolkningens indflydelse på konkrete straffesager styrkes. Det anbefales, at det yderligere undersøges, hvordan gennemslagskraften af befolkningens synspunkter kan styrkes.

9. Yderligere undersøgelser af danskernes syn på straf
Arbejdsgruppen anbefaler, at der iværksættes tilsvarende undersøgelser af danskernes syn på straf i sager om alvorligere og mindre alvorlig kriminalitet, således at også danskernes retsfølelse på disse områder afdækkes.

Bring resultaterne videre
I forbindelse med offentliggørelsen i slutningen af november 2006 var der overordentlig stor presse- og politikeropmærksomhed på især undersøgelsen, men også anbefalingerne. Der har også i faglige kredse været stor interesse for projektet. Der er således tilvejebragt et stærkt grundlag for en kvalificeret debat om fremtidens straffe. Men debatten kommer ikke af sig selv – det er vigtigt, at så mange som muligt bidrager til at føre diskussionen videre, så det også får praktiske konsekvenser. 
Undersøgelsen og anbefalingerne kan læses på Advokatsamfundets hjemmeside: