Pressemeddelelse
Retspolitisk Forenings hæderspris, KAFKAT, uddeles i 2022 til Nanna Knudsen for hendes utrættelige indsats for at skabe forståelse mellem befolkningerne i Grønland og Danmark. ”Med hensyn til racisme er grønlænderne stadig nederst i det triste hierarki,” udtaler Nanna Knudsen.
Nanna Knudsen, der er født i Grønland og dansk gift, har hele sit voksne liv arbejdet for sine landsmænd, både i Grønland og i Danmark.
Nanna Knudsen har kæmpet for mellemfolkelig forståelse som underviser: hun har undervist danskere i grønlandsk, når danskere skulle arbejde i Grønland, og grønlændere i dansk, for at de bedre kunne klare sig i Danmark. Og samtidigt forklaret om samfundsindretningen begge steder.
Nanna Knudsen arbejder stadig efter sin pensionering i 2015 som tolk ved retssager. Den indsigt, hendes arbejde giver hende, er blevet en grundlæggende inspiration til at gøre opmærksom på diskrimination, der rammer hårdest på de svageste af hendes landsmænd – en diskrimination, som hun påtaler hver gang, hun møder den.
Der afvikles en paneldebat i forbindelse med overrækkelsen af KAFKAT:
Hvorfor bliver vi ved med at diskriminere grønlænderne? Og hvordan får vi det stoppet?
I panelet sidder
Nanna Knudsen
Aaja Chemnitz Larsen, medlem af Folketinget for IA
Susanne Jensen, bistandsværger koordinator, Det grønlandske Hus
Prisuddelingen sker den 7. maj kl. 14:30-17 i Mellemfolkeligt Samvirkes lokaler, Fælledvej 12, 2200 København N, hvor såvel presse som private er velkomne.
Nærmere oplysninger kan fås ved henvendelse til formand Bjørn Elmquist, tlf. 51 20 07 76