Dansk udlændingeret består af dansk lovgivning, EU-ret og nogle konventioner, der tilsammen især administreres af Integrationsministeriet, Flygtningenævnet og Udlændinge-Service. Der skal i dansk lovgivning og administration være “totalharmoni” med dette samlede regelsæt. Først og fremmest af hensyn til ansøgernes retsstilling (ofte endog retskrav). Sådan er det.
 At dansk lovgivning og administration i flere år og med stigende intensitet i de(t) seneste år – pænt sagt – har været i ubalance med det samlede regelgrundlag, er efterhånden åbenbart for enhver. At “der er noget at komme efter” i dansk lovgivning og administration, er jeg ikke i tvivl om. Nu afventer vi så, hvad regeringen, Interationsministeriet og Ombudsmanden inden længe vil være nødt til at spille ud med for at korrigere den hidtidige linie, aktuelt i sagerne om familiesammenføringer med danske ægtefæller.
 
Det undrer mig umidlertid også, at EU-Kommissionen ikke allerede for et godt stykke tid siden har taget initiativ til at rejse en traktatkrænkelsessag mod Danmark i form af en såkaldt åbningsskrivelse. En sådan skrivelse er første indledende skridt før en evt. retssag ved EF-Domstolen, og er jævnligt forekommende inden for en række sagsområder. Det er mig bekendt ikke sket her.
 
Skyldes det, at Kommissionen enten har sovet i timen, eller ikke er blevet ordentligt orienteret af Integrationsministeriet om dansk lovgivning og administrativ praksis i disse EU-relaterede sager? Og har fx. også uberettigede afviste eller misinformerede ansøgere eller deres advokater eller deres foreninger undladt at gøre Kommissionen opmærksom på forholdene i disse sager i Danmark?