Advokat Lise Holten beretter her fra Retspolitisk Forenings høring i 2006 om, hvordan man kan forbedre løsladtes situation, så overgangen fra fængsel til frihed bliver bedre og så der kommer mindre kriminalitet på længere sigt. Se også Politikens artikler om de faldende prøveløsladelser her og her 

Mandag den 9. oktober 2006 arrangerede en arbejdsgruppe under Retspolitisk Forening høring på Københavns Universitet om løsladtes forhold. Læs referatet fra oplæggene her.

Indbudte talere var Theis Hansen fra KRIS Danmark, Hans Jørgen Engbo, fængselsinspektør i Vridsløse Statsfængsel, William Rentzmann, direktør for Kriminalforsorgen, Ole Pass, formand for Socialcheferne i Danmark og Linda Kjær Minke, lektor ved Københavns Universitet.

Høringen var arrangeret, fordi arbejdsgruppens erfaring er, at afsonere for ofte løslades til forhold, hvor de er overladt til sig selv, og at en stor gruppe af dem derfor ender i fornyet kriminalitet. Retspolitisk Forening ville gerne høre, om det var rigtigt, og om muligt forsøge at placere et ansvar.

Theis Hansen og KRIS
Theis Hansen (KRIS Danmark er omtalt andetsteds i bladet) har sit arbejdsområde i Københavns fængsler, og hans erfaring er dels, at der er sket fremskridt på mange af behandlingsområderne i Kriminalforsorgens regi. Der behandles nu for ikke bare stofmisbrug, men også for ludomani og aggressivitet. Der bliver gjort mere for at få afsonere i udslusningspensioner og for at bevare kontakten til familien. Men hans erfaring er også, at de ressourcesvage afsonere ofte bliver svigtet af systemet. De er behandlingskrævende, svære at tilfredsstille, men de vil meget gerne ud af kriminaliteten. De er essentielt for dem, at de umiddelbart efter afsoningen kommer videre til et efterbehandlingssted, men det sker ikke. De bliver i første omgang overladt til sig selv, mens bevillingen søges et sted i systemet. Og så er det, at det går galt. KRIS Danmark får henvendelse fra flere og flere unge, der føler, de bliver svigtet.

De helt unge har brug for, at hjælpen starter allerede, mens de sidder inde. De skal have support til at planlægge uddannelsesplads, SU, revalidering, arbejde m.m., så fristelsen til at begå ny kriminalitet ikke er så stor, når de kommer ud.

Det er en gruppe, der har behov for meget støtte og omsorg. Afsonere støder på en bureaukratisk mur, når de kommer ud. Det uforståelige slagsmål, hvis afsoneren kommer fra en anden kommune end den, hvor afsoningsstedet ligger, er et tilbagevendende skisma, som den løsladte står helt magtesløs over for. Theis kunne ønske sig mere velvilje – mindre bureaukrati. Så ville man hjælpe flere.

Hans Jørgen Engbo og fængslerne
Hans Jørgen Engbo afviste, at det var fængselsvæsenet, der svigtede. De udarbejder handleplaner for alle, der afsoner mere end 4 mdrs fængsel, og for særligt socialt udsatte grupper. Handleplanerne er afstemt efter afsoningslængden og sigter på situationen efter løsladelsen. Under afsoningen deltager den indsatte i arbejdstræning og undervisning, og der tilrettelægges udslusning efter planerne for udgang, frigang til undervisning eller arbejde, udstationering og (prøve)løsladelse.

Lovændring med nye skærpede regler for udgang gør det imidlertid svært at nå at tilrettelægge et tilfredsstillende udslusningsforløb. Det bliver illusorisk at tale om prøveløsladelse efter ½ tid, når man efter udslusningsplanen ikke engang er nået til uledsaget udgang på det tidspunkt. I praksis bliver man nødt til at forskyde prøveløsladelsen. Et ordentligt udslusningsforløb er essentielt for mulighederne for at komme godt i gang efter løsladelsen, men det er blevet mere end vanskeligt efter de skærpede regler. Fængslerne og Kriminalforsorgen har i deres kommende kontraktforhandlinger fokus på de emner, der betyder mest i forhold til en løsladt, og det er bolig, familie, beskæftigelse og uddannelse. For at det skal lykkes, forudsætter det imidlertid, at samfundet i øvrigt er parat til at tage deres del af ansvaret, og det er svære parametre i en tid, hvor arbejdspladserne i stigende grad kræver straffeattester og afviser folk på det grundlag, hvor det sociale bureaukrati kan synes uoverskueligt, og hvor familien, der er en særdeles vigtig partner for en løsladt, bliver sværere og sværere at holde fast.

William Rentzmann og kriminalforsorgen
William Rentzmann pegede på, at de vejledende retningslinier på forskellige niveauer ikke var tilstrækkelige. Kriminalforsorgens opfattelse var, at fængslerne og kommunerne gensidigt beskyldte hinanden for at være årsagen til svigtet. Som noget nyt, har man i år været forpligtet efter straffuldbyrdelsesloven til at koordinere handleplaner, men der er stadig brug for forbedringer, for det fungerer ikke optimalt.

Mange kommuner laver ikke de handleplaner, som de skal, så Kriminalforsorgen vil tage en drøftelse med parterne, når kommunesammenlægningen er på plads. Kriminalforsorgen kører 3 spændende projekter i øjeblikket. 

Det ene er et projekt ”god sagsbehandling”, i samarbejde med Social- og Beskæftigelsesministeriet. Metoder for god sagsbehandling skal beskrives i en manual for at sikre, at ingen giver slip på den løsladte, før en anden har taget over.

Et andet projekt køres i samarbejde med Odense kommune med fokus på Vollsmosekvarteret. Med udgangspunkt i de 60 mest kriminelle personer i Odense kommune skal de relevante myndigheder gøre et større arbejde for at finde ud, hvem der skal være sagsbehandlende aktører, og i fællesskab tilrettelægge et godt forløb.

Det tredje projekt er med Københavns kommune, hvor Kriminalforsorgen har modtaget mange klager over, at man ikke kan få fat i de relevante medarbejdere. Projektet går ud på at tilrettelægge en struktur, der fungerer ordentligt.

Herudover har Kriminalforsorgen en række mindre projekter, såsom et projekt med placering af unge i praktik eller arbejdsforhold, et projekt med at definere kognitive projekter, så de passer til nydanske unge, der har svært ved at hænge fast på arbejdsmarkedet, og et mentorprojekt, der har kørt et stykke tid, hvor en fornuftig voksen (en mentor) går ind som rollemodel til støtte for den unge. Sidstnævnte har Kriminalforsorgen modtaget en international anerkendelse for.

Ole Pass og kommunerne
Ole Pass mente ikke, at man alene kunne placere svigtet i kommunerne, men han medgav, at samarbejdet med kriminalforsorgen ikke altid var optimalt. Kommunerne er forskellige, men der er et stort udviklingspotentiale, og der er fælles vilje.

Kommunerne er i gang med at kortlægge, hvor det er, der svigtes, men de er inde i en turbulent periode med kommunesammenlægning og nye strukturer. Det burde være overskueligt at planlægge og forudse, hvad der skal gøres for en løsladt, for målgruppen er begrænset i forhold til det sociale klientel i øvrigt, men et af problemerne er måske, at en løsladt behandles efter de samme regler, der gælder for andre borgere. Hvor stor målgruppen er, vides ikke, for der er ingen tal på landsplan. Hvis man ud fra Rødovre     (Ole Pass er socialchef i Rødovre), der i 2005 har fået 25 klienter fra fængselsvæsenet, går ud fra, at tallet på landsplan et 100 gange større, så er det en overskuelig gruppe.

Der er store forskelle inden for gruppen; 75% af dem har afsonet mindre end 6 mdr, og for dem er den første weekend efter løsladelsen den farligste. Det skal man have sig for øje og tilrettelægge indsatsen efter. Det stiller større krav til individuelle løsninger, end reglerne lægger op til.

En af knasterne er, at det er et statsligt system, der skal samarbejde med et kommunalt system og en anden af knasterne er, at det er et strafferetligt system, der støder sammen med det kommunale. Procesretlige og kommunale systemer kolliderer, og derfor oplever en løsladt det som om, at løsladelsen kommer bag på kommunen. Der kan ikke ændres på forsørgerstøtten, men der kan ændres på, hvornår pengene udbetales.

Papirarbejdet bør være klar, når der sker løsladelse, og ikke først påbegyndes, når der løslades.

Kommunerne er opmærksomme på, at manglende bolig er et stort problem for en løsladt, men at skaffe en bolig kræver et samarbejde med boligselskaberne, og det er ikke altid let. Også boligselskaberne prøver at stille krav om at se straffeattest, hvilket ikke gør en boligplacering nemmere. Rødovre er i gang med et EU projekt, hvor de forsøger at få et samarbejde med virksomhederne, og få dem til at se mulighederne i at ansætte enlige mænd i alderen 30-55 år. Her kunne et samarbejde med Kriminalforsorgen om mentor-ordningen være en fordel.

Linda Kjær Minke og forskningen
Linda Kjær Minke redegjorde for, at der siden 1973 relativt upåagtet har kørt et meget spændende integrationsprojekt på en af Kriminalforsorgens institutioner i Skejby, hvor 40% af beboerne skal være ustraffede. Resten er dømte under udslusning eller dømte i behandling for misbrug, og det er så hensigten, at der skal ske normoverførsel fra de ustraffede til de straffede. Beboerne er inddelt i grupper, der samarbejder om økonomi, madlavning og daglige gøremål. Medarbejderen er tilbagetrukket i forhold til gruppen, så påvirkningen ikke går fra systemet til klienten, men fra beboer til beboer.

Linda Kjær Minke har interviewet beboergruppen, og karakteristisk for de straffede beboere er, at de er glade for, at der ikke bliver talt om kriminalitet, når alle beboerne er samlet. Når de straffede i starten er alene sammen, taler de straks om kriminalitet, men i løbet af opholdet aflægges fængselsjargonen. Status opnås ved aftaler, der overholdes, gode middage, og ikke ved, hvilken kriminalitet der er begået. Huset gennemstråles af positivitet. Beboerne er glade; de bor der frivilligt, og mange af de prøveløsladte vælger at blive der længere tid, end de skal.

Linda Kjær Minke har undersøgt, om de så bliver mindre kriminelle af at være på institutionen, og er kommet frem til et recidiv på 48% over for kontrolgruppens 61%. Også på andre målområder, som f.eks. uddannelse, opnås en positiv effekt. Hvorfor er der så ikke flere steder som Skejby? Det kræver, at der findes frivillige, der vil gøre en indsats, ligesom det kræver en politisk vilje. Og begge dele kan måske være svære at mobilisere.

Høringen følges op med endnu en offentlig høring på Christiansborg i efteråret 2007.

Arbejdsgruppen bag høringerne består af redaktør Jens Lyhne, advokat Lise Koch, jurastuderende Maria Warmsler, højesteretsdommer Per Walsøe, fuldmægtig Tage Andersen, advokat Hanne Reumert og advokat Lise Holten