Hans Henrik Brydensholt er landsdommer og tidligere direktør for kriminalforsorgen. Han bakker op om en ide, Retspolitisk Forening tidligere har anbefalet, nemlig at lade kommunerne hæfte for unge kriminelle. Desuden mener han, vi skal følge de gode norske erfaringer med at videreudvikle konfliktrådene, så sanktionen for unge kriminelle bliver sammen med ofrene at blive enige om en passende straf.

I modsætning til strafforhøjelser, der kun er symbolpolitik, er der nu kommet to forslag af kriminalpolitisk karakter, der virkelig kan påvirke måden, vi behandler kriminalitet på.

Det ene forslag drejer sig om at lade kommunerne i Danmark betale en del af udgifterne for deres egne unge, der anbringes i fængsel. Det er et resultat af årets finanslovsforhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti og skal derfor nok blive til noget.

Det var noget, der var i brug i Californien for 40-50 år siden. Hvor vi dengang herhjemme i en periode kom ned på i alt omkring 2.500 indespærrede i arresthuse og fængsler, havde den fire gange så store befolkning i Californien dengang ti gange så stort et fangetal. Ganske vist er det som bekendt gået endnu meget værre i USA. Der var i Californien allerede dengang planer om et stort fængselsbyggeprogram, med åbning af et nyt fængsel hvert år. Men selv for en så rig stat som Californien forekom statens udgifter til dette byggeri uoverkommelige. Det var før, man greb privatiseringstanken. I stedet fandt man dengang på et nyt program: Probation Subsidy.

Det gik ud på, at man tilbød lokale myndigheder, at de fra delstaten kunne få en bestemt betaling for hver person, der efter den hidtidige ordning skulle være endt i et af de californiske fængsler, samtidig med at man overlod udgifterne til fængsling til det lokale niveau. Selv om man altså betalte, blev der en besparelse for delstaten, og de penge, de lokale fik, kunne rigeligt finansiere foranstaltningerne over for de lokale lovbrydere. Alt var billigere end fængselsstraffen.

Programmet var straks en succes for så vidt, som det fik fangetallet ned. Hvor man tidligere havde modtaget omkring 6.000 nye ungdomsfanger årligt, faldt tallet til 1.500.

Men så begyndte fangetallet igen at stige. Ikke fordi der dengang blev flere domfældelser, men fordi straftiderne blev længere. Før Probation Subsidy-programmet sad alene i San Quentin-fængslet ved San Francisco 6.000 fanger. Tallet kom ned på 1.500, før det igen begyndte at stige. Og allerede to år efter var det oppe på 3.000. Strafskærpelser er sandelig ikke ligegyldige for fangetallet. Men man havde vist, at økonomiske incitamenter også på dette område virker. Vi kan se frem til et meningsfuldt kriminalitetsforebyggende arbejde i kommunerne frem for et isolerende fængselsophold. Forsøget fortjener opbakning.

Det andet gode initiativ er desværre ikke fra Danmark, men fra Norge.

I lighed med de andre nordiske lande har man i Norge et veludbygget system af ’Konfliktråd’. Hver kommune er forpligtet til at oprette et sådant råd, med anvendelse af frivillige, fritidsbeskæftigede mæglere. Disse mæglere kommer fra mange steder i det lokale samfund, men der er mange lærere imellem. De mange kommunale konfliktråd ledes af et lille centralkontor i Oslo, der er en uafhængig afdeling af justitsministeriet.

Der er nu kommet en ny betænkning: ’Barn og Straf- udviklingsstøtte og kontrol’, (Norges offentlige udredninger 2008/15), som den norske regering allerede har taget til sig og bebudet at ville give den nødvendige økonomiske støtte allerede i 2009. Det drejer sig om et millionbeløb ekstra til Konfliktrådene, som skal stå for de nye tiltag.

I Norge blev der i 2007 rapporteret i alt over 250.000 lovovertrædelser, heraf var små 7.000 begået af unge 15-18-årige, men af dem var over en tredjedel trafikforseelser. Den næststørste gruppe, over en femtedel, var berigelsesforhold, men her fyldte – bortset fra tyverier – også brugstyverier af biler godt op i statistikken. Kun 670, eller mindre end en tiendedel, var vold. Det lyder ikke af så meget, men man får nok et mere realistisk billede ved at se på statistikken over selvrapporterede lovovertrædelser. Man har lavet en undersøgelse med skolesøgende i alle de nordiske hovedstæder. Alle steder rapporterer de unge stort set ensartet, at omkring en fjerdedel har begået noget, men der er trods alt en forskel. Oslo ligger lavt med knap 25 procent, men til gengæld har de, der har lavet noget, gjort det mere ihærdigt. Enten er de usædvanligt lovlydige, eller også hører de til de mere forhærdede.

Som led i udvalgsarbejdet har man undersøgt et større antal af de sager, der har ført til varetægtsfængsel og straf for de unge. Et af resultaterne er, at sagerne hidtil er afgjort på et noget tilfældigt grundlag.

For eksempel refereres et eksempel, hvor en ung både er blevet undersøgt i slutningen af 2005 og i 2007. I den første undersøgelse hedder det: »Sigtede fortæller, at han kun indtager lidt alkohol, når han er til fest«. I den anden rapport står: »I perioder drak han en del alkohol, og han har røget hash. Han har prøvet piller og kokain. Når han brugte stoffer, var det som oftest efter at have drukket. I en periode i 2004 solgte han hash. Hashen havde han fået på kredit, og det førte til, at han fik gæld. Han blev truet med, at der kunne tilstøde ham eller familien noget. Beløbet han skyldte, blev forhøjet med 1.000 kr. om dagen, og han kom op på at skylde 45.000 kr. For at skaffe pengene måtte han begå tyveri og røveri. Han oplyser, at han på grund af dette fik mange verserende sager på kort tid«.

Undersøgeren bemærker, at det drejer sig om en traumatiseret ung, der selv har været udsat for meget vold. Han har nu været igennem en udvikling, der har vist ham, at vold og trusler faktisk virker til at opnå kontrol. Der er meget, der er uafklaret med hensyn til hans psykiske status, og hans moder mener, at han bør gennemgå en grundig undersøgelse, da nogle slægtninge har varierende grader af psykiske problemer.

Det var jo en noget fyldigere historie end den, der blev præsenteret i 2005. Allerede dengang burde man f.eks. have været opmærksom på den forudgående historie med gælden, der forfulgte ham.

Man konstaterer fra udvalgets side på baggrund af de sager, man har gennemgået, at de problemer, de unge må slås med, navnlig er aggression og rusproblemer. Det går igen, at det er slået klik for mange efter indtagelse af rusmidler.

Undersøgelsen viser også, at der er en stor risiko for, at unge, der har udstået en fængselsstraf, begår ny kriminalitet, der fører dem tilbage til fængslet. For de undersøgte sager drejede sig om to tredjedele, der hurtigt kom tilbage.

Udvalget overvejer derfor, om frihedsberøvelse helt kan undværes for de unge, men kommer til det resultat, at der findes overtrædelser, der er så grove, at andre reaktioner ikke vil kunne accepteres af samfundet. Der nævnes her drab og andre grove voldstilfælde, overfald med voldtægt og seksuelle overgreb mod små børn. Der foreligger imidlertid som sagt også tilfælde, der i dag resulterer i fængselsstraf, men hvor en ikke frihedsberøvende foranstaltning kunne hjælpe den unge til fremtidigt at leve inden for samfundets rammer og derfor må anses for mere hensigtsmæssig.

For at opnå dette foreslår udvalget indført en ny sanktionsform, der kaldes ’ungdomsstormøder’. Det er et møde, der foreløbigt tager sigte på 15-18-årige, der har begået alvorlig kriminalitet. Det skal ikke være i småtingsafdelingen.

Den nye reaktion siges at være todelt. Den ene del er selve det møde, der skal finde sted. Her skal den unge møde parter, der er berørt af lovovertrædelsen. De vil få lejlighed til at fortælle, hvordan de er berørt. Det kan være krævende for den unge at deltage. Men udvalget mener, at det er vigtigt, at den unge ser konsekvenserne af sine handlinger og gives mulighed for at gøre op.

Den anden hoveddel er den såkaldte ungdomsplan, der skal udarbejdes i enighed mellem de mødende. Indholdet skal, siges det, være af både rehabiliterende og straffende karakter. Domfældte bør tilbydes tiltag og behandling baseret på hans behov. Disse betingelser kan være direkte kriminalitetsforebyggelse – f.eks. ’psykiatrisk behandling’, netværksskabelse, opfølgning af skolegang, beherskelse af rusmidler, økonomisk rådgivning og bistand eller andre tiltag, der skal til for at mestre dagliglivets udfordringer.

I den norske betænkning gengiver man, hvorledes man i Danmark har forsøgt sig med ungdomskontrakter, hvor det bliver nedskrevet, hvilke forpligtelser den unge (og forældrene) påtager sig, men hvor også de sociale myndigheder forpligter sig med deres underskrift. Men det har, siges det, ikke været nogen ubetinget succes. Bedømmelsen fra Justitsministeriets forskningsenhed tyder på, at der kun er en lille forskel på tilbagefaldsrisikoen til ny kriminalitet mellem ungdomskontrakten og den gammelkendte betingede dom med særlige vilkår. Der beskrives også den særlige danske ’ungdomssanktion’, der er faseinddelt og begynder med et institutionsophold, men strækker sig over alt i alt to år. Indvendingen er bl.a., at sanktionen er mere langvarig end det, den unge ellers ville være idømt.

Man har i betænkningen i det hele taget en lang gennemgang af hidtil anvendte sanktioner, norske som udenlandske.

Bortset fra de gode erfaringer, man har i Norge med mægling i konfliktråd, har man i særlig grad fået inspiration af de nordirske ’Youth conferences’. Det særlige for de irske konferencer er, at sanktionen for det skete fastsættes i enighed på et stormøde, som alle de berørte deltager i. Ikke alene offer og gerningsmand, men også forældrene på begge sider, og måske – hvis det er aktuelt – skolelærere og socialmedarbejdere, der har kendskab til den pågældende gerningsmand, og repræsentanter for det lokale samfund, der også vil være påvirket af det skete. Det er båret af tanker om, at når der er tilføjet andre noget ondt, er det naturligt, at det har konsekvenser, og at gerningsmanden må vedkende sig sit ansvar, samt at alle berørte har et ord at sige, når sanktionen fastsættes. Men øvelsen går ikke ud på, som det er tilfældet med en fængselsstraf, at den unge isoleres fra det øvrige samfund i en periode, men at han typisk må vedstå sin skyld og genoprette det skete bedst muligt. Det må ikke opfattes som nogen lempelig sanktion.

Der vil være en repræsentant for konfliktrådet til stede som ansvarlig for indkaldelse af mødet og garant for, at sanktionen ikke bliver ude af proportion med gerningen.

Desuden skal sanktionen til sidst godkendes af dommeren, men man regner med, at det typisk vil være en ekspeditionssag, hvis de direkte implicerede har opnået enighed. Ellers må dommeren på sædvanlig måde bestemme, at den fastsatte frihedsstraf skal fuldbyrdes, helt eller delvis. Men her vil dommeren skulle tage hensyn til, hvordan gerningsmanden har stillet sig under mødet.

Et ungdomsstormøde forudsætter, at gerningsmanden er indforstået med denne måde at fastsætte sanktionen på. Men hvad så med de tilfælde, hvor tiltalte ikke har tilstået? Her siges det, at retten efter at have afgjort, at den tiltalte trods benægtelsen er skyldig, og udmålt den forskyldte straf ikke skal være afskåret fra at bestemme, at et stormøde skal finde sted.

Den nu dømte må være klar over, at mødet vil lægge til grund, at gerningen er sket. Og det, at der allerede er udmålt en frihedsstraf, vil vel i de fleste tilfælde virke motiverende for den unge gerningsmand til at acceptere, at der afholdes et ungdomsstormøde, og dets resultat. Og det er vel også motiverende for, at sanktionen virkelig bliver gennemført.

Det forudses også, at ofret og måske dennes forældre ikke altid magter at deltage i et møde med gerningsmanden, og hvem der ellers kommer. Det vil nok ikke være i så mange tilfælde, for erfaringerne fra Konfliktrådene viser, at godt 90 procent af ofrene møder, men sker det, at der ingen kommer på ofrets side, kan der udnævnes en individuel repræsentant.

Det kan også være, at det er en erhvervsvirksomhed, det er gået ud over, og at indehaveren ikke vil møde. I så fald skal det være muligt at lade en repræsentant for branchen repræsentere den handlende. Man er i det hele taget fleksibel. Men der er en ting, man ikke går på akkord med, de tilstedeværende skal opnå enighed. Det er det, det hele går ud på.

Den unge skal på sædvanlig måde have en forsvarer under sagen, og denne kan være til stede også under ungdomsstormødet, men kan ikke repræsentere den unge. At deltage i et sådant møde er en personlig sag.

Vi har i århundreder været optaget af forbrydelser, og hvordan man disciplinerer mennesker til at følge de normer, der skal til, for at vi alle sammen kan være her. Vi må dog ikke glemme, at vi i denne lille del af verden i den henseende er lykkedes bedre end så at sige alle andre steder. Men alligevel. Det, at der i al almindelighed er skabt gode livsvilkår for den store befolkning, har ikke skabt et tilsvarende fald i kriminaliteten.

Det er ikke centralistiske løsninger og skæren alle over én kam, der bør være enerådende i fremtiden. Ens minimumsstraffe vil bestemt ikke være løsningen. Det er en naiv tankegang at forestille sig, at usikre unge kan skræmmes til at foretage de rigtige valg, hvis de ikke har de nødvendige betingelser for at foretage dem.

Her er det, det nære samfund skal se også en økonomisk fordel i ikke at give op, men tro på, at man gennem individuelt tilpassede tiltag i fællesskab kan nå resultater, man ikke vil se gennem standardiserede, centralistiske reaktioner