Verdenslitteraturens mest berømte indledning stammer givetvis fra Franz Kafkas ‘Processen’:

»Nogen måtte have bagtalt Josef K., thi uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret.«

På intet tidspunkt i bogen erfarer vi noget om, hvad Josef K. bliver anklaget for eller af hvem. Josef K. bliver derfor aldrig klar over, hvad han skulle være skyld i, og i det sidste kapitel bliver han dræbt. På mere end 100 sprog er adjektivet kafkask det udtryk, der karakteriserer en situation, hvor man er underlagt mægtige og anonyme kræfter, som skalter og valter med én efter forgodtbefindende.

Franz Kafka, der blev født den 3. juli 1883 – altså her i 2008 for 125 år siden – kendte selv det labyrintiske bureaukrati med dens regulativer, paragraffer og hierarkier. Han arbejdede nemlig som afdelingsleder af et forsikringsselskab i Prag. Kafka arbejdede om dagen og skrev om natten. Eller vi kunne sige, at han forfattede sit værk på et tidspunkt, hvor de fleste befinder sig i drømmeland. Og hans hovedværk Processen er da også skildringen af et mareridt.

Franz Kafka vidste gennem sin profession en del om, hvordan folk kunne forsikre sig i tilværelsen, men selv magtede han ikke at forsikre sig mod den angst, der martrede ham fra barnsben af.

Kafka mente, at hans koleriske far havde gjort ham livsuduelig, hvilket dog er en sandhed, som skal tages med flere kilo salt, for selv om Kafka nok var i tvivl om sine egne evner, så vidner hans eksamensbeviser om gode kundskaber og stor flid. Alligevel skrev han i sin dagbog:

»Balzac gik med en stok, hvori der var skåret mottoet: Jeg knuser enhver forhindring; mit motto lyder: Enhver forhindring knuser mig.«

Kafka var uddannet som jurist og skrev et skarpt og klart sprog, der var kemisk renset for svulstighed eller kunstighed, og med sin erfaring fra forsikringsbranchen gennemskuede han alle former for fup.

En af hans venner berettede begejstret om en spiritistisk seance, hvortil Kafka sarkastisk replicerede: »At solen står op i morgen tidlig, er et under, men at et bord bevæger sig, når du maltrakterer det så længe, er intet under.«

Når Kafka skrev juridiske artikler, så blev han altid rost for sin evne til at fremstille sagerne i en glasklar og umisforståelig form, hvorfor han var højt værdsat i den forsikringsafdeling, han arbejdede i. På et tidspunkt udbrød hans chef, at uden Kafka »ville hele afdelingen bryde sammen.«

Men hvad der gør Kafka så aktuel for os, er mærkværdigvis det, som gjorde ham så uforståelig for sin samtid. Ikke sjældent reagerede omgivelserne med kulde og foragt, når han læste sine fortællinger højt, mens han undertiden selv blev ramt af latteranfald i en sådan grad, at han måtte afbryde oplæsningen.

I romanen “Amerika” sætter Kafka i sidste kapitel hovedpersonen Karl Rossmann på et tog mod et ukendt bestemmelsessted. Selv døde Kafka allerede i 1924, men han har altså haft en anelse om de rædsler, der skulle overgå hans tre søstre, da de 20 år senere blev sat på et godstog, der kørte mod et ukendt sted, som skulle vise sig at være nazisternes gaskamre.

Franz Kafkas storhed består i, at han havde en forudanelse om fremtidens ondskab. Processen skildrer terrorstatens anatomi, fordi den helt ned i detaljen viser den gru og det hysteri, som politiske og religiøse diktaturer bevirker helt ind i privatsfæren.
I romanen følger vi Josef K. fra han vågner på sin 30-års fødselsdag til han myrdes nøjagtig et år senere. I løbet af det år kører en retslig proces imod ham, men hos Josef K. selv finder også en modningsproces sted og til allersidst også en dødsproces. Og læseren kan ikke undgå at begive sig ud i en fortolkningsproces, som når man læser romanens niende kapitel I domkirken.

Her fortæller præsten om en bonde, der opsøger Loven, men det er umuligt at komme ind på grund af dørvogteren. Et helt liv venter bonden foran Loven og gør alskens bestræbelser på at komme ind, men uden held.

Da bonden er ved at dø, spørger han, hvorfor ingen andre har søgt foretræde foran Loven, og dørvogteren svarer: »Denne indgang var kun bestemt for dig.«

Uanset hvor streng en lov måtte være, så er det dog almindeligvis sådan, at man kan lære den at kende og at opfylde dens bestemmelser. Love gælder for alle, og man kan sågar sammenligne sig med andre i overholdelsen af dem, hvad der jo godt kan være opmuntrende. Men i den fabel, som Josef K. låner øren til, gælder Loven kun for ham, og han er for altid forment adgang til den.

Fablen er foregribelsen af det totalitære vanvid, som eksploderede i årene efter Kafkas død, og hvis afslutning vi endnu ikke har set.

De anklagede i 1930’ernes Moskva-processer var loyale overfor Stalin – alligevel blev de tvunget til at tilstå opdigtede forbrydelser og henrettet for dem. Jøderne i det nazistiske rige kunne være nok så patriotiske, men i Tyskland gjorde man alligevel kort proces med dem. I Mellemøsten er en person, der konverterer fra islam til en anden religion for altid fordømt, selv om han eller hun i øvrigt overholder landets love.

Josef K. forklarer præsten, at han er uskyldig, men får som svar, at sådan plejer de skyldige altid at tale.

Inden Kafka døde af tuberkulose som 41-årig, bad han sin ven Max Brod om at brænde alle hans manuskripter med den begrundelse, at det der havde været hans livs mareridt, ikke også skulle være andre menneskers mareridt. Max Brod trodsede sin vens ønske og udgav alligevel bøgerne, der til gengæld blev brændt af nazisterne og bortcensureret af kommunisterne, indtil muren faldt, og Kafka på ny kunne læses i sin hjemby Prag.

Sådan som Kafka skrev, havde ingen tidligere skrevet, men siden forsøgte mange at gøre ham kunsten efter. Og terrorens ofre læste ham som en trøst, mens tyrannerne hadede ham. Derfor er Kafka nok den digter i nyere tid, der har ændret vores syn på verden mest gennemgribende. Man er ikke helt den samme, når man har læste “Processen” – filosoffen Adorno skrev efter sin læsning:

»Den, som Kafkas hjul er kørt henover, har for evigt mistet enhver fred med verden.«
Ordet jøde forekommer ikke et eneste sted i Kafkas romaner, og vi ved, at hans forhold til jøder var ambivalent: »Hvad har jeg til fælles med dem, når jeg knap har noget til fælles med mig selv?«, noterede han i sin dagbog.

Alligevel plejede han i sine sidste år et nært og kært forhold med en ung kvinde, hvor de tilsyneladende var fælles om jødisk tro og praksis.

Og når Kafka er med i enhver litterær kanon, så hænger det uomtvisteligt sammen med, at han er arvtager af den tradition vi kender fra Det Gamle Testamente, hvor profeterne var de skikkelser, der trådte frem i historien og advarede menneskene mod de ulykker og ødelæggelser, som ville ramme dem, hvis de ignorerede de ulmende trusler eller negligerede de spirende faretegn.

Her lader det sig hævde, at ingen digter i nyere tid har været udstyret med så store profetiske evner, som digteren Franz Kafka , der analyserede totalitarismens anatomi, før den var blevet en realitet.

Ovenstående er et uddrag af en kronik i Jyllands-Posten, skrevet af Kristian Østergaard, sognepræst i Sorø.

Retspolitisk Forening uddeler hvert år sin hæderspris Kafkatten. Prisen er opkaldt efter Franz Kafka