Retspolitisk Forening tildeler sin hæderspris – og skulptur – Kafkatten 2011 til Bent Sørensen.
Han er professor og doktor i medicin og har gennem flere årtier kæmpet insisterende mod anvendelse af tortur. Det har han gjort med afsæt i International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT) og gennem forløberen i Danmark, RCT, som hans kone Inge Genefke stiftede i 1987 og få år senere gjorde international. Læs Bent Sørensens kritiske og bidende takketale her.
Kære Bestyrelse for Retspolitisk Forening,
Mine damer og herrer:
“Ti Bud fik Jøderne – det var for mange;
Thi har ei heller Jøderne dem holdt.
Vi Christne fik kun to, som blot forlange,
At Hjertet i vort Bryst ei bliver koldt.
Men dette Antal selv har gjort os bange,
Og har Alverden Bryderi forvoldt:
Thi reduceerte man fra fordums Dage
De ti og to til eet: søg at behage!”
Det skrev Frederik Paludan-Müller i 1842 i prologen til Adam Homo.
Buddene dengang var vel det nærmeste, man kendte til love. Du må ikke stjæle, eller bedrive hor (Islam nu om dage) og du skal ære den protestantiske kirke som statskirke, osv.
I så tilfælde passer beskrivelsen fint til nutidens politikere, specielt i Folketinget, og specielt de medlemmer, der af Kongen er udnævnt til ministre.
Og disse ministre er jo særlig kendte for at overtræde de love, der hører under deres resort:
- En justitsminister, der får udbetalt for en høj hyre til tinget, fordi hun har glemt hvor hun bor, og som senere overtræder færdselsloven.
- En forbrugsminister, der overtræder afbetalingsloven.
- En skatteminister, senere statsminister, der bliver afskediget for “kreativ bogføring”
- En nuværende statsminister, der yndede at indskrive sig på suspekte hoteller under navnet Jensen, inden han bestilte “naturfilm” og fik fadøl på vælgernes regning, ligesom han ikke vidste, hvilken af de to organisationer der begge udbetalte ham løn som fuldtidsarbejder, der skulle betale taxa mellem de to arbejdspladser.
- En gruppeleder for et parti, som dømmes for spirituskørsel. Men trods alt har den anstændighed, at han går af.
- Og indehaveren af Danmarks fornemste parlamentariske post: Folketingets formand, han ved ikke, hvor han bor ell hvor stor hans ejendom er, og han modtager 8 millioner (så vidt jeg kan huske) i EU støtte, og må sende dem tilbage.
Det sidste bud: reduceret fra ti til to til et: “Søg at behage” har de ikke overtrådt!
Alle undtagen een er genvalgt!
En minister havde den anstændighed at gå af, men det drejede sig også om betalingen af en sofa.
De andre: Jah, to af dem blev udnævnt til statsminister og een blev Folketingets formand.
Husker man samtidigt på at denne regering har:
- gennemført 42 stramninger af straffeloven,
- produceret en ny lov eller bekendtgørelse hver 7. time hvert døgn siden 2001, og
- skabt en asylpolitik, der modtages med dyb foragt og dyb undren verden over.
Ja, da forstår man hvorfor den enkelte dansker, eller i det mindste 51% af dem, har ændret retsopfattelse fra tro på menneskerettigheder, tro på retsstaten, solidaritet med andre, og respekt for flygtninge til “Søg at behage”, vær din egen lykkes smed! Kræv din ret!
Og nu til Grundloven:
Da Danmark gik i angrebskrig for anden gang i dette århundrede, var det uden et FN mandat og med stemmetallene 61 for, 40 imod, 68 fraværende. Det er jo i sig selv dybt skamfuldt, at ved en afstemning for eller imod en angrebskrig er det største stemmetal de fraværende; mere end en tredjedel. Som bekendt i denne forsamling anlagde 25 “Concerned Citizens sag mod Statsministeren for at have brudt paragraf 19, (det manglende FN mandat for at gå i krig)
Og, som også bekendt af denne forsamling, men desværre ikke af så mange andre, torpederede Højesteret den 17. marts 2010 grundlovens paragraf 19; selvom Retten ikke var bedt om at tage stilling til dette problem, men kun om vi ”Concerned Citizens”, nu kun 24, havde søgsmålskompetence.
Ved behandlingen om grundlovsforslaget i 1953 blev det i Folketinget gjort lysende klart, hvad indholdet af paragraf 19 var: Danmark måtte forsvare sig, hvis det blev angrebet – fair nok! Men Danmark måtte kun gå i krig, såfremt der forelå et internationalt mandat, dvs. et mandat fra FN´s sikkerhedsråd.
I både Landsting og Folketing, var der enighed om denne fortolkning.
Og i de følgende 57 år var der ingen, der talte imod. Tværtom: Statsminister, politikere, juridiske professorer, lærebøger: alle bifaldt fortolkningen. Dette var også tilfældet med kommentarerne i Karnows lovsamling. Indtil 2008, hvor Højesteretsdommer, professor Jens Peter Christensen bort-retoucherede kommentarerne til Grundlovens paragraf 19.
Samme Jens Peter Christensen følte sig trods dette habil til at dømme i sagen: han var blandt de 9 højesteretsdommere, der den 17. marts, uopfordret! gav en ny fortolkning af paragraf 19.
Folketinget kunne vedtage at gå i angrebskrig uden et FN mandat!
Ethvert folketingsmedlem skal før han påbegynder sit arbejde i Tinget, skrive under på at han vil holde Grundloven. Han skal ikke skrive under på, at han vil overholde landets love. Og som det er skildret i det foregående, gør han det sandt for dyden heller ikke. Men Grundloven?
Fredag den 18. marts 2011 (Altså præcis 1 år og 1 dag efter højesteretsdommen) forelå et FN mandat, der tillader, og opfordrer til magtanvendelse i Libyen· Et enstemmigt folketing siger ja. Fint, men i de foregående dage havde adskillige partier udtalt, at de var villige til at indsætte dansk militær i Libyen, også uden et FN mandat. Ikke een politiker nævnte Højesteretsdommen (på dens 1 års fødselsdag!), der havde givet dem lov til dette.
Der er forskel på, om der ikke er et FN mandat: 61 stemmer for, 50 imod, 68 fraværende.
Og nu med et FN mandat: Alle stemmer for!
Man fristes til at sige til Folketinget: Nok har I juridisk ret til at føre Danmark ind i (endnu!) en angrebskrig, men et FN mandat er nu bekvemt.
Hvis jeg skal summere det hele op: love, ministre, Grundloven etc.etc., kan det kun blive:
Danmark har den regering det fortjener. Og det kan Danmark ikke være tjent med.
Retspolitisk Forening gør sit, og gør det godt. Den er nu mere nødvendig end nogen sinde, men mod 90 mandater kæmper selv guderne forgæves.
Jeg har fået den store glæde og ære at modtage Kafkatten dette år.
Det er faktisk anden gang katten skal være på hæderspladsen i vort hjem. I år 2000 modtog “Isolationsgruppen” Kafkatten. Vi var kun 4 tilbage, så katten var hos hver af os i 3 måneder. Isolationsgruppen har ført et særdeles stille liv, de senere år. I foråret havde vi den store sorg at miste vor ankermand Henning Glahn. Han udførte et fantastisk arbejde indtil det sidste. Det er i høj grad hans indsats, at isolationsfængsling af varetægtsfængslede nu er blevet begrænset.
Min glæde, som medicinsk professor, over at modtage Retspolitisk Forenings Kafkat er meget stor.
Jeg er foreningens bestyrelse meget taknemlig, og lover at katten skal få en æresplads og et godt liv i det kommende år.
Tak
Kafkatten blev overrakt i forlængelsen af Retspolitisk Forenings generalforsamling 9/4 2011