Den person, som dengang var chef for PET, er i dag departementschef i forsvarsministeriet. Man kunne fristes til at tro, at hans PET-fortid har haft indflydelse på, hvad der er foregået i hans nye “revir”. Ja, man kunne måske endda håbe på, at det er forklaringen, skriver Bjørn Elmquist i sin kommentar om jægerbogs-forløbet.
Dette klare nederlag for demokratiet i kampen mod “de mørke kræfter” er siden fulgt af mange andre af samme slags, og tabene er voldsomme, også når man gør status på området for retssikkerhed og retsgarantier. Ikke mindst i vores eget land, Danmark.
Den sidste halve snes dage har ført til nye lavpunkter i tilliden til vores regering og embedsværket. I flere år handlede spinnet og løgnene i pressen meget om Abu Grai-fængslet, Guantanamo, tortur af krigsfanger osv. Meget mindre om specifikt danske problemstillinger som f.eks. regeringens brud på Grundloven og vildledning af folketinget omkring anledningen til at føre angrebskrig mod Irak.
Men efterhånden er vi kommet “godt efter det herhjemme”, og de seneste dages skandale omkring “Jægerbogen” og den arabiske oversættelse har bragt Danmark helt op i førerfeltet. Det handlingsforløb, som langsomt og modstræbende fra forsvarsminister og -ministerium, men sikkert og pinagtigt er blevet afdækket lag for lag viser, at vi i Danmark slet ikke har behov for nogen central regeringsinstans, der kan stå for fejlinformering og spredning af løgnagtige udsagn. Det kan såmænd klares helt af sig selv decentralt rundt omkring.
Denne gigantiske agents provacateurs-aktion gav undervejs mindelser til terrorsagen fra Vollsmose. Forsvarsministeren gjorde anskrig, fordi “Jægerbogen” indeholdt passager, som i forkerte og ondsindede hænder kunne facilitere terrorangreb på de danske styrker (og andre?) i Afghanistan. Og den helt store trumf blev sat på, da det så kunne dokumenteres, at bogen allerede var blevet oversat til arabisk.
I Vollsmose-sagen blev en befalingsmand fra Hjemmeværnet, der var erklæret uarbejdsdygtig på grund af psykiske mén, af PET sat til at infiltrere kredse omkring en moske i Odense. Betalt af PET og med PET- finansierede indkøb af bombeingredienser gik han i gang med at radikalisere nogle af muslimerne i en sådan grad, at tre af dem fik henholdsvis 12, 12 og 5 års fængsel.
Den person, som dengang var chef for PET, er i dag departementschef i forsvarsministeriet. Man kunne fristes til at tro, at hans PET-fortid har haft indflydelse på, hvad der er foregået i hans nye “revir”. Ja, man kunne måske endda håbe på, at det er forklaringen.
Men – skal jeg skynde mig at understrege – jeg har slet ingen inside- eller anden kvalificeret viden i så henseende. Grunden til, at jeg bruger ordet “håbe”, er, at hvis virkelig det viste sig at være tilfældet (at den tidligere PET-chef “bare” havde ladet en ny agent-aktion sætte i værk), så kunne dette muligvis udlægges som et enkeltstående fænomen.
I modsat fald er konklusionen, at den slags slet ikke ligger fjernt fra det almindelige, men politiserende embedsværk og ministertænkemåde: “går den, så går den – og de dér fjolser opdager det aldrig…”
I dele af pressen har forsvarsministeren fået lov til at fremstå som en hæderlig stakkel, der er ført bag lyset. Det bør for det første præciseres, at det alvorligste dog er, at det er hele befolkningen, herunder folketinget, der er ført bag lyset. Og for det andet så bør det politiske ansvar for denne løgnagtige og demokrati-farlige adfærd placeres hos den minister, hvis allernærmeste medarbejdere har trykket på “enter”- og “send”-tasterne. Man kan som så højt profileret minister simpelthen ikke bare henholde sig til, at “man ikke vidste, hvad der foregik”, men må tage det sure med det søde.
En anden opgave bliver for anklagemyndigheden, dvs. ikke kun generalauditøren, men også rigsadvokaten, at undersøge og vurdere, om de pågældende embedsmænd skal sigtes for forsøg på medvirken til terror, jfr. straffelovens § 114, jfr. § 21 og 23.