De seneste års ændringer i Kriminalforsorgen har betydet, at livet i de danske fængsler har forandret sig både for ind- og ansatte. Indsatte med fremmed baggrund bliver behandlet som danskere, selvom de endnu ikke er det. Det skriver fængselsinspektør Bodil Philip i en analyse til Retspolitisk Forening 

Under mottoet; mere kriminalforsorg for pengene har Folketinget sat nye spor, der præger fængslernes dagligdag. Hvor vi tidligere arbejdede efter ledesætningerne ”frihedsstraffen er straffen i sig selv”, og ”vi skal mindske den skade vi forvolder”, er sætningerne ændret til  ”fasthed og konsekvens” og ”motivation og behandling”.

Nyt syn på kriminalitet
Det nye syn på kriminalitet har bl. a. udmøntet sig i form af strengere straffe. Her skal alene nævnes strafskærpelserne på voldsområdet, der bl.a. har betydet flere korte straffe og flere unge mænd i fængsel. Set i forhold til befolkningsstørrelsen sidder der dagligt dobbelt så mange unge mænd i alderen 15-20 år i danske fængsler som i de øvrige skandinaviske lande.

På Statsfængslet i Ringe udgør de unge mænd med fremmed baggrund 37 % af et belæg på 81. 
Undersøgelser har vist, at gruppen med fremmed baggrund ikke adskiller sig mærkbart fra den danske, når vi ser på de klassiske baggrundsfaktorer som alder, opvækst hos samlevende forældre, institutionsanbringelse, uddannelse og bolig.  To undersøgelser foretaget på landsbasis fra  hhv 2000 og 2005 viser, at gruppen med fremmed baggrund ikke har flere disciplinære sager end danskerne. Ud fra en objektiv synsvinkel burde gruppen med fremmed baggrund ikke være mere krævende at arbejde med end danskerne. Og så føler vi det så helt anderledes.

I skolen taler man ikke om de tosprogede, men om de ”halvsprogede”. Det er unge, der hverken taler dansk eller deres modersmål.  Det er unge, der taler gadens sprog, og som ustandselig støder ind i ord, de ikke kender. Et ord som f.eks. reol møder det danske barn i sin tidlige barndom, mens den fremmede, der kommer fra et hjem uden reoler, måske først møder det i skolen.

Lytter vi til de arabisktalende, opdager vi, at deres sprog er iblandet mange danske gloser. Der er hverken tale om arabisk eller dansk, men et internt sprog forstået af de indviede.

Det er ikke mærkeligt, at disse unge har været urolige i klasserne, og at det har været en lettelse, når de var fraværende. Man har ikke bare skulle undervise i de almindelige fag, men også i begrebers betydning som selv de svageste danske børn har kendt. Nogle af de unge kommer med oppustede eksaminer. Det er eksaminer, der er blevet læst op til på kort tid, og hvis indlæring er forsvundet, lige så hurtig som den blev indlært. Det er disse unge, der banker på døren til fængslets skole. Det er unge, der brændende ønsker at lære, men som har så frygtelig svært ved det. Ikke pga manglende intelligens, men fordi så meget basalt ikke blev lært, den gang det var let at lære. Motiverne for at lære er vidt forskellige. Nogen ved godt, at har man ikke en fuldgyldig 9. klasse, bliver det svært at fungere i det danske samfund. Andre motiverer ønsket om lærdom med et ønske om at kunne snakke med pigerne.  Men hvad nu motivet er, så er basal viden om det danske samfund kombineret med en kunnen på hovedfagene dansk og regning en forudsætning for at blive en god og nærværende familiefar, som kan forsørge sig selv og sin familie. 

På Statsfængslet i Ringe sidder man længe. Der er tid til at gå i skole. De dårlige erfaringer fra folkeskolen kombineret med fængslets mange dagsordner vanskeliggør undervisningen. Vores erfaring er, at disse vanskeligheder kan overvindes, hvis undervisningen gives som eneundervisning eller på ganske små hold.  I 2006 gik 18 indsatte til eksamen i fagene matematik, dansk, engelsk, spansk og historie. Ikke den oppustede slags, men den hvor man har lært for livet. At det at gå til eksamen har betydning, viser følgende bemærkning, sagt få minutter før det grønne bord kaldte, af en erfaren ung mand: ”Det her kicker ligeså meget som et bankrøveri!” Den nye gruppe af indsatte har resulteret i en opprioritering af skolen, som vi gerne ser fortsat.

Nul tolerance overfor hash
Regeringens nul-tolerance politik har haft store konsekvenser for de indsatte og personalet. Særligt mærkes den konsekvente nul-tolerance overfor hashrygning. Det har aldrig været tilladt at ryge hash i fængslerne. Det nye er, at man i dag tager stikprøvevise urinprøver, hvor man før alene tog på mistanke eller for at støtte den indsatte i et ønske om stoffrihed. Dette betyder, at aflæggelse af urinprøver under kontrol er blevet et vilkår under afsoning. Dette gælder både for dem, der aldrig har taget stoffer, dem der har taget det sporadisk og dem, der har taget det regelmæssigt. Der er indsatte, der stopper, når stoffrihed sættes som betingelse for udgang og prøveløsladelse. Urinprøverne alene er ikke tilstrækkelige til at stoppe de selvmedicinerende regelmæssige rygere og har ingen betydning for dem, der ikke har tilladelse til udgang, og hvor der er længe til en løsladelse.

Spørgsmålet med urinprøvernes betydning for fængslets hashbehandlingsarbejde har været drøftet med Rusmiddelcenter Odense, der har arbejdet med hashmisbrugs-behandling i mange år. Det oplyses herfra, at man har forladt 90’ernes store forbrug af urinprøver i behandlingsarbejdet og i dag alene bruger dem i støttende øjemed eller, når det kræves, til brug for et kørekort el. lign. Tages urinprøverne i kontroløjemed, som de stikprøvevise urinprøver gør, skaber de afstand og vanskeliggør behandlingsarbejdet. Fængslets behandlere oplyser, at de kontrolmæssigt aflagte urinprøver ingen betydning har for deres arbejde, de knyttes til fængslets sikkerhedsmæssige arbejde og indgår ikke i behandlingen.

For mange af de fremmede, der ryger hash, er urinprøverne blevet et negativt omdrejningspunkt i forhold til personalet. Man prøver at snyde ved at indtage store mængder vand eller at spise diverse ting. Usundt for kroppen, men prøvet bliver det, også selvom nutidens analysemetoder kan afdække denne form for forsøg på snyd.

De fremmede vil ikke behandles
I de senere år er der åbnet mange stofmisbrugsbehandlingsafdelinger i fængslerne. Karakteristisk for dem alle er, at langt de fleste, der modtager disse tilbud, er danskere. For dem med fremmed baggrund er der i praksis så godt som ingen tilbud. Det er ikke fordi, de ikke må komme på afdelingerne, men de ønsker det ikke. En fremmed fra Ringe beskrev det således, da han efter få dage på en behandlingsafdeling på et andet fængsel vendte tilbage til Ringe. ”Jeg var den eneste fra udlandet. Jeg kunne umuligt sidde og åbne mig overfor så mange danskere”.

I mange muslimske hjem er stofmisbrug tabu. I disse hjem er det umuligt at fortælle, at man er flyttet til en stofmisbrugsafdeling. I Ringe har vi to hashmisbrugs-behandlere. De taler med de indsatte, og som noget nyt giver de akupunktur (Nada). Behovet er stort og mange ønsker samtaler. De første hashfrie hashmisbrugere er begyndt at komme.

Faren ved den megen kontrol og det store fokus på hashen er, at selve det at gemme, lede, finde, handle, bruge og snyde bliver et omdrejningspunkt i sig selv i en negativ spiral de indsatte imellem og overfor personalet i en i øvrigt monoton hverdag.

Nogle indsatte har givet op. De bruger hashen som selvmedicinering og vil ikke undvære den. De ved, at de bliver straffet, når det opdages, og at de aldrig får udgang, og at deres prøveløsladelse er i fare. Deres situation er den ringest tænkelige.

Indsatte, der afsoner domme på 3 måneder eller mere, har mulighed for prøveløsladelse, når de har afsonet 2/3 af dommen. En forudsætning for prøveløsladelse er, at kriminalforsorgen skønner det forsvarligt. Kravene til hvornår det skønnes forsvarligt er blevet skærpet. De strengere krav kombineret med færre kommunale tilbud har resulteret i flere afslag på prøve end tidligere, og dermed kan den støtte, som et tilsyn af den frie kriminalforsorg er, ikke gives.

Fremmede kender ikke det danske system
Socialrådgiverne har fået nye arbejdsopgaver. Hvor man før kunne planlægge en løsladelse med bindende aftaler om besøg på socialkontoret samme dag eller dagen efter en løsladelse, er dette ofte ikke muligt længere. Denne ændring har gjort det særligt vanskeligt for de indsatte med fremmed baggrund. De har svært ved at finde ud af det danske system og magter ikke selv at finde frem til rette sagsbehandler.
I Odense kommune har man taget konsekvensen af det indviklede system, og har ansat medarbejdere, der skal hjælpe kommunens 60 mest belastede kriminelle, hvoraf mange har udenlandsk baggrund. Man kan synes, at det er ejendommeligt, at kommunernes socialforvaltninger er blevet så vanskeligt tilgængelige for de svageste borgere, at det er nødvendigt at ansætte særligt personale til at hjælpe, men sådan er det blevet.

Statsfængslet i Ringe havde i en periode ansat en etnisk jobguide. Hendes opgave var at forberede de indsatte på løsladelsen og at hjælpe indsatte med fremmed baggrund i arbejde eller i uddannelse efter løsladelsen. Problemet var ikke at finde arbejds-pladser. Der er mange arbejdsgivere, der gerne yder en social indsats. Problemet var, at de indsatte havde behov for langt mere hjælp, end systemet på nogen måde var indrettet på. Selv for guiden var det en prøvelse at blive sendt fra den ene sagsbehandler til den anden og at tilbringe timer i køer uden at kunne bestille tid og være sikker på, at det er den rigtige kø, man sidder i. Unge, der ikke forstår systemet, har ikke en chance.

Inden en løsladelse har man i det omfang, det har været muligt at finde en relevant person, udpeget en mentor, der mod et mindre beløb skal hjælpe den løsladte i den første svære tid med at finde sig til rette i samfundet igen. Der er ingen tvivl om, at denne mulighed er et godt og vigtigt initiativ til at afværge alt for mange misforståelser.

Personalets oplevelse af, at dem med fremmed baggrund fylder meget i hverdagen, er forståelig. Det er unge, der ofte ikke forstår eller misforstår, fordi deres ordforråd er mindre og anderledes end danske unges, det er unge hvis livsvilkår og livserfaring knytter sig til en ekstrem kort planlægningshorisont uden overblik over konsekvensen af egne handlinger. Det er unge, hvor en nul- tolerancepolitik mere bliver et spørgsmål om, hvem der snyder hvem end en lære af indhøstede erfaringer. Det er unge, der kun med støtte af en personlig mentor kan finde nødvendig hjælp, fordi socialforvaltningernes opbygning er blevet så kompliceret, at de ikke har en chance for at finde frem til rette sagsbehandler på egen hånd.
Det er kort og godt unge, der har det svært, fordi de bliver behandlet som danskere, også selvom de endnu ikke er det.