I den sidste halve snes år har folketinget igen og igen forhøjet strafferammer. Det er sket for at dæmme op for kriminaliteten, forklares det, og sandt nok har der, hvad nu hjemmerøverier angår, været tale om en række spektakulære sager, hvor folk pludseligt er blevet konfronteret i deres eget hjem med maskerede personer, som med vold eller trussel om vold har berøvet dem for hjemmets værdier. At statistikken dokumenterer, at det er en minimal andel af alle hjem, som har været udsat for den slags røverier, har slet ikke haft nogen effekt på den ret så hysteriske debat.

Men også den seneste strafforhøjelse her skaber problemer.

For det første afholder de højere straffe ikke personer med onde forsætter fra at begå forbrydelsen. De regner med ikke at blive afsløret – og så er det jo ligegyldigt for dem, om straffen er 2½ år eller 5.

For det andet giver strafforhøjelsen en falsk tryghed. De pågældende politikere tror, de bliver anset for at udvise og belønnet for handlekraft, og borgerne tror, at hjemmerøverierne stopper. Så derfor tager man ikke tilstrækkeligt effektivt og seriøst fat på den forebyggende indsats.

For det tredje holder argumentet om, at de pågældende forbrydere i hvert fald ikke kan begå ny kriminalitet, så længe de er spærret inde, ikke. Der bliver begået masser af forbrydelser af folk, der er spærret inde.

For det fjerde er denne slags strafforhøjelser ødelæggende for de indbyrdes proportionelle forhold, som efter almindelig (borgerlig) moral bør gælde mellem de forskellige forbrydelseskategorier: vold, sædelighed, berigelsesforbrydelser, drab, økonomisk kriminalitet, menneskehandel osv. osv. Når strafferammerne på den måde ændres stykkevis og delt, kan den overordnede struktur og sammenhæng ikke fastholdes.

Endnu en gang må vi her ved sommerferiens start konstatere, at dette delresultat ikke bidrog til, at folketinget(s flertal) og regeringen kunne bestå årsprøven.

Både den lovtekniske/juridiske og indholdsmæssige bedømmelse af denne nye lov giver – som tilfældet er det for en stor del af årets øvrige vedtagelser og beslutninger – en klar dumpekarakter.