De sidste ni år har været præget af nye tiltag både i straffeloven og i retsplejeloven, som angiveligt for at skabe sikkerhed mod terror har udhulet retssikkerheden for os alle sammen. Der er brug for en revision, skriver Bjørn Elmquist i sin kommentar.

Indgrebene kom i to store klumper: én i 2002 og én i 2006, men med mange “smådryp” undervejs. Det største “smådryp” var i 2009 – “lømmelpakken”, som skulle give politiet de nødvendige ekstraredskaber til klimatopmødet i København i december 2009.

Men nu her et års tid efter må det med beklagelse konstateres, at det mest markante, som kom ud af topmødet, er den beskæring af ytrings-, demonstrations- og forsamlingsfriheden, lømmelpakkens muligheder for præventive anholdelser indebærer. Reglerne var ikke en gang midlertidige, selv om man påstod, at det var specifikt på grund af topmødet, at de skulle sættes i værk.

Så her er en oplagt og hastende revisionsopgave.

Det samme gælder reglerne om visitationszoner, hvor Den europæiske Menneskerettighedsdomstol den 12. januar 2010 fastslog, at tilsvarende regler i Storbritannien indebar for stor risiko for vilkårlighed. Vi mangler stadig at se de danske regler indrettet efter den dom.

Men der er meget andet, som råber på et “serviceeftersyn”:

• adgangen til hemmelig bevisførelse i retssager om udvisning af terrormistænkte med anonyme advokater godkendt af PET på vegne af klienter, som de ikke må have kontakt med, og som ikke ved, hvem der er deres “forsvarer”.
• PET’s og FE’s adgang til at udveksle personoplysninger, også med udenlandske tjenester, uden nærmere vurdering af de enkelte oplysninger.
• PET’s ret til uden begrundelse at kræve fortrolige og private oplysninger om os alle fra andre forvaltningsmyndigheder.
• PET’s og FE’s ret til at diktere “den domstolslignende instans” Flgtningenævnet at afslå en asylansøgning, og pålægge nævnet at lyve over for ansøgeren og hans advokat om begrundelsen for afslaget.
• én dommerkendelse kan i tilfælde af terrormistanke tillade aflytning af en helt ubestemt kreds af ikke-mistænkte personer i op til fire uger, hvis blot den terrormistænkte kan tænkes at ville benytte de pågældendes telefon eller PC.
• – snifferprogrammer kan tillades lagt ind på en given PC, hvis indhold så løbende kopieres og sendes til snifferafsenderen (PET).
• – straffelovens § 114 e om den grotesk udvidede medvirkensregel i terrorsager, som i øvrigt nu “rigtigt” skal i brug og afprøves, efter at der af justitsministeren er rejst tiltale mod den kurdiske ROJ TV-station.

Osv., osv.osv.

Med henblik på denne forestående revision offentliggjorde justitsministeriet den 14. september 2010 en redegørelse om erfaringerne med denne lovgivning. Men det er – må jeg desværre konstatere – en tynd omgang.

Der er statistik i redegørelsen, men desværre ikke det, som kunne være relevant for en uvildig vurdering af praksis for begæringer om ransagninger, aflytninger (også af rum og computere), observationer/skygning (også via mobiltelefoner) og andre processuelle indgreb.

Og det nærmeste, man kommer kritik, er justitsministeriets gengivelse af PET’s ønsker om yderligere redskaber såsom brugerregistrering vedrørende taletidskort, internetcaféer, gratis hotspots og internetadgang på biblioteker mv. Der skal også ske en effektivisering og udvidelse af TV-overvågning i det offentlige rum og af brugen lister over flypassagerer.

Ikke ét eneste ord om behovet for at få rettet op på den indtrufne udhuling af retssikkerheden, så de retsgarantier og demokratiske principper, som vi jo alle så brændende ønsker at beskytte mod terroristernes angreb, på ny kan komme i højsædet.

Det er simpelt hen for dårligt, for det giver ikke sikkerhed, men usikkerhed og utryghed…….

Bjørn Elmquist