Her i 2009 fylder vor grundlov af 5. juni 1849 ”rundt”, nemlig 160 år. Der afholdes møder, den hyldes behørigt, og der fremføres aktuelle politiske budskaber. Hvad siger Lars? – hvad siger Helle?
Huskes må det imidlertid, at valgretten til Rigsdagen (Folke- og Landsting) i de første årtier var stærkt begrænset, udelukket var især kvinder indtil 1910´erne og Sønderjylland indtil 1920.
Huskes må det også, at det konserverende Landsting havde magt, indtil den nuværende grundlov fra 5. juni 1953 gennemførtes med Folketinget som eneste lovgivende instans.
Op til 1849-grundlovens 150 års jubilæum i 1999 blev der – bl.a. med midler fra Folketinget – igangsat betydelige kræfter, der nærmere skulle vurdere den gældende grundlov. Mange bøger blev udgivet og flere konferencer afholdt. Budskaberne var temmelig entydige, at der burde ske en ajourføring af grundloven på flere punkter. Men intet skete.
For den daværende SR-regering med statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen turde ikke nedsætte en grundlovskommission, der kunne lægge op til en grundlovsændring inden for et årti eller sådan. Og hvorfor turde regeringen så ikke det? ”Spøgelset” var især grundlovens paragraf 20 med dens regler om suverænitetsafgivelse til EU. Og i øvrigt var det i fuld forståelse med de store, gamle borgerlige partier (V og K). EU-relationen turde man ikke røre. Alle frygtede DF´s reaktion, og at partiet kunne vinde derpå.
Så 1953-grundloven ”halter videre” som måske den ringeste gældende grundlov i Europa (EU-Europa), idet den fx undlader omtale og beskyttelse af de menneskerettigheder, som Danmark har forpligtet sig til at overholde efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950´erne.
Flere andre forhold kunne nævnes som aktuelle grundlovs-svigt, fx Folkekirkens (statskirkens) placering, yderligere sikring af basale sociale/økonomiske rettigheder og af regler om ligestilling og ikke-diskrimination, hvortil kommer at de danske regler om erhvervelse af dansk statsborgerskab er ekstremt restriktive set i en europæisk sammenhæng.
Det kunne også overvejes, at Folketinget fik yderligere magt i forhold til regeringen, når det angår væsentlige udenrigspolitiske anliggender. Tilsvarende burde et rimeligt stort mindretal i Folketinget kunne få mulighed for at rejse sager om lovligheden af en regerings handlinger, så en regering ikke altid blot kan afværge kritik med henvisning til en beslutning fra et regeringsbærende flertal (90 mandater i tinget).
Årets grundlovsdag er den sjette siden Danmark i marts 2003 gik i krig i Irak under USA´s kommando som deltager i ”koalitionen af villige” – en i europæisk sammenhæng enestående handling, bortset fra Englands tilsvarende valg.
Efter grundloven må Danmarks krigsdeltagelse imidlertid vurderes at være grundlovsstridig, da grundlovens paragraf 19 efter sine forarbejder fra 1953 og praksis gennem årtier forudsætter, at angrebskrige kræver FN-mandat, hvilket som bekendt aldrig kom fra FN´s sikkerhedsråd i marts 2003, tværtimod!
25 borgere anlagde i 2005 en retssag mod staten (v/ statsminister Anders Fogh Rasmussen) med påstand om Irakkrigens grundlovsstridighed (ulovlighed). Først i foråret 2010 være der en prøvelse i Højesteret af, om de 25 overhovedet kan anerkendes som sagsøgere. Hvis de kan, vil selve sagen om krigens (u-)lovlighed sandsynligvis først finde sin afslutning efter yderligere nogle år. Er det ”fair trial”, og kan vi være tilfredse med et sådant tidsforbrug i domstolsprocessen – inden for rammerne af vor grundlov?
Trods alt: God Grundlovsdag