Retspolitisk Forenings formand Bjørn Elmquist skriver, at isolationsfængsling skal begrænses til ganske få timer, og i mange tilfælde kan erstattes af fodlænker.
Isolation af indsatte i fængsler bør reduceres, ja faktisk kun anvendes i ganske få timer.
Det gælder også de indsatte, der selv vælger isolationen. Dem er der 400 af i danske fængsler, skriver Kristeligt Dagblad her for et par dage siden og citerer afdelingsleder i Institut for Menneskerettigheder Peter Scharff Smith for at sige, at frivilligheden er en skærpende omstændighed.
I Retspolitisk Forening har vi i årtier ført en intens kamp imod isolation. Skadevirkningerne af permanent psykisk karakter er uafviselige, og det er da også lykkedes at få reglerne ændret betragteligt, så antallet og varigheden af isolationfængslingerne er reduceret.
Men kampen fortsætter lige så længe, som isolation stadig er lovlig. For så vidt angår den selvvalgte isolation er der imidlertid helt særlige aspekter, som må inddrages. Først og fremmest holdningen over for de forbrydelseskategorier, det drejer sig om: seksuelle overgreb mod børn og kvinder og stofmisbrugere med gæld.
Ingen kan forestille sig, at det bliver let. Se bare på holdningen i samfundet som sådan til pædofile, hvor det faktisk gennem længere tid er gået med fuld fart i retning af større fordømmelse og skrappere straf. Den holdning er bestemt ikke mindre udbredt eller håndfast blandt de indsatte i fængslerne og arresthusene.
Manglen på forståelse og tolerance spærrer også for at indføre alternativer til den traditionelle frihedsstraf – indespærring – som jo ellers kunne skaffe de pågældende indsatte ud af den omgivende verden, hvis reaktioner de frygter i en sådan grad, at de beder om isolation. De alternative indgreb, som især kunne komme på tale, er den elektroniske fodlænke. Efter nogen tøven, men inspireret af mange års brug i lande som USA og Sverige anvendes den nu herhjemme i ganske mange tilfælde og i princippet for frihedsstraffe på op til 3 måneders fængsel.
Den “indsatte” overvåges via fodlænkens elektroniske signaler af kriminalforsorgen, så man sikrer sig, at den pågældende døgnet igennem opholder sig dér, hvor kriminalforsorgen har foreskrevet (hjemme, på arbejdspladsen) og i hvert fald ikke på steder, hvor ophold er forbudt.
For at imødegå den udbredte “frivillige isolation” kunne man forestille sig specificeret ud på en sådan måde, at det ville kunne tilpasses de krav, som følger af den pågældendes kriminalitet og de forebyggelsesmæssige hensyn til undgåelse af recidiv, hvorefter fodlænke-ordningen kunne udvides til at omfatte også disse kategorier af indsatte.
Den fortsatte kamp mod isolation bør således udvides, så den også kommer til at omfatte en indsats for større tolerance for disse “forhadte” forbrydelser og forbrydere og en udvidelse af fodlænkeordningen i den skitserede retning.