I dag er “domstolslignende instans” i forhold til Flygtningenævnet ren new speak, dvs. noget snik-snak, som skal få folk til at tro, at nævnet stadig er uvildigt og uafhængigt, skriver formand for Retspolitisk Forening Bjørn Elmquist

Som lovgiver var jeg i 1980-90’erne med til at give Flygtningenævnet betegnelsen “domstolslignende instans”. Vi sikrede nævnet så megen uvildighed og uafhængighed, at der var substans i betegnelsen, der samtidig også var af besværgende karakter. Det da herskende flertal i Folketinget ønskede derved at fastholde hele systemet på en forpligtelse til ikke at angribe Flygtningenævnets integritet.

I de seneste tiårs tid er der imidlertid sket så indgribende ændringer i udlændingeloven mv., at betegnelsen er blevet tømt for substans. I dag er “domstolslignende instans” i forhold til Flygtningenævnet ren new speak, dvs. noget snik-snak, som skal få folk til at tro, at nævnet stadig er uvildigt og uafhængigt.

Dette har en række indlæg i Politiken i det sidste par uger beskrevet ganske dækkende. Men som endnu tydeligere  dokumentation skal jeg henvise til de bestemmelser i udlændingeloven, der forpligter Flygtningenævnet til at adlyde PET/FE, hvis disse sikkerhedstjenester meddeler, at en asylansøger af hensyn til statens sikkerhed skal have afslag. Og ikke nok med det. Flygtningenævnet kan også beordres til at give en falsk begrundelse for afslaget, så hverken ansøgeren eller dennes advokat får sandheden at vide.

Sådan en underordnelse strider naturligvis mod grundlovens principper for den dømmende magt og må sætte en definitiv stopper for Flygtningenævnets flotte  ekstratitel.

Men  måske er der “hjælpende sløring” på vej. Regeringen fik her den 28. maj  et nyt kapitel 7 b i udlændingeloven vedtaget i Folketinget. De nye regler går ud på,  at administrativt udviste udlændinge kan indbringe deres sag  for domstolene (i realiteten er det for en bestemt afdeling i Københavns Byret), hvor det pågældende retspersonale skal være sikkerhedsgodkendt af justitsministeriet (dvs.  PET), der også skal stå for godkendelsen af nogle såkaldt særlige advokater, som kan (tvangs)beskikkes for udlændingen ved denne særlige domstolsbehandling. At jeg har tilføjet “tvangs”, skyldes, at udlændingen ikke selv frit kan vælge sin forsvarer. Udlændingen kan selv vælge en “almindelig” advokat, men den særlige advokat må ikke frit kommunikere med hverken sin klient udlændingen eller den almindelige advokat, når først de hemmelige papirer er fremlagt.

Med andre ord: et endnu mere direkte anslag mod de “rigtige” domstoles og deres procedurers uafhængighed og uvildighed som garanter for Danmarks status som retsstat, som imidlertid intet reelt ændrer på Flygtningenævnets stækkede beføjelser.