Fem opfattelser af dommeres neutralitet

Jeg mener ikke, der findes et entydigt, simpelt argument mod, at dommere bærer religiøse symboler på baggrund af idealet om statslig neutralitet, skriver Nils Holtug. Han er leder af Center for Studier af Lighed og Multikulturalisme på Københavns Universitetet, og analyserer hvordan argumentet om at dommere skal fremstå neutrale kan opfattes på fem forskellige måder og til fordel for at tillade dommere at bære religiøse symboler  

Regeringen har udarbejdet det ventede lovforslag om dommeres fremtræden i retten, der indebærer, at dommere ikke længere må bære religiøse symboler ved retsmøder. Derudover indebærer forslaget også, at dommere ikke må fremstå på en måde, der udtrykker bestemte politiske holdninger, og at de skal bære kapper. Alt sammen med den erklærede målsætning, at dommerne skal fremstå neutrale.

Lovforslaget er en udløber af forårets debat, der især fokuserede på muslimske tørklæder, men det udelukker religiøse symboler helt generelt, og således også eksempelvis kors, kalot og turban. På den baggrund argumenteres der i lovforslaget for, at der ikke er tale om urimelig forskelsbehandling af religiøse grupper, og at forslaget ikke er uforeneligt med anden dansk lovgivning, eller med international lovgivning, som Danmark er underlagt.

Ideen om, at staten skal være neutral, spiller en vigtig rolle i den liberale tradition i politisk filosofi. Jeg bruger her ordet liberal i den betydning, ordet har i politisk filosofi, hvor det dækker over, at man tilslutter sig basale frihedsrettigheder som for eksempel ytringsfrihed og religionsfrihed, snarere end at man er tilhænger af et mere eller mindre ureguleret marked.

Neutralitetsidealet går tilbage til oplysningstiden, hvor liberale tænkere under indflydelse af datidens religionskrige forsøgte at formulere nogle principper for, hvordan forskellige religiøse grupper kan leve sammen på fair og fredelig vis. Tanken er derfor, at staten ikke bør favorisere nogle borgeres religiøse opfattelser eller livsanskuelser på bekostning af andres. Staten skal for eksempel ikke favorisere kristendom på bekostning af islam eller jødedom, ligesom den ikke skal favorisere klassisk ballet på bekostning af folkekomedier, det heteroseksuelle parforhold på bekostning af homoseksuelle parforhold, eller for den sags skyld ridebanespringning på bekostning af fodbold. På den måde er ideen om statslig neutralitet udtryk for en tanke om, at borgerne bør stilles lige, hvad angår deres mulighed for at leve i overensstemmelse med deres specifikke opfattelse af, hvad det gode liv består i.

Når regeringens lovforslag begrundes med neutralitet er der således tale om en specifikt liberal begrundelse, snarere end om en konservativ begrundelse, der for eksempel kunne tage udgangspunkt i det traditionelle forhold mellem stat og kirke i Danmark. I den offentlige debat bruges neutralitetstanken i stigende grad til at begrunde, at religionen skal begrænses i det offentlige rum, som blandt andre Anders Fogh Rasmussen har plæderet for. I realiteten er der dog ingen europæiske stater, der har vist sig villige til at føre sekulariseringen helt til ende, og der synes heller ikke i Danmark at være den store politiske villighed til for eksempel at afskaffe folkekirken, heller ikke hos statsministeren.

Selv om ideen om statslig neutralitet tilsyneladende er en simpel idé, så er der i realiteten flere forskellige måder at forstå den på; det vidner de senere års diskussioner inden for politisk filosofi om. Det betyder, at vi er nødt til at skelne mellem de forskellige måder at forstå statslig neutralitet på for at kunne tage stilling til, om statslig neutralitet taler for et forbud mod, at dommere bærer religiøse symboler.

Den mest almindelige måde at forstå statslig neutralitet på i den politiske filosofi er, at staten ikke bør begrunde sin politik ud fra en specifik opfattelse af, hvad det gode liv består i. Den bør for eksempel ikke basere sin politik på, at kristendom er den eneste sande religion. Derimod bør den begrunde sin politik ud fra liberale politiske opfattelser, der kun angår, hvordan samfundets basale institutioner bør indrettes.

Denne måde at forstå neutralitet på udelukker i praksis ikke særlig mange religiøse manifestationer i det offentlige rum. Og den er da også helt forenelig med, at dommere bærer religiøse symboler, hvis bare det begrundes på den rigtige måde. Hvis staten for eksempel begrunder dommeres adgang til at bære religiøse symboler med, at det er en del af deres religionsfrihed, så er det i den relevante forstand en neutral begrundelse, da religionsfrihed er et politisk princip snarere end en religion eller livsanskuelse.

En anden måde at forstå neutralitet på er, at borgerne i samfundet bør have lige muligheder, uanset hvilken religion eller livsanskuelse de har. Ideen er så, at hvis dommere ikke må bære religiøse symboler, så har alle dommere lige muligheder, uafhængigt af deres religiøse tilhørsforhold.

Det er dog ikke helt indlysende, at denne måde at forstå neutralitet på faktisk taler for et forbud. For det første fordi der jo kan være andre måder at give folk lige muligheder på: man kan faktisk tillade alle at bære de religiøse symboler, de nu engang foretrækker. Hvorfor så foretrække den form for ligestilling, der ligger i et forbud? For det andet er det ikke indlysende, at man giver alle lige muligheder ved et forbud. Det fremhæves i lovforslaget, at det stiller alle religioner lige. Men man kan jo diskutere, om det giver personer, der af religiøse grunde føler sig forpligtet på at bære religiøse symboler, lige så gode muligheder som ateister, der bedst udtrykker deres livsanskuelse ved netop ikke at bære sådanne symboler.

En tredje måde at forstå neutralitet på betoner, at staten, herunder dommere, skal optræde upartisk. Nogle debattører har i den forbindelse udtrykt bekymring for, at dommere, der bærer muslimske tørklæder, ikke vil optræde upartisk i retten. Her skal man dog være opmærksom på, at denne bekymring ikke går på symbolerne som sådan, men på den underliggende religiøsitet. Og man fjerner jo ikke religionen ved bare at fjerne symbolerne. Derudover kan man spørge, hvad grunden egentlig er til at tro, at religiøse dommere vil forholde sig mere partisk i retten end ikke-religiøse dommere?

Endelig findes der allerede etablerede mekanismer, som sikrer, at dommere ikke indgår i sager, hvor der kan sættes spørgsmålstegn ved deres habilitet. Det er i øvrigt en af grundene til, at dommerstanden selv har taget afstand fra et forbud.

En fjerde beslægtet måde at forstå neutralitet på angår, om dommere opleves som upartiske, snarere end om de rent faktisk er det. Denne forståelse kommer også til udtryk i lovforslaget, hvor der står, at dommere skal fremstå neutrale for dermed at »understøtte befolkningens almindelige respekt for og tillid til domstolene som den dømmende magt.«

Denne måde at forstå neutralitet på begrunder dog ikke uden videre et forbud. For det første er der tale om et helt generelt problem, der ikke kun angår religiøse symboler. Der kan jo være mange grunde til, at borgere ikke har tillid til dommeres upartiskhed. Den autonome kan have mistillid til, at borgerdyret i jakkesæt (eller for den sags skyld kappe) vil give ham en fair rettergang. Manden, der er anklaget for voldtægt, kan have mistillid til, at en kvindelig dommer vil give ham en fair behandling, osv. Hvis man for alvor skulle tage højde for, at folk kan nære mistillid til dommere, så ville det kræve langt mere vidtgående – og på mange måder uhensigtsmæssige – ændringer, end lovforslaget lægger op til.

For det andet er man nødt til at overveje, om det forhold, at nogle eventuelt er utrygge ved religiøse symboler er en tilstrækkelig god grund til at forbyde dommere at bære dem. Da der første gang kom kvindelige dommere, har der utvivlsomt også været nogle (mænd), der var utrygge ved, om disse dommere nu også kunne forholde sig rationelt og upartisk i retten. Men det har jo aldrig været et godt argument for at forbyde kvindelige dommere.

Der findes også en mindre principiel betydning af neutralitet, ifølge hvilken en person fremstår som neutral, hvis han eller hun ikke »vækker opsigt« eller »skiller sig ud«. Den har jeg ikke inddraget her, da det er ret tvivlsomt, om den kan danne grundlag for en liberal indvending mod, at dommere bærer religiøse symboler. For det første fordi det er forskelligt, hvad der opleves som opsigtsvækkende religiøs påklædning på tværs af forskellige kulturelle og religiøse grupper i samfundet.

Man kunne selvfølgelig forsøge at læne sig op ad, hvad majoriteten oplever som neutral påklædning, men så synes man at komme i konflikt med et andet barn af oplysningstiden, nemlig John Stuart Mills tanke om, at man skal beskytte minoriteter mod majoritetens tyranni.

Hvis der skal være tale om et godt liberalt argument for et forbud, så skal det være tilstrækkelig tungtvejende til at tilsidesætte et andet liberalt princip, nemlig religionsfriheden, der normalt antages at indeholde en ret til ikke bare at have en given religion, men også til at udtrykke den i form af religiøse symboler.

Jeg mener alt i alt ikke, der findes et entydigt, simpelt argument mod, at dommere bærer religiøse symboler på baggrund af idealet om statslig neutralitet. Det taler for fornyet overvejelse over, hvad liberale idealer egentlig indebærer, når det gælder religiøse symboler i det offentlige rum.

Ovenstående tekst har været bragt som indlæg i Weekendavisen 17. december 2008 under titlen: Tørklæde, kors og kalot i retten

Skriv et svar