I Fyens Stiftstidendes artikel “Første gang var i sjette klasse” beretter Niclas Nielsen om sin tilværelse som kriminel, og at han som løsladt sommetider savner at sidde i fængslet. Han mener at hjælpen til at forlade det kriminelle liv er for dårlig. Der er for meget skematænkning og for få krav.

Uddrag af artiklen:

“Niclas Nielsen kan se tilbage på et liv præget af et massivt stofmisbrug kombineret med et langt, kriminelt cv. Men for fem år siden fik han øjnene op for, at det ikke var sådan et liv, han ønskede at leve.

Men hvorfor kom det så vidt, at den ellers søde og velopdragne dreng fra det pæne hjem i Næsby pludselig havde begået flere røverier, end han kan huske, og ofte sad med nålen i armen?

Og endnu vigtigere: Hvordan kom han ud af livet som misbruger og kriminel?

…

– Jeg er enebarn og var møgforkælet. Men i virkeligheden savnede jeg nærværende forældre, der tog mig alvorligt og fastsatte nogle grænser, siger han.

Hans mor ville gerne have, at han blev læge. Alt andet var ikke fint nok. Facaden var vigtig i det lille hjem, så naboen kunne se, at der var tjek på tingene.

– Jeg følte aldrig, at jeg blev accepteret, som den jeg var. Jeg skulle hele tiden opføre mig anderledes for at passe ind i en bestemt verden, som mine forældre havde opstillet for sig selv.

…

Han har tilbragt i alt fem år i 19 fængsler og arresthuse. At han i 14 af sine foreløbig 35 år har været på stoffer.

Da Niclas Nielsen blev teenager og begyndte at hænge ud med vennerne om aftenen, skulle han aldrig være hjemme på et bestemt tidspunkt. Måske en drømmesituation for mange unge, men i dag er Niclas ked af, at forældrene heller ikke satte grænser dér.

– Noget af det værste, man kan gøre som forældre, er ikke at sætte klare grænser op. Grænser viser kærlighed. At der er nogen, der bekymrer sig om én.

Fodboldvennerne blev langsomt skiftet ud med knallertvenner, og der gik ikke lang tid, før der kom hash på bordet. Det stigende forbrug finansierede han ved at stjæle fra tankstationer eller ved indbrud i villaer. Hashen blev suppleret med amfetamin, og den blev ret hurtigt skiftet ud med heroin og kokain.

Og så skulle der laves rigtig mange penge. På et tidspunkt arvede Niclas en lille sum penge, og for dem købte han et parti hash. Stoffet blev en handelsvare, der gav ham penge til eget misbrug.

Men det var ikke nok, og hverdagen blev fyldt med røverier, indbrud og tyverier. Han har været helt derude, hvor han lavede et røveri for 600 kroner. Ren overlevelse husker han.

– Mens jeg var i det, længtes jeg tit efter at komme ind og sidde, for dér var ro, regelmæssighed og grænser. Jeg var i en periode hjemløs, og fængslet gav mig det, jeg ellers ikke fik: En seng, naboer, mad, en betjent, der trods sit utaknemmelige job, åbnede min dør hver morgen og sagde “godmorgen Niclas, skal du have et eller to stykker brød?”

– Også i dag kan jeg ind imellem savne livet bag tremmer. Derinde stresser man ikke rundt, som man gør ude i det virkelige liv. Det lyder absurd, men man skal ikke glemme, at der trods alt er en dagligdag bag de faste gardiner, en dagligdag vi som samfund kunne bruge konstruktivt, men som desværre er præget af “dem og os”- tankegangen.

…

Alligevel har Niclas Nielsen ikke meget ros tilovers for den måde, kriminelle behandles på i de danske fængsler. Der er ingen hjælp at få, hvis man vil ændre på sit liv. Stod det til ham, skulle resocialiseringen begynde straks. Ikke, som han selv har oplevet, 14 dage før man bliver løsladt. Og samtalen, et par uger før friheden ventede, gik oftest kun ud på det praktiske i forbindelse med løsladelsen: Hvor skal du bo, hvilken sagsbehandler skal du tilknyttes?

– Det svarer til, at hvis bilen gik i stykker, satte man den i garagen i tre måneder for så at regne med, at den var køreklar, når man tog den frem igen. Det holder ikke, der skal kigges grundigt på den, og det skal man også gøre med de indsatte. Der skal snakkes motiv, håb, mål og ønsker for fremtiden. Så længe vi ikke gør det, vil samme mand lave samme handling igen og igen. Statistikken taler sit tydelige sprog.

Vendepunktet for Niclas Nielsen kom, da han mødte nogle af sine egne, der var kommet ud på den anden side. Via projektet “Kris Danmark” lærte han at begå sig i den normale verden igen. Hos Kris Danmark blev der ikke lagt fingre imellem, og det var det, han havde brug for.

– De sagde ligeud: “Niclas, dit liv er sgu en vittighed”. Og først dér begyndte jeg at holde op med at lyve for mig selv. I mit hoved var det alle andres skyld, at jeg ikke kunne finde ud af det. I virkeligheden var det min egen hjerne, der blokerede for mine drømme. Det har sagsbehandlerne måske også sagt til mig, men de har brugt så fine ord, at jeg ikke har forstået det.

Kris Danmark arbejder med aktiviteter og uddannelse for at få kriminelle og stofmisbrugers øjne op for de muligheder, de har. Kris står for “Kriminelles Revanche I Samfundet“.

– Tidligere har jeg siddet over for socialrådgivere, der bare kiggede i deres skemaer for at sørge for, at de blev krydset rigtig af. Jeg vidste, at hvis jeg bare sagde ja og nej på de rigtige tidspunkter, så fik jeg mine penge og kunne fortsætte mit liv.

– Det er hårdt at skulle leve et almindeligt liv, når man har været i det kriminelle miljø. Der er en masse frygt, for man skal forlade det eneste liv, man kender. Det svarer til, at man forlanger, at folk, der bliver kastet ind i junglen, skal kunne forsætte deres normale liv.

Niclas synes, at noget af det vigtigste, de kriminelle skal lære, er, at der er et fællesskab, som vi alle er en del af. Det er ikke “dem imod os”. Vi har en fælles sparegris, som det er dumt at stjæle fra.

Vejen til et liv uden kriminalitet og stoffer er, ifølge Niclas Nielsen, at tilbyde hjælpen lokalt – dér hvor den kriminelle har sin hverdag. Og så skal man tilknytte kontaktpersoner, der har erfaring med livet på den anden side af loven.

– Væk med fine teorier og spørgeskemaer og tag i stedet og kig på den person, der sidder over for dig. En almindelig sagsbehandler er ikke altid den rette til at tale med en hårdkogt kriminel. De er ofte konfliktsky og bliver måske bange, hvis den kriminelle råber højt. Men det gør han, fordi han er frustreret over sit liv. Ansæt i stedet én, der har overskud til de mennesker, og spar den tid, der går med at krydse af på et papir.

– Der skal være et misbrugscenter og et værested i hver kommune. Her skal være nogle aktiviteter. Det skal bare være noget simpelt som for eksempel at male en bænk. Klarer man det, får man det bedre og har overskud til at gøre mere. I de store misbrugscentre er der ofte ikke tid til brugeren og til at være fleksibel.

…