Man kan måske sige at demokratierne er ved at blive til gerontokratier – samfund præget af de gamles magt, skriver professor Hanne Petersen fra Juridisk Institut i en analyse af sammenhængen mellem demografi, demokrati, retspolitik, globalisering og problemerne omkring Ungdomshuset
“Kan grækere og tyrkere blive europæere? Det er det næste skridt. Jeg siger som filosoffen Kant: Vi lever på en kugle, og på en kugle er der den logik, at du ikke kan bevæge dig væk fra andre. Hvis afstanden øges på den ene side af kuglen, mindskes den tilsvarende på den anden side. Kant antog på baggrund af Jordens rundhed, at det er naturens idé, at vi skal have fælles foreninger for menneskeheden. Før eller siden vil det ske, tror jeg. Vi bliver verdensborgere, vi er alle i samme båd. Enten surfer vi sammen, eller også synker vi samtidigt. Forskansningen er en meget kortsigtet løsning. Der er ingen lokale løsninger på planetariske problemer.”
Citatet er fra Sociolog Zygmunt Bauman: Egentlig er jeg ikke en rejsende person, interview i Politiken 12. juni 2004
I den vestlige verden inklusive Danmark har vi ikke mindst efter årtusindskiftet været vidne til en retspolitik, der har været præget af ’nul-tolerance’, skærpede straffe og skærpet udlændingepolitik. Den vestlige verden har, som den polsk-britiske jøde Zygmunt Baumann skriver, forskanset sig.
Vesten har forskanset sig imod omverdenen, og til det formål har retspolitik og udlændingepolitik været væsentlige instrumenter.
Ved hjælp af konstante lovgivningsændringer og ændrede signaler i politiske forhandlinger er fremmede – i praksis muslimer – blevet udelukket fra at få adgang til nationalstater i Europa inklusive Danmark og fra at få adgang til medlemskab af EU.
Det ser i stigende grad ud som om de vestlige samfund også forskanser sig indadtil imod deres egne befolkninger og ikke mindst imod deres egne unge – eller dele af dem.
Alle vestlige samfund er i disse år præget af en alderssammensætning, hvor aldersgennemsnittet er meget højt, og hvor fertiliteten er ofte meget lav. En meget stor del af befolkningen er aldrende.
Man kan måske sige at demokratierne er ved at blive til gerontokratier – samfund præget af de gamles magt. I det omfang unge mennesker bliver en numerisk minoritet i et samfund, vil de i sagens natur også få vanskeligt ved at få politisk gennemslag i et system, hvor det er stemmer, der tæller.
Dette er særlig tydeligt for etniske unge, hvor vi da også i de senere år har set flere sammenstød imellem etniske unge og det politiske system. Konflikterne i Paris forstæder i efteråret 2005 er det mest dramatiske eksempel.
I Danmark har vi en situation, hvor etniske unge mænd er overrepræsenterede i kriminalstatistikken.
Ungdomshuset og problemerne
I december måned 2006 foretog dansk politi nogle af de mest omfattende anholdelser siden 2. verdenskrig. De fandt sted efter de demonstrationer, der var rettet mod truslerne om rydningen af Ungdomshuset, Jagtvej 69. Ved den efterfølgende domstolsprøvelse afviste domstolene i langt de fleste tilfælde at følge anklagemyndighedens påstand om varetægtsfængsling under henvisning til manglende beviser.
Den 1. marts 2007 udførte politiet det, Baumann i anden sammenhæng kalder en ’spektakulær aktion’, der førte til rydningen og i den følgende uge til den fuldstændige nedrivning af Ungdomshuset. Baumann skriver i et interview om ”the unwinnable war” at vi i dag ser et stadigt stigende antal ’spektakulære aktioner’, hvis formål er terrorbekæmpelse. De tjener efter hans opfattelse til at legitimere en svækket stat, der igennem disse aktioner viser sin styrke og sin nytte overfor ængstelige (og ofte aldrende) borgere.
Selve rydningen af Ungdomshuset i marts foregik ifølge mediedækningen hurtigt og effektivt og stort set uden sammenstød imellem politi og unge. Rydningens art lagde imidlertid grunden til den opfattelse af tilstanden omkring rydning og nedrivning som en ’undtagelsestilstand’, som dominerede både offentlighedens, mediernes og domstolenes forståelse.
Antallet af anholdelser i marts 2007 var langt større end i december 2006, og dermed altså langt de største efter 2. verdenskrig. Til trods for det fulgte domstolene denne gang anholdelserne op med varetægt i langt større omfang.
Der blev efter rydningen indført en form for selektiv undtagelsestilstand i visse ’visitationszoner’, der sammen med masseanholdelserne utvivlsomt var beregnet på at føre til en afskrækkelse af unge mennesker, og utvivlsomt med en vis effekt.
Kort tid efter rydningen udgav dagbladet Information et tillæg, der var redigeret og skrevet af unge med tilknytning til Ungdomshuset. De skriver bl.a. at frygten for det anderledes og frygten for uforudsete hændelser bruges som løftestang til at skabe mere stats- og politikontrol, og de beskriver ransagninger, der minder om desperate hævntogter.
De kritiserer det, de kalder ”lov og orden fetichisme”, repressive kontrolforanstaltninger, symbolsk konfrontation, snigende mistænkeliggørelse, krænkende overvågning. Og de sætter deres egen situation ind i en større sammenhæng og kræver staten draget til ansvar:
”Det kan være svært at se disse sammenhænge og se, hvor voldeligt et ansigt et tilsyneladende fredeligt andedams-Danmark har. Men det er disse sammenhænge, vi ser og reagerer på, når vi demonstrerer, kaster med brosten, bz’er, blokerer veje, laver koncerter osv. Det er alt sammen en hel masse strategier til at skabe en anden struktur, hvor der er friere rammer, og et forsøg på at sætte foden ned, når noget er uacceptabelt. At reagere fordi det er ens pligt. Drage den danske stat til ansvar for det, den ellers formår at løbe fra. Krig i Irak, deportationer af desperate mennesker, der er truet på livet, og alle de andre overgreb, som er meget indirekte, men dog er en direkte konsekvens af et kapitalistisk system… I de vestlige samfund er der intet, der er værd at kæmpe for. Intet at dø for. Så hvis man kæmper for noget, er det nærmest til grin. Ingen kan tage det alvorligt. Det forventes at man vokser fra det.”
Behov for demokrati der rummer ungdomsminoriteters retspolitik
Der er blevet fokuseret meget på de unges voldelige fremfærd, og der er med god grund taget afstand fra denne fremfærd.
Men det er nok også nødvendigt at gøre sig klart, at det er væsentligt for et demokrati at sikre kanaler og processer, der kan opfange retsfølelsen hos en ’ungdomsminoritet’, der hverken har stor økonomisk eller politisk magt og indflydelse. En demokratisk retspolitik må tage hensyn til både de unge og de nye og ikke kun til de gamle. Vi kan ikke fjerne os geografisk fra hinanden uden at komme nærmere hinanden. Vi kan heller ikke fjerne os aldersmæssigt fra hinanden uden igen at blive mere afhængige af hinanden.