Det er jo ikke ligefrem en “kioskbasker”, at justitsministeriet nu giver regeringen medhold i udsagnet om, at der ikke er noget i EU’s Finanspagt, som efter grundloven nødvendiggør en folkeafstenmning om dansk tiltræden.

Man kunne jo forledes til at antage, at regeringens hast med for flere måneder siden straks at fremsætte lige præcist det udsagn, længe inden justitsministeriets jurister overhovedet havde haft lejlighed til at analysere indholdet, var så at sige formålsbestemt. Med andre ord: så vidste regeringens embedsmænd, hvad de havde at forholde sig til.

Nu må vi jo så allesammen til at studere justitsministeriets analyse og konklusion nærmere. Det, jeg allerede har “kastet mig over”, er spørgsmålet om de “varige og bindende bestemmelser, helst i forfatningen, eller på anden måde, der sikrer, at de (forpligtelserne til at undgå for store underskud) fuldt ud overholdes og efterleves gennem hele den nationale budgetproces.” (Citat fra Finanspagtens artikel 3.)

Justitsministeriet skriver derom i sit notat (side 17), at det er oplyst, “at bestemmelserne i Finanspagtens artikel 3, stk. 1, vil blive gennemført i en kommende (dansk) budgetlov, som vil indeholde krav til de årlige finanslove. Desuden er det oplyst, at det er hensigten, at den kommende budgetlov vil bygge på et bredt politisk forlig mellem politiske partier i Folketinget.”

Notatets konklusionen er derefter, at grundlovens bestemmelser om suverænitetsafgivelse ikke kommer i spil. Det hele klares på nationalt plan.

Keine Hexerei, nur Behändigkeit…..

Kendsgerningen er imidlertid, at den skitserede ordning til gennemførelse af dansk deltagelse i Finanspagten ikke bliver af en sådan karakter, at underskudsbegrænsningsforpligtelsen i Danmark bliver bindende for Folketinget, og slet ikke får forfatningskarakter.

Der er således ingen, hverken danske eller EU-myndigheder, som vil kunne protestere over for domstolene, her eller i Luxembourg, hvor EF-domstolen jo har til huse, og dér påstå misligholdelse af forpligtelsen, hvis et simpelt flertal i Folketinget måtte gå hen senere igen og ændre den pågældende budgetlov vedtaget med et stort flertal.

Domstolene ville naturligvis heller ikke kunne gennemtvinge en evt. indsigelse om, at det, som “et bredt politisk flertal” havde vedtaget, så blev ændret ved en lov vedtaget helt i overensstemmelse med den i grundloven beskrevne procedure af et enkelt eller simpelt flertal.

Jeg har selv i mine næsten 15 år i Folketinget stemt for love sammen med hele resten af Folketinget, som så senere hen er blevet ændret af et flertal på bare én stemme. Der findes nemlig ingen mellemting rent juridisk mellem en almindelig lov og grundloven. Ikke i Danmark.

Det korte af det lange er, at vi her overværer endnu et “fifleri af rang” i forhold til vores EU-medlemsskab.

Hvor er det beskæmmende, at Danmark på den måde på skrømt er med, ja som formandsland går i spidsen…når vi i realiteten snyder i den grad på vægten….

Bjørn Elmquist