Kriminolog Jørgen V. Jepsen, tidligere formand for Retspolitisk Forening, skriver i en kommentar om konfliktråd, at Danmark bør lære af de udenlandske gode erfaringer med alternative straffe.

I forbindelse med SFs beslutningsforslag om udvidet brug af konfliktråd har de Konservatives retsordfører Tom Behnke blandt andet fremført, at SFs forslag om at lade konfliktrådsbehandling træde i stedet for straf for visse mindre lovovertrædelser ikke er acceptabelt.

Tom Behnke henviser dels til, at man med det fremsatte forslag kan bringe ofret for den begående handling i en prekær situation, dels ved at denne får ”magt over” gerningsmanden ved at kunne bestemme, om denne skal straffes eller ej, dels ved at denne magt kan misbruges til at påtvinge gerningsmanden for urimelige vilkår.

Når man ser på de positive erfaringer, der er indvundet i løbet af nu mange år, hvor konfliktrådsbehandling af straffesager har været praktiseret i udlandet, forekommer disse indvendinger både urealistiske og unødvendigt indskrænkende for at udvikle nye og mere positive sanktionsformer i Danmark.

Det er vigtigt at se på, hvad resultatet af en sådan konfliktrådsbehandling kan være. Det er for snævert, hvis man kun betragter dette som en slags mentalhygiejnisk foranstaltning for gerningsmanden – og ofret –  og ikke ser det udlignende potentiale, som er knyttet til såkaldt ”restorative justice” eller ”genoprettende ret”, som det er blevet kaldt her i landet.

Det er efter denne opfattelse vigtigt, at gerningsmanden ikke blot angrer sin krænkelse (hvilket imidlertid er en del af processen), men også foretager sig noget, der kan bidrage til at genoprette den forårsagede skade eller krænkelse, også ud over de blotte verbale udtryk for undskyldning. Betaling af erstatning er en måde, at foretage genoprettelsen på.

Men i andre lande med omfattende erfaring med restorative justice,  hvor man udviser større fleksibilitet og fantasi, end vi gør her i Danmark, har man udviklet en palet af muligheder, som det kunne være værd at se på.

At genoprette eller kompensere for skaden ved fx at reparere en beskadiget ting (ved fx hærværk og graffiti) eller ved at hjælpe den forurettede på andre måder (slå græs, male et plankeværk) kan man opnå en positiv løsning, der både kan tilfredsstille den krænkede og give krænkeren en mulighed for at gøre skaden god igen.

I selve processen kan man indføre en mæglingsperson, som kan formidle forhandlingerne om en løsning og hjælpe med at finde konstruktive udveje.

Samtidig kan mægleren påse, at løsningen er rimelig for begge parter og således hverken giver ofret for megen magt eller lader gerningsmanden slippe af krogen uden i det mindste alvorligt at fortryde sin handling.

Det er imidlertid vigtigt, at en sådan proces med genoprettende ret ikke bare bliver et supplement til straf, men træder i stedet for straf.

Man undgår en stempling af gerningsmanden og en mulig forråelse og marginalisering af denne ved at sende den pågældende i fængsel, hvilket som bekendt indebærer risiko for yderligere kriminalisering.

Samfundet må vel være bedre tjent med en ordning, som både gerningsmand og offer kan acceptere.

Spørgsmålet er kun, om tidens krav om stadig mere straf kan trænges i baggrunden for en sådan mere human og rimelig ordning. Faktisk indebærer genoprettende ret en  psykologisk kraftigere, men også mere acceptabel, påmindelse til gerningsmanden. Kun et stædigt krav om straf for enhver pris kan tale imod en sådan ordning, der genopretter balancen i samfundet i stedet for at fortsætte vendettaen.

For dem, der som Tom Behnke er betænkelig ved, hvordan en sådan ordning vil virke i praksis, kan jeg henvise til erfaringerne fra Norge, Tyskland, USA, Canada, New Zealand, Sydafrika og flere andre.

Jeg håber, at ungdomskommissionen vil se på disse erfaringer, men jeg mener, de er så veldokumenterede, at der ikke er grund til at vente med at sætte dem i værk i Danmark, der er overforsigtigt, når det gælder forsøg med nye sanktionsformer, når det går på tværs af den strafferetlige konservatisme.

I betragtning af den ildhu, hvormed man øger strafniveauet uden at tage hensyn til viden om effekterne af de evindelige strafskærpelser, måtte det være muligt at forsøge alternative løsninger, der har vist sig givende i andre lande.