Med alle tiltag mod kriminalitet sigtes der mod at undgå forbrydelser. En udbredt teori er, at afskrækkelse er både effektiv og tilstrækkelig med hævn som det afgørende element. Men også andre aspekter skal med, når sanktionerne beskrives og lovhjemles, og når der i den enkelte sag sker konkret udmåling, skriver Bjørn Elmquist.

Nogle hævder, at udtrykket “øje for øje og tand for tand” er et godt grundlæggende princip for, at reaktionen ikke bliver for slap. Det er imidlertid ikke er korrekt. Tværtimod er dette en angivelse af et strafmaksimum for at gøre op med den praksis, hvor man måtte betale med sit liv, hvis man havde voldt skade på en andens person. I stedet skulle reaktionen afpasses personskadens omfang og alvor, så der blev en form for proportionalitet mellem ofrets skade og den skade, gerningsmanden skulle bøde med på egen person.

Faktisk kræver det en vis  sublimeringsproces, før begrebet straf bliver så rummeligt, at der også er tilstrækkelig plads til andre aspekter end hævnen.

Strafskærpelsen efter besættelsestiden og reaktionen imod

Umiddelbart efter 2. verdenskrig genindførte man her i Danmark dødsstraf med tilbagevirkende kraft. Argumentet var, at besættelsen  havde hindret de danske myndigheder i, i rette tid og fremadrettet, at  tilpasse lovgivningen  vedrørende samarbejde med og (pro)aktiv støtte til den tyske besættelsesmagt.

Men var den reelle  baggrund ikke frygten for, at dele af befolkningen ellers selv ville  tage hævnen i egne hænder? Og at der generelt var så dårlig samvittighed over  besættelsestidens officielle danske  følgagtighed , at indsigelser mod dødsstraffen og de andre stramninger kunne risikere at blive udlagt som manglende dansk sindelag?

Efter relativt få år indfandt “bondeangeren” sig dog. Dødsstraffen blev igen opgivet, hvorefter der gennem de følgende årtier foregik en modsatrettet humanisering. FN og Europarådet blev dannet, og respekten for menneskerettigheder vandt frem. Både den universelle menneskerettighedserklæring og den europæiske trådte i kraft, og Domstolen (EMD) i Strasbourg begyndte at håndhæve respekten for det enkelte individ. Hertil hørte – og hører – de retsgarantier, som kræver retfærdig rettergang, og forbuddet mod umenneskelig behandling, også af kriminelle..

I det hele blev vores samfund mere og mere tolerant. 1970′ og 1980’erne bød på en række lempelser i strafferammerne, lige som nye sanktionsformer dukkede op og afsoningsvilkårene forbedredes.

Alt det skete naturligvis ikke uden sværdslag.

Blødsødenhed og pladderhumanisme var også dengang etiketter, som ofte blev sat på udviklingen. Men forskellen var, at datidens kritik var rettet mod  flertallet (i folketinget, blandt organisationer, hos meningsdannere osv.), hvorimod det jo i dag  siden 2001 er et voksende folketingsflertal, en enig regering og de fleste politiske kommentatorer, som går ind for og kræver de idelige stramninger.

At de “forstokkede” – eller skal vi i al fairness kalde dem “modstanderne af den da herskende opfattelse”?  –  stod den gang relativt svagt, tilskriver jeg det faktum, at Den kolde krig  jo prægede en stor del af debatten helt frem til Murens og Sovjetunionens fald. Også den del af debatten, som vedrørte vores hjemlige retlige forhold.  Der var derfor snævre grænser for, hvor meget “man” kunne angribe princippet om respekt for menneskerettigheder, humanisme mv. uden at  fremstå som modstander af den vestlige verdens frihedsidealer og værdier.

De “kloge” sanktioner

I dag er den “politiske korrekthed” vendt helt omkring. I det sidste årtis lemmingeagtige amokløb for strengere straffe udsprunget af større egoisme  væk fra solidaritet og samfundssind er tilslutningen til velanbragt forebyggelse i sanktionsanvendelsen svundet ind.

Mest illustrativt er det at begynde med de for mig at se mindst kloge sanktioner (dødsstraffen ser jeg her helt bort fra):  langvarig fængselsstraf under meget barske vilkår, hvor uddannelse, udgange og andre resocialiseringstiltag er “en by i Rusland”. Helt frakende denne form for sanktion en vis præventiv effekt vil jeg ikke, men man kommer let til  at overdrive den  forebyggelse, der i kraft af afskrækkelsen ligger i den. De fleste personer er  nemlig overbeviste om, at de “aldrig blive afsløret”. Alligevel  sker det jo heldigvis  nok så tit, og så indebærer denne sanktion en meget stor risiko for, at den dømte hurtigt efter sin løsladelse til sin tid  falder tilbage til ny kriminalitet, ofte af ligeartet karakter.

Man må nemlig gøre sig klart, at den løsladte typisk står  dårligt rustet til at klare hverdagens krav uden for fængslets mure: uden arbejde og med ingen eller beskeden uddannelse, ingen indtægt, boligløs og uden familie og netværk, bortset fra kriminelle, ofte yderligere belastet af stor forfalden gæld. De odds er nærmest uoverstigelige.

Den dystre situation kan forbedres ved at ændre på  bare nogle af forholdene: tilbud om uddannelse under afsoningen, opbygning/fastholdelse  af relationer til familie og “positive” netværk, udbygning af kommunernes pligt til at tilbyde bolig, udslusningsforløb under den sidste afsoningstid , løsladelsespenge, gældsordninger  osv.

Iflg. gældende regler bliver der taget hånd om noget af dette, men stramningskampagnen  har svækket den indsats ganske væsentligt. Budgetforbedringer på de områder er  ikke på dagsordenen, når der forhandles finanslov. Tværtimod. Opmærksomheden og presset ligger på sparekrav, bortset fra “flere penge til politiet”. Hvis kriminalforsorgen overhovedet tilgodeses, er det for at forøge fængslernes “indre og ydre sikkerhed”, så  indespærringen bliver mere effektiv.

Det er ikke “politisk korrekt” at stå fast på krav om flere ressourcer til den præventive del af indsatsen eller at understrege behovet for at udbrede  alternativerne til fængselsstraffene i det hele taget.

Her tænker jeg bl.a. på betingede domme med vilkår om samfundstjeneste. De har eksisteret her i Danmark i nu en snes år og er ret beset en succeshistorie. Statistikken viser, at recidivet (tilbagefald til ny kriminalitet) er klart lavere end ved de ubetingede domme..

Et andet alternativ er  afsoning i eget hjem med  elektronisk fodlænke, hvor man kan  fortsætte  uddannelse eller arbejde , ligesom familielivet kun i mindre omfang   forstyrres.

Så er der ordningen med konfliktråd, hvor offer og gerningsmand bl.a. i voldssager mødes, dog kun under forudsætning af, at begge parter indvilger deri, og der sker ingen reduktion af den straf, som idømmes.

Ordningen har i mange år haft gavnlig effekt i vores nordiske nabolande. Ofret får (igen) en tryghedsfornemmelse i sin dagligdag og psykisk oprejsning ved at møde gerningsmanden ansigt til ansigt og dér konstatere, at han slet ikke var noget monsteragtigt overvæsen, men en helt ordinær person “skåret ned til naturlig størrelse”, som man ikke skulle gå rundt i evig frygt for på ny at træffe. Og gerningsmanden fik korrigeret sine relationer til andre mennesker ved at blive konfronteret med og lært respekt for en person, han havde krænket. Det har fået mange af dem til at afholde sig fra igen at “slå på tæven”.

Her i foråret synes ordningen omsider at have fået sit gennembrud  i Danmark. De to østjyske politikredse har haft 31 sager med konfliktråd. Nu skal man  i gang med at analysere dem, så det kan konstateres, om de positive erfaringer i nabolandene også gør sig gældende her.

Fremtiden

Udover håb om, at stramningshysteriet ophører, og at vilkårene for resocialisering forbedres, har jeg et par konkrete ønsker tilæ nye tiltag :  mindre anvendelse af straffeattester ved ansættelse specielt i den private sektor og kategorisk forbud mod anbringelse af frihedsberøvede mindreårige i anstalter, hvor der også er voksne kriminelle, så den skadelige form for påvirkning afskæres.

Ja, og så bør den kriminelle lavalder forhøjes ” tilbage”  til de 15 år.

Imidlertid er jeg ikke optimistisk med hensyn til  fremtiden.  Efterhånden er tough on crime og zero tolerance blevet  idealet langt ind i det politiske  centrum-venstre.

Allermest ildevarslende  ledsages denne holdning af  aldeles kritik fra flere folketingspartier af domstolene for manglende  efterrettelighed over for de politiske signaler (læs: diktater): “Der afsiges alt for mange betingede domme…de forhøjede strafferammer slår ikke igennem….osv. I visse tilfælde endog ytret i forhold til stadigt verserende sager.

Den slags udmeldinger skaber en situation, der i den grad rokker ved grundlovens § 3 om magtens tredeling, at det giver  mindelser om  systemet i Sovjetunionen, DDR og 1930’ernes Tyskland og Italien samt diktaturer rundt om i verden helt aktuelt, hvor det politiske flertal både laver lovene, udøver magten bl.a. som anklager og bestemmer, hvad dommene skal gå ud på.

Og vagthunden, pressen,  har som oftest helt andre prioriteringer.

Det er ikke demokrati, men den afart, der kaldes  demokratur.

Bjørn Elmquist, advokat formand for Retspolitisk Forening  har skrevet kommentaren til CEVEA