I anledning af politiets “terroraktion” den 11. december udtaler formand for Retspolitisk Forening, Bjørn Elmquist:
Hvor er det forstemmende igen og igen med al den panik, som kommer til udtryk, når politiet skrider til anti-terror aktioner. Mønstret er det samme som tidligere. Politiet smider et kæmpenet ud og anholder bredt.
Statsminister og justitsminister sender med stor politisk opbakning alarmerende meddelelser ud om onde mennesker herhjemme, som vil angribe vores demokrati, og pressen sluger det hele råt. Uskyldsformodning og erfaring fra tidlige tilsvarende aktioner er glemt og borte.
Ved grundlovsforhørene fremstilles ca. 1/3 af de anholdte, og af dem løslades adskillige på grund af manglende mistankegrundlag. Med foreløbig opretholdelse af sigtelserne, helt som sædvanligt.
Hvorfor tænker alle de højtråbende sig dog ikke om, før de i den grad spreder panik og utryghed i store dele af befolkningen?