Retspolitisk Forening sendte en delegation til Sverige for at følge en svensk retssag. Besøget viste, at der er store forskelle i, hvad man forstår med offentlighed i retsplejen i Danmark og Sverige. Danmark har meget at lære. Læs her Henri Brudzewskys reportage fra og kommentarer til turen.

Ved generalforsamlingen sidste år i Retspolitisk Forening blev dannet en gruppe, der vil beskæftige sig med retssager og herunder offentlighed. Gruppen og andre medlemmer af foreningen har besøgt Helsingborgs Tingsrätt, og forventer flere efterfølgende besøg ved svenske domstole.

Skønt jeg ikke er jurist – eller måske netop derfor – har jeg i omkring 25 år været opmærksom på nogle svagheder ved det danske retssystem, specielt hvad angår borgerlige sager hvor opmærksomheden på retsgarantier ikke synes lige så stor som ved straffesager. Endnu værre ser det ud hvad angår sager der foretages bag lukkede døre, hvoraf der årligt foretages mindst fem tusinde inden for familieretten.

I enhver sådan sag optræder mindst fem aktører, alle med en mere eller mindre skjult dagsorden.
At hver af sagens formelle parter har en dagsorden er indlysende. Mindre indlysende er det, at de advokater, der specialiserer sig i familieret, også kan have en skjult dagsorden. En fordel for dem kan det være, at de som følge af de lukkede døre helt er unddraget offentlighedens kontrol.

Mindst indlysende er det, at cvildommeren næppe kan være unddraget enhver tvivl om hæderlig adfærd. Når en dom omgøres ved anke til landsretten vil i det mindste nogle dommere føle, at de mister prestige. Alene det forhold kan medføre at de når dommen skrives ved deres skelnen mellem væsentligt og uvæsentlig ubevidst vælger hvad der minimerer risikoen for en omgørelse.

Hertil kommer at en dommer, der selv har oplevet en måske smertefuld skilsmisse, løber en overordentlig stor risiko for ubevidst at støtte den ene part til skade for den anden.

Vi véd fra veldokumenterede undersøgelser, at de fleste mennesker ubevidst filtrerer deres oplevelser i forhold til deres sym- og antipatier. Dette overordentlig vigtige forhold er der ikke i vort system taget effektivt hensyn til.

Professor dr.jur. Stig Jørgensen skrev i Advokatsamfundets tidsskrift Lov & Ret december 1995 bl.a.:
»Især på to afgørende felter har man prisgivet retssikkerheden til fordel for bekvemmeligheden: Den manglende protokollation af parts- og vidneforklaringerne, (…) Sagen er nemlig den, at dommeren bevidst eller ubevidst kan indrette sin beskrivelse af forklaringerne og sine fortolkninger ud fra den i forvejen tilkendegivne opfattelse, og i den overordnede ret vil man da ikke alene skulle bevise sine påstande, men også at dommeren i underinstansen har beskrevet forklaringerne forkert, og hvordan skal man bære sig ad med det, når der ikke findes nogen attesterede protokollater?«

Besøget i svensk retssal
Retspolitisk Forenings udsendte gruppe blev venligt modtaget af Rådmand [byretsdommer] Stefan Reimer. En af deltagerne i arrangementet var ankommet i så god tid at hun nåede at sætte sig ved en de dataterminaler som er noget af det første man ser når man træder ind i en svensk retsbygning. Men hun afbrød sin søgen da oplysningerne forekom hende at være så private, at de næppe kunne være beregnet for hende. Men det omvendte var tilfældet. Hvem som helst skal have adgang til oplysning om næsten hvad som helst af det der foregår, både ved de almindelige domstole og ved forvaltningsdomstolene. Dette kendetegner den større åbenhed hvorved Sverige på mange områder adskiller sig fra Danmark.

Dommer Reimer havde berammet tiden for retsmødet således at hans danske gæster ikke skulle alt for tidligt hjemmefra. Da han tillige ikke kunne forudse hvor mange tilhørere der ville være til stede, havde han reserveret den forholdsvis rummelige retssal 4. I denne sal sidder størsteparten af tilhørerne ganske vist bag en glasvæg, men det viste sig for vores vedkommende at være en fordel fordi vi da kunne tale dæmpet indbyrdes.

Normalt undlader man længst muligt at beramme retsmøder til fredagene, der på den måde fungerer som en reserve. Derfor kunne vi ikke opleve en af den slags møder der hos os normalt foretages bag lukkede døre. I stedet kunne dommeren byde på en ganske spændende straffesag.

Ved dommerpanelet forrest i den omtrent kvadratiske sal sad i midten retsformanden, den eneste juridiske dommer. Til højre for ham sad to nämndemän [omtrent som vore domsmænd, men med højere status]. Nærmest til venstre for retsformanden og bag en dataterminal sad rettens notarie [en juridisk uddannet sekretær som senere forventes udnævnt til dommer], og til venstre for hende den tredje nämndeman. Til højre, ved væggen vinkelret på dommerpanelet, sad anklageren, og lige over for ham, altså til venstre for dommerne, fandtes vidneskranken hvor politiets våbenekspert allerførst, stående foran en mikrofon, ord for ord måtte gentage den vidne-ed som blev ham dikteret af retsformanden. Bag vidneskranken fandtes fem stole af hvilke to var optaget af civilklædte politifolk under uddannelse. Bag disse stole fandtes den glasvæg som adskilte “tilhørerlogen” fra selve salen. Midt over for dommerne sad tiltalte Ali Rebeen med forsvarsadvokat Thorsten Tullin ved sin højre side. I bageste højre hjørne sad to fængselsbetjente.

Det meste af tiden sad retsformanden magelig tilbagelænet, afslappet og tilsyneladende med åbne sanser iagttagende enhver nuance i tale og bevægelse. Da jeg siden omtalte denne iagttagelse for Stefan Reimer, bekræftede han at det var en af fordelene ved, at han når som helst, det måtte vise sig nødvendigt, kunne støtte sig både til notariens referater og til lydoptagelserne. Og naturligvis til hvad nämndemännen havde at sige.

Også for tiltalte – eller i borgerlige sager for sagens parter – samt for advokaterne må det være betryggende og dermed mindre stressende, når man véd at alt væsentligt der siges dokumenteres ved rettens lydoptagelser – og i øvrigt kan suppleres med optagelser på ens egen, medbragte optager.

Sagsbehandlingen
Dommer Reimer bad politiets ekspert Lars Henriksson om også at forevise de to skydevåben for rettens danske gæster.

Maskinpistolen (præcis fem centimeter kortere end et A4-ark) var ikke større end at man uden alt for stort besvær kunne skjule den i en inderlomme – hvor sikkert også den tilhørende lyddæmper kunne få plads. Affyringen kunne ske enten hel- eller halvautomatisk.

Forsvarsadvokat Thomas Tullin og de fire dommere prøvede efter forevisningen af maskinpistolen med den “almindelige” pistol i højre hånd at rette dens laserstråle mod forskellige mål i salen. En rød plet markerede det sted man med absolut sikkerhed havde ramt hvis pistolen havde affyret de ligeledes fremviste patroner. Også en lyddæmper til dette våben fik vi forevist.

For mig er der ingen tvivl om, at disse våben var udrustet til at kunne dræbe mennesker.
Er Ali Reeben, der som barn kom fra Irak med sine forældre, en stakkel, som hensynsløse bagmænd har vildledt, og derfor, som forsvareren påstår, bør frifindes? Eller véd han udmærket hvilke farlige mordvåben han har haft liggende hos sin veninde og derfor, som anklageren påstår, bør have en streng fængselsstraf? Jeg aner det ikke – godt at jeg ikke er en af de tre lægdommere.

På mig – og måske også på lægdommerne – virkede Ali Reeben troværdig og angrende. Nogen videregående uddannelse har han ikke, hvilket dog ikke garanterer at han er en dumrian. Og dog. Fra arrestationen den 4. april til i dag har han kunnet bruge en hel måned til at indøve den uskyldiges rolle. Jeg kan ikke se bort fra, at han tidligere er blevet dømt for strafbare forhold.

Efter en procedure, der varede 30 minutter, fik vi uden for retssalen lejlighed til at snakke med både anklager og forsvarer om blandt andet fordele og ulemper ved en forlængelse af varetægtsfængslingen. Skønt forsvareren havde påstået, at Ali Reeben straks bliver sat på fri fod, fik jeg det indtryk, at fortsat varetægtsfængsling ville være en klar fordel. En fortsat varetægtsfængsling medfører, at en eventuel fængselsstraf straks skal afsones, altså uden forudgående arbejdsmæssig og psykisk belastende ventetid. Hertil kommer at tiden i varetægtsfængsel bliver fratrukket en fængselsstraf.

Fængslingen blev forlænget med én uge. Forkyndelse af dommen blev berammet til fredag, og man lovede at man samme dag vil sende os både domsudskrift og kassetter med båndoptagelserne fra mødet.

Først herefter vil det sidste punktum kunne sættes i denne beretning som jeg – for at kunne fastholde den umiddelbare oplevelse af besøget – lige nu skriver på i toget fra Helsingborg.
Men det sidste punktum må af hensyn til bladets deadline vente til senere.

Foreløbig må vi nøjes med, at Ali Reeben blev “påföjd Fängelse 1 år 6 månader för grovt vapenbrott (9 kap 1 § 2 st vapenlagen (1996:67)), narkotikabrott (1 § 1 st 6 p narkotikastrafflagen (1968:64)), rattfylleri (4 § 2 st trafikbrottslagen (1951:649)) og narkotikabrott (1 § 1 st 6 p och 2 § narkotikastrafflagen (1968:64)).

Den nye arbejdsgruppe
Retspolitisk Forening har oprettet en gruppe, der bl.a. vil se nærmere på afviklingen af retssager. Enhver aktivitet som kan bidrage til et bedre justitsvæsen er velkomment. Det kan være med litterære bidrag, med studiebesøg eller med indsamling af erfaringsmateriale. I praksis er gruppen åben for enhver som kan bidrage til dens formål.