Østre Landsret har i december måned afsagt to bemærkelsesværdige domme om udvisning af udlændinge, der efter PET’s og Integrationsministerens opfattelse var til fare for statens sikkerhed. Begge sager er behandlet efter de nye regler i udlændingeloven, hvorefter en del af retshandlingen kan gennemføres uden tilstedeværelsen af den udviste og dennes advokat. Læs bestyrelsesmedlem Leif Hermanns kommentar til dommene.
Når det forholder sig sådan, er grunden, at PET ikke i et retsmøde, hvor udlændingen og dennes advokat er til stede, vil fremlægge beviser, der evt. afslører efterretningstjenestens samarbejde med fremmede efterretningstjenester. Det er i hvert fald den officielle forklaring. Den udvistes interesser varetages under denne del af sagen af en særligt udpeget advokat, som ikke må drøfte de ”hemmelige” oplysninger hverken med sin klient eller dennes advokat. Kort og godt har vi i Danmark i sådanne sager nu et vist mål af hemmelig retspleje, hvilket naturligvis har givet anledning til massiv kritik.
Det har derfor været imødeset med spænding, hvordan domstolene ville behandle de første sager, der blev indbragt efter de nye bestemmelser.
Det grundlag, som retten skal træffe afgørelse på, er ikke alene de relevante bestemmelser i udlændingeloven og straffeloven, men tillige bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med tilhørende praksis efter Menneskerettighedsdomstolen. Domstolen har i februar 2009 taget stilling til en lignende situation, der forekom i Storbritannien, hvor man også har et regelsæt, der ligner reglerne i udlændingeloven. I denne dom, som ganske vist angik frihedsberøvelse, udtalte Menneskerettighedsdomstolen bl.a., at den frihedsberøvede gennem det åbne materiale skal modtage tilstrækkelige oplysninger om beskyldningerne imod ham til, at han på effektiv måde kan give instruktioner til den særlige advokat.
Man sender en venlig tanke til tidligere justitsminister Ole Espersen der i 1988 tog initiativ til, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev en del af dansk ret og dermed skal indgå i rettens juridiske bedømmelse på linje med de nationale danske regler i udlændingelov og straffelov.
Det gør Østre Landsret eftertrykkeligt i begge sager. I den første sag om udvisningen af en iraker, der var mistænkt for at hverve terrorister til indsættelse i Irak mod de fremmede styrker, nåede retten frem til, at der i den åbne del af sagen var tilstrækkeligt med materiale til en effektiv instruktion af den særligt upegede advokat. Men landsretten lægger tillige vægt på, at en del af det centrale bevismateriale blev fremlagt i de åbne retsmøder og anfører, at dette materiale yderligere blev bestyrket under den hemmelige del af processen. Måske kan man deraf slutte, at de hemmelige retsmøder ikke kan bruges til at fremdrage helt nye beviser, men alene kan medvirke til at understrege alvoren i det, der er kommet frem i de åbne møder.
Den anden sag, der drejer sig om den tuneser, der var mistænkt for at medvirke til planlægningen af et drab på en af Jyllandspostens Muhammedtegnere, nåede rettens flertal frem til, at den pågældende ikke har haft mulighed for på tilstrækkelig effektiv måde at instruere den særlige advokat, og domstolsprøvelsen af afgørelserne lever derfor ikke op til de krav, der stilles efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Retten tilsidesatte derfor såvel Integrationsministerens vurdering af, at udlændingen er til fare for statens sikkerhed, som udvisningen og tilkendte en erstatning.
I begge sager er det altså afgørende for dommens udfald, at der i den åbne del af sagen, fremføres tilstrækkeligt med konkret bevismateriale til, at den udviste har mulighed for at forsvare sig og instruere den særligt udpegede advokat.
Dermed stiller disse afgørelser et meget stort spørgsmålstegn ved hele meningen med den hemmelige del af retshandlingen. Hvis Integrationsministeren og PET ikke vil frem med konkrete beviser i den åbne del af sagen, kan de næppe fremføre dem bag de nedrullede gardiner, hvor den særligt udpegede advokat ikke må kommunikere med sin klient.
Dette bør give det meget store folketingsflertal, der i maj 2009 vedtog at indføje bestemmelser om hemmelige retsforhandlinger i udlændingeloven, anledning til alvorlig eftertanke. Ikke mindst i betragtning af, at de blev indført af hensyn til den netop ”frifundne” tuneser.