Beklageligt fald i domme om samfundstjeneste

Den netop offentliggjorte statistik over domme til samfundstjenste i 2011 viser en beklagelig og ærgerlig udvikling. På voldsområdet er både antallet og andelen (af det samlede antal domme) faldet og har gjort det siden 2009.

Sådan set er det naturligvis positivt, om der bliver mindre voldskriminalitet, for det betyder færre ofre.

Men at andelen af domme, hvor der ikendes samfundstjeneste, bliver mindre og mindre, er skidt. Normalt er der nemlig langt færre af dem, der får samfundstjeneste, som falder tilbage til ny kriminalitet, end tilfældet er for dem, som bliver sendt i fængsel uden videre. Det er derfor, mange af os kalder samfundstjeneste for en “klog” sanktion. Den får mange af de dømte ind på helt andre spor i tilværelsen.

Statistikken netop offentliggjort af justitsministeriet går ikke ned i, hvad forklaringen kan være på denne ildevarslende udvikling.

Er det mon al den hylen og skrigen, der har været fra flere sider i den politiske og den samfundsmæssige debat med krav om strengere straffe?

Fra Retspolitisk Forenings side vil vi herved gerne opfordre alle landets dommere og domsmænd m/k til igen i højere omfang at “tænke og dømme klogt”.

Bjørn Elmquist
fmd.
RPF

Skriv et svar