Kronborg, Annette, Lisa Holmfjord, Nell Rasmussen & Ida Koch (red.): Forældreansvarsloven – når der er vold i familien, Nyt Juridisk Forlag, 2011

af Jannie Dyring
Forfatterne til denne bog angiver, at formålet med udgivelsen er at belyse, hvorledes den retlige regulering af forældres indbyrdes konflikter om deres barn kan opleves af den primære omsorgsperson for barnet, når der er vold i familien. Gennem fem primære omsorgspersoners fortællinger om, hvordan det opleves at tage ansvar for både barn og konflikt på én gang, belyses udvalgte problemstillinger i forældreansvarsloven. Udgangspunktet i bogen er den forhandlingssituation, som en voldsramt primær omsorgsperson befinder sig i ved deltagelse i statsforvaltningens forskellige processer, herunder vejledningsmødet, børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling samt evt. under domstolenes behandling af en sag om forældremyndighed, bopæl og/eller samvær.
Bogens primære omsorgspersoner er alle kvinder. Valget af kvinder som fortællere er dels begrundet i, at kvinder i højere grad end mænd er udsat for vold fra en partner, dels i at forfatterne har haft lettere ved at komme i kontakt med kvindelige voldsudsatte primære omsorgspersoner. Hertil kommer, at det fortsat er det hyppigst forekommende, at kvinder er de primære omsorgspersoner for børn, hvilket endvidere kort belyses i et historisk perspektiv.
Fortællingerne er blevet til på baggrund af interview med de primære omsorgspersoner, hvorefter deres fortællinger er blevet bearbejdet og i bogen gengives i anonymiseret form. I forbindelse med hver af de fem fortællinger og deres problemstillinger er der knyttet en retlig kommentar om det gældende retsgrundlag, hvor der særligt fokuseres på hvordan lovens formål om at sikre barnets kontakt med begge forældre fremtræder. Den retlige kommentar til fortællingerne suppleres af en psykologfaglig kommentar med følgende to fokuspunkter: 1) et indirekte børneperspektiv, som er orienteret mod, hvilken betydning kvindernes oplevelser og forståelser af situationen har for deres eget velbefindende, stabilitet og forældreressourcer, og hvilke mulige konsekvenser de beskrevne hændelser/konflikter og moderens tilstand kan have for barnet/børnenes trivsel, udvikling og relation til begge forældre; og 2) et direkte børneperspektiv, som er orienteret mod sagsforløbenes betydning for børnene, herunder hvordan de bliver inddraget, og hvorledes fordringen om barnets bedste forstås og tilgodeses i fortællingerne.
De fem fortællinger og kommentarerne hertil refererer til følgende problemstillinger: ligestilling og ligeværd, barnets ret til to forældre, kommunikation, forældremyndighed og samvær. Fortællingerne efterfølges af et kapitel om den eksisterende viden om volds velfærdsmæssige betydning for forældreparrets børn samt et kapitel om vold i henhold til forældreansvarsloven. Afslutningsvist er kommunens handlemuligheder ved vold optrykt som bilag 1 og forældreansvarsloven som bilag 2.
Bogens fortællinger repræsenterer fem forskellige oplevelser af vold i familien. Fortælling 1 (Line – ligestilling og ligeværd), med en dominerende, kontrollerende og efter samlivsbruddet chikanerende partner, hvor parterne i vidt omfang selv har søgt at løse deres indbyrdes konflikter – bistået af statsforvaltningens processer om ”hjælp til selvhjælp”. Fortællingen illustrerer, hvorledes de indbyggede magtforhold i relationen mellem parterne slår igennem på den måde, at den mindst hensynsfulde forælder kommer til at stå stærkest, idet pågældende er mindre optaget af at tilgodese hensynet til barnet, samtidig med at pågældende opfattes som den mest forhandlingsvillige, idet pågældende blot ønsker en ligedeling som forudsat i loven. Den psykologfaglige kommentar fastslår i denne fortælling, at ingen af de forhold, som er væsentlige for at tilgodese barnet ses repræsenteret i statsforvaltningens behandling af sagen.
Fortælling 2 (Ida – barnets ret til to forældre), er illustrativ for den udvikling der er sket i forhold til spørgsmålet om forældremyndighed, som fra at være et vilkår, der skulle tages stilling til i forbindelse med en skilsmisse, nu antager karakter af et forhandlings- og aftalespørgsmål mellem forældre. Således har skilsmissen i henhold til lovgivningen ikke længere retlig betydning for forældreskabet, hvorfor det er forældrene selv, der skal tage ansvar for fordelingen af børnene, ud fra forældreansvarslovens ideal om samarbejdende og ligestillede forældre. Fortællingen viser bl.a., at det at leve i et forhold med vold kan være så nedbrydende for den voldsramte person, at pågældendes evne til at beskytte sine børn kan svækkes i en sådan grad, at modet og ressourcerne til at føre en sag om forældremyndighed og samvær er udelukket, hvilket medfører, at forældreansvarslovens hovedregel om fælles forældremyndighed og samvær kommer til at danne grundlag for børnene, uanset at dette ikke er godt for dem.
Fortælling 3 (Anne – kommunikation), er egnet til at anskueliggøre konsekvenserne af strukturreformen fra 2007, som medførte, at alle sager nu skal starte i statsforvaltningen, og alene kan indbringes for domstolene, såfremt forældrene ikke når til enighed i statsforvaltningen. Da udgangspunktet i forældreansvarsloven er fælles forældremyndighed og samvær, har statsforvaltningen sit fokus rettet mod at motivere forældre til at samarbejde om selv at håndtere deres konflikter. Risikoen ved manglende samarbejde kan være mistede rettigheder, og gevinsten en bevarelse heraf. Hermed kommer de forskellige processuelle redskaber i statsforvaltningen til at antage pædagogisk frem for retlig karakter. Dermed bliver det essentielt, at den enkelte forælder så at sige kan fremlægge sin version af virkeligheden og gå i dialog med den anden forælder om dennes opfattelse med henblik på at nå til en indbyrdes enighed. Er en forælder derfor bange for, at den anden forælder efterfølgende vil bruge det som fremføres mod børnene, så vil denne forælder naturligt være tilbageholdende med at fremkomme med oplysninger f.eks. fra børnene. Den ringe adgang til at aftale et individuelt møde i statsforvaltningen bidrager yderligere til, at oplysninger om forholdene ikke kommer frem. At indkalde barnet til samtale kan tilsvarende forekomme lettere, end at oplyse sagen på sædvanlig vis ved at indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder. Ud fra en psykologfaglig vurdering både disciplinerer og underminerer et forhold med vold og trusler den voldudsattes selvtillid og styrke, ligesom fortsat uafklarede forhold og gentagne sager omkring spørgsmål i henhold til forældreansvarsloven slider såvel på den primære omsorgsperson som børnene. Særligt påpeges det, at børn er i vanskelige loyalitetskonflikter – og videre selv kan indtage eller blive tildelt en rolle som mægler mellem forældrene – en rolle som er dømt til at mislykkes, men kan have fatale konsekvenser for barnets selvopfattelse. Inddragelsen af barnet i statsforvaltningen bidrager ikke til at etablere et fortrolighedsrum for barnet, men finder reelt set sted med henblik på udredning, således at der f.eks. kan træffes en afgørelse om samvær. Det anføres, at barnet inviteres til åbenhed i forhold til et formål, som barnet ikke selv kan overskue.
I fortælling 4 (Sofie – forældremyndighed), lægges der i byretten vægt på, at samarbejde er muligt og dermed til børnenes bedste. Tilsvarende lægger byretten til grund, at faderen ikke er beruset, når han har børnene på samvær, hvilket ligeledes fører til en forventning om samarbejde og kommunikation mellem forældrene. Det anføres, at der synes at herske det rationale indenfor retsområdet, at jo tættere på idealforestillingen om forældres samarbejde det enkelte forældrepar er, desto mindre behøver en sagsbehandler eller dommer at sætte sig ind i sagen eller oplyse denne. Således vil f.eks. en afgørelse om at tillægge den ene forælder forældremyndigheden kræve mere sagsforberedelse, end blot at følge lovens hovedregel om fælles forældremyndighed. Dette fører til, at voldsudsatte bliver ekstra udsatte ved en mere overfladisk sagsbehandling, og dermed at udsatte børn risikerer at bliver yderligere udsatte på grund af forældreansvarsloven. Den vægt der lægges på, hvem af forældrene der vil være bedst til at sikre børnenes kontakt med den anden forælder medfører endvidere, at en voldsudsat forælder med eneforældremyndighed forpligtes til at samarbejde med den voldelige forælder uanset volden, idet forældreansvarsloven ikke sondrer mellem sager med vold og andre sager om brud på samarbejdspligten. I den psykologfaglige vurdering påpeges det, at langvarige opslidende processer skaber usikkerhed – udover selve procesbelastningen. Tilsvarende fremføres det, at der bør foreligge klar dokumentation for en forælders ændringsproces i forhold til f.eks. vold, såfremt forælderen skal gives del i forældremyndigheden over børnene.
I fortælling 5 (Ditte – samvær), illustreres det, at samvær kan etableres som to helt adskilte verdener for barnet, hvor begge forældre har rettigheder, og det i øvrigt er forældrenes ansvar, at barnet kan rumme de adskilte verdener, eller samarbejde om at lade verdenerne mødes. Det fremføres, at fastsættelse af overvåget samvær for at ”løbe et samvær i gang” mest af alt fungerer, som en ansvarliggørelse af bopælsforælder i retning af en mere velfungerende samværsordning. Det fremgår, at den familieretlige forståelse af familien er, at en familie er individer i konflikt – og dermed med interessemodsætninger – som normaltilstand. Af den psykologfaglige vurdering fremgår bl.a., at trusler om at begå selvmord er utrolig disciplinerende for modtageren af en sådan trussel.
I bogens kapitel 3 belyses den eksisterende viden om vold mellem forældre. I kapitlet indgår et skøn over udbredelsen og omfanget af den partnervold der begås af nuværende eller tidligere partnere, ligesom det anføres, at voldsudøvere helt overvejende er mænd. Centralt er det, at to tredjedele af de kvinder, der udsættes for vold, har børn, som dermed direkte eller indirekte påvirkes af volden. Der henvises til, at vold i parforhold er en proces med en glidende overgang mellem konflikter og vold, og hvor volden kan have såvel som fysisk som psykisk karakter. Hvor voldsudøveren udvikler kontrolstrategier, udvikler den voldsudsatte tilpasningsstrategier – strategier som samlet bidrager til en ”voldsspiral”. For den voldsudsatte – som er bogens fokus – fører voldsspiralen til en nedbrydning af grænser og personlighed og opbygning af et negativt selvbillede. En udvikling som over tid kan føre til, at den voldsudsatte mister sit selvværd samt sin dømme- og handlekraft med en svækket forældre- og omsorgsevne overfor børnene til følge. Hvor det er anerkendt viden, at børn som direkte udsættes for vold får dybe og langvarige skader, så fremføres det tilsvarende i kapitlet, at børn, der er vidner til vold, kan tage skade i samme omfang, som var volden rettet direkte mod dem selv. Børn er således ikke reelt udenforstående betragtere. Oplevelsen af vold i hjemmet medfører derimod, at barnet ikke længere opfatter hjemmet som et lige så trygt sted. Tabuiseringen af vold hindrer barnet i at få bearbejdet de traumer, som volden har medført. Børns reaktioner på vold er individuelle, men der er en tendens til, at børn får såvel store indadrettede følelsesmæssige problemer som udadrettede adfærdsmæssige problemer. I familiesager, hvor vold har været involveret, bør der således være stærke indikationer for at tage udgangspunkt i, at en samværsordning er til fordel for barnet.
Bogens sidste kapitel handler om vold ifølge forældreansvarsloven. Kapitlet indleder med at fastslå, at det for en gruppe primære omsorgspersoner ikke er muligt både at give barnet en god opvækst og respektere den anden forælders rettigheder. Den voldsramtes behov for støtte og forældreansvarslovens udgangspunkt i individuelle rettigheder medfører, at den voldsramte primære omsorgsperson ikke er i stand til at værne sig selv og barnet mod den anden forælders rettigheder i forhold til barnet. Ofte er volden ikke tilstrækkeligt dokumenteret eller er ikke alvorlig nok til, at den voldelige forælder mister sine rettigheder i henhold til loven. Konsekvensen heraf er, at de børn, som lever eller har levet i familieforhold med vold, bliver omfattet af lovens hovedregel om samarbejdende forældre, der sammen beskytter deres børn mod deres indbyrdes konflikter. Men disse børn burde i stedet omfattes af lovens undtagelse, således at de dermed kunne opnå den beskyttelse, der knytter sig til denne. Kapitlet afsluttes med en problematisering af forældreansvarslovens hovedregel og undtagelse i sager om såvel forældremyndighed som bopæl og samvær. Der argumenteres for, at forældreansvarslovens hovedregel har et for vidt anvendelsesområde, og at lovens undtagelse bør styrkes med henblik på at sikre nogle bedre retlige rammer for primære omsorgspersoners mulighed for at opdrage deres børn. Det er i denne sammenhæng bemærkelsesværdigt, at flere af bogens fortællinger bærer præg af, at statsforvaltningen aldrig blev sat i en situation, hvor den skulle tage stilling til vold, hvilket må ses begrundet i, at det er parternes eget ansvar at fremkomme med oplysninger om voldelig adfærd, og ikke statsforvaltningen som skal oplyse sagen. Statsforvaltningen arbejder derimod ud fra det rationale, hvor forældre skal bringes sammen, tage ansvar for deres indbyrdes relation og samarbejde om et velfungerende samvær for deres fælles børn i et fremadrettet perspektiv. Orienteringen mod fremtiden medfører, at behovet for kendskab til baggrunden for sagen bliver af underordnet betydning og sagsforberedelsen ligeså. Den manglende forberedelse medfører, at møderne – såvel i statsforvaltningen som de forberedende møder ved domstolene – er uformelle, hvilket levner rig plads til, at en eksisterende magtbalance mellem forældrene bliver afgørende for, hvorledes parterne agerer til disse møder, hvilket på afgørende vis svækker den svagere parts position d.v.s. den voldsramtes. Samlet fremføres det, at hovedreglen om stærke forældres individuelle rettigheder overfor deres børn i henhold til forældreansvarsloven blev til på bekostning af de udsatte børn i lovens undtagelsesregel. Kapitlet afrundes med et forslag til ændring af forældreansvarsloven med henblik på regulering af vold samt andre overgreb. Ifølge forslaget bør vold og andre overgreb udskilles fra vurderingen af barnets bedste, således at vold mod den primære omsorgsperson medfører, at den voldelige forælder mister adgangen til at se sit barn, medmindre den primære omsorgsperson samtykker, eller barnets anmoder om det, når det er f.eks. 15 år.
Bogen skal læses og forstås på baggrund af sit udgangspunkt og sine præmisser, d.v.s. som en belysning af nogle af de konsekvenser af forældreansvarsloven, som rammer forældre, som ikke er i stand til at honorere lovens idealforestilling om to godt samarbejdende forældre. I så henseende er bogen illustrativ i forhold til at belyse, hvorledes forældreansvarsloven ikke er egnet til at tage hånd om de familieforhold, som har brug for lovens beskyttelse – konkret når der optræder vold i familien. Bogens emne er vanskeligt at belyse, idet dokumentationen for vold ofte er fraværende eller utilstrækkelig. Når det alligevel er lykkedes at sandsynliggøre dette element i bogens casemateriale er dette alene forfatternes fortjeneste. Det er både relevant og nødvendigt at belyse området med inddragelse af nøgterne og konkrete fortællinger. I relation til forældreansvarsloven og dens samspil med tilstødende lovgivning rejser bogen tilsvarende spørgsmål i forhold til politiets praksis ved modtagelse af anmeldelser om vold, adgangen til at opnå beskyttet adresse, udstedelse af polititilhold samt statsforvaltningens underretning af kommunen. For nuværende er det blot at håbe på, at bogens budskab vil nå en bred skare af læsere, samt at det kommer til at indgå som en del af den proces, som i løbet af 2012 må formodes at lede frem til en revision af forældreansvarsloven.