Forfatterarkiv: Bjørn Elmquist

Om Bjørn Elmquist

Bjørn Elmquist er forsvarsadvokat og har siden 2004 været formand for Retspolitisk Forening. Bjørn Elmquist er født i Svendborg den 13. november i 1938, opvokset i København og blev uddannet som jurist i 1963. Han arbejdede de første otte år af sin karriere i Udenrigsministeriet, blandt andet ved den danske EF-mission i Bruxelles. I 1971 blev Bjørn Elmquist ansat som EF-korrespondent ved Danmarks Radio, hvor han var frem til 1979. Det år blev han valgt til Folketinget for Venstre, som han forlod i 1990. Frem til 1994 var han journalist på TV-Avisen på DR og formand for Amnesty Internationals danske afdeling. I 1994-1998 blev han igen valgt til Folketinget, men denne gang for Det Radikale Venstre. Han sad som formand for Folketingets Retsudvalg. Siden 1998 har han praktiseret som forsvarsadvokat.

Uansvarlig justitsminister-reaktion på eksplosion i strafmassen

Strafmassen har i årets første del nået uanede højder – og overstiger nu allerede tidligere års samlede tal. Men landets justitsminister siger bare, at det har han det fint med…!!

Det burde straks udløse ministerstorm og trusler om mistillidsvotum og ville vel også gøre det i de fleste lande, vi normalt ønsker at sammenligne os med.

Men problemet i disse år her i Danmark er, at den siddende regering fører højreoppositionens politik på dette område, så der er intet håb om den slags ellers rimelige afstraffelse.

Strafmassen når man frem til ved at gange antal personer i fængslerne med antallet af dage, de sidder inde. Det er såmænd ikke så indviklet.

Det er heller ikke indviklet, at jo længere folk sidder i fængsel, desto sværere er det bagefter at få dem resocialiseret, altså ud i samfundet som gode borgere. I stedet falder de efter løsladelsen meget ofte tilbage i ny kriminalitet. Det viser al erfaring og forskning. Og skulle man ikke selv vide det, så kan justitsministeren bare lytte til sit eget ministeriums forskningschef. Hun siger og skriver det gang på gang.

Der er også Det kriminalpræventive Råd, som jo finansieres af offentlige midler. Derfra er beskeden præcist den samme: stor strafmasse er af det onde for samfundet. Både for potentielle ofre for nye forbrydelser, for dem, der begår forbrydelserne, og deres familier samt for samfundet – også økonomisk.

Ved finanslovsforliget i december lykkedes det Enhedslisten at få afsat flere penge til kriminalforsorgen, så det hele kom til at fungere bedre. Men det holder bestemt ikke længere. Med denne eksplosion i strafmassen ryger kriminalforsorgen ind i ny økonomisk krise med for få pladser og for få ansatte.

Men justitsministeren har det altså fint med alt det her….

Bjørn Elmquist
formand for Retspolitisk Forening.

Statsadvokats “frifindelse” af ni politifolk bør omgøres

Hvis man går over for rødt lys, slipper man ikke for bødeforlægget ved at sige, at det vidste man da ikke var forbudt…

Heller ikke tyven, voldsmanden eller røveren går fri med den undskyldning. Det er ikke alene, fordi det da er så indlysende, man ikke må stjæle, slå eller berøve nogen, men fordi der gælder et princip om, at uvidenhed om loven (forbud, påbud osv.) ikke fritager for skyld.

Det er et klogt og nødvendigt princip, for ellers kunne man som f.eks. “kreativ forretningsmand” hurtigt skabe sig en formue ved skattesvindel og andre fif og slippe for straf ved at sørge for ikke at kende loven og dens fortolkning.

På den baggrund er det opsigtsvækkende, at Statsadvokaten for Fyn og Sønderjylland har besluttet ikke at rejse tiltale mod syv efterforskere ved Fyns Politi, selv om de overtrådte lovforbuddet mod at gemme telefonaflytninger af samtaler mellem en sigtet og dennes forsvarsadvokat.

Iflg. pressenotitser var begrundelsen, at betjentene ikke kendte loven…!

Endvidere slipper også to politiledere for videre tiltale, da de ikke vidste, at betjentene ikke kendte loven…..!

Den beslutning er højst besynderlig.

For det første strider den mod det netop beskrevne princip om, at uvidenhed om loven ikke fritager for skyld.

For det andet har politiet som indbegrebet af den udøvende magt en helt særlig forpligtelse til om nogen at kende loven og til selv at overholde den.

Dertil kommer, at efterforskere ikke bare hentes direkte ind fra gaden. De har en lang uddannelse bag sig, og deres ledere skal selvfølgelig sikre sig, at de så også fungerer som foreskrevet. Ved afhøringer f. eks. skal retsplejelovens bestemmelser iagtages, og det skal altid skrives ind i enhver afhøringsrapport, at det så også er sket.

På samme måde bør det være “børnelærdom”, at fortroligheden med hensyn til kommunikation mellem sigtede/tiltalte og deres forsvarer skal respekteres.

Den statsadvokatsbeslutning bør snarest omgøres af Rigsadvokaten. Ellers kommer uvidenhedsprincippet under voldsomt pres.

Og så giver denne episode i øvrigt al mulig anledning til at gå undervisningen på Politiskolen efter i sømmene.

Bjørn Elmquist
fmd.
RPF

MF’ere blæser på Grundloven

Højreoppositionens tre retspolitiske ordførere lader hånt om statsmagtens tredeling.

I skuffelse, arrigskab og afmagt over Højesterets dom i dag i en sag om hjemmerøveri overtræder de Grundlovens § 3 med deres uhørte, småfornærmede udtalelser om, at straffene burde have været meget skrappere.

Hvis ikke det var så ynkeligt med den slags pusten sig op, burde de anmeldes for grundlovsbrud. Når man første gang indtræder som medlem af folketinget, underskriver man en højtidelig erklæring om at overholde og respektere “Rigets Grundlov”. Så der kan ikke være tale om god tro.

§ 3 bestemmer, at lovgiver vedtager lovene, domstolene dømmer. Det er sund fornuft, at konkrete individuelle sager afgøres af dem (domstolene) inden for de generelle rammer, som folketinget har vedtaget.

Alt andet er en udemokratisk politisering af retsvæsenet og dermed krænkelse af de retssikkerhedsmæssige principper, som adskiller Danmark og andre demokratiske retsstater fra duiktaturet.

Det burde være til at forstå for alle.

Beklageligt fald i domme om samfundstjeneste

Den netop offentliggjorte statistik over domme til samfundstjenste i 2011 viser en beklagelig og ærgerlig udvikling. På voldsområdet er både antallet og andelen (af det samlede antal domme) faldet og har gjort det siden 2009.

Sådan set er det naturligvis positivt, om der bliver mindre voldskriminalitet, for det betyder færre ofre.

Men at andelen af domme, hvor der ikendes samfundstjeneste, bliver mindre og mindre, er skidt. Normalt er der nemlig langt færre af dem, der får samfundstjeneste, som falder tilbage til ny kriminalitet, end tilfældet er for dem, som bliver sendt i fængsel uden videre. Det er derfor, mange af os kalder samfundstjeneste for en “klog” sanktion. Den får mange af de dømte ind på helt andre spor i tilværelsen.

Statistikken netop offentliggjort af justitsministeriet går ikke ned i, hvad forklaringen kan være på denne ildevarslende udvikling.

Er det mon al den hylen og skrigen, der har været fra flere sider i den politiske og den samfundsmæssige debat med krav om strengere straffe?

Fra Retspolitisk Forenings side vil vi herved gerne opfordre alle landets dommere og domsmænd m/k til igen i højere omfang at “tænke og dømme klogt”.

Bjørn Elmquist
fmd.
RPF

Nyt EU-fifleri, nu om Finanspagten og grundloven.

Det er jo ikke ligefrem en “kioskbasker”, at justitsministeriet nu giver regeringen medhold i udsagnet om, at der ikke er noget i EU’s Finanspagt, som efter grundloven nødvendiggør en folkeafstenmning om dansk tiltræden.

Man kunne jo forledes til at antage, at regeringens hast med for flere måneder siden straks at fremsætte lige præcist det udsagn, længe inden justitsministeriets jurister overhovedet havde haft lejlighed til at analysere indholdet, var så at sige formålsbestemt. Med andre ord: så vidste regeringens embedsmænd, hvad de havde at forholde sig til.

Nu må vi jo så allesammen til at studere justitsministeriets analyse og konklusion nærmere. Det, jeg allerede har “kastet mig over”, er spørgsmålet om de “varige og bindende bestemmelser, helst i forfatningen, eller på anden måde, der sikrer, at de (forpligtelserne til at undgå for store underskud) fuldt ud overholdes og efterleves gennem hele den nationale budgetproces.” (Citat fra Finanspagtens artikel 3.)

Justitsministeriet skriver derom i sit notat (side 17), at det er oplyst, “at bestemmelserne i Finanspagtens artikel 3, stk. 1, vil blive gennemført i en kommende (dansk) budgetlov, som vil indeholde krav til de årlige finanslove. Desuden er det oplyst, at det er hensigten, at den kommende budgetlov vil bygge på et bredt politisk forlig mellem politiske partier i Folketinget.”

Notatets konklusionen er derefter, at grundlovens bestemmelser om suverænitetsafgivelse ikke kommer i spil. Det hele klares på nationalt plan.

Keine Hexerei, nur Behändigkeit…..

Kendsgerningen er imidlertid, at den skitserede ordning til gennemførelse af dansk deltagelse i Finanspagten ikke bliver af en sådan karakter, at underskudsbegrænsningsforpligtelsen i Danmark bliver bindende for Folketinget, og slet ikke får forfatningskarakter.

Der er således ingen, hverken danske eller EU-myndigheder, som vil kunne protestere over for domstolene, her eller i Luxembourg, hvor EF-domstolen jo har til huse, og dér påstå misligholdelse af forpligtelsen, hvis et simpelt flertal i Folketinget måtte gå hen senere igen og ændre den pågældende budgetlov vedtaget med et stort flertal.

Domstolene ville naturligvis heller ikke kunne gennemtvinge en evt. indsigelse om, at det, som “et bredt politisk flertal” havde vedtaget, så blev ændret ved en lov vedtaget helt i overensstemmelse med den i grundloven beskrevne procedure af et enkelt eller simpelt flertal.

Jeg har selv i mine næsten 15 år i Folketinget stemt for love sammen med hele resten af Folketinget, som så senere hen er blevet ændret af et flertal på bare én stemme. Der findes nemlig ingen mellemting rent juridisk mellem en almindelig lov og grundloven. Ikke i Danmark.

Det korte af det lange er, at vi her overværer endnu et “fifleri af rang” i forhold til vores EU-medlemsskab.

Hvor er det beskæmmende, at Danmark på den måde på skrømt er med, ja som formandsland går i spidsen…når vi i realiteten snyder i den grad på vægten….

Bjørn Elmquist

Vejen til effektiv kontrol med PET og FE

Mon ikke også efterretningstjenesterne selv er klar over, hvor stort behov der er for en egentlig kontrol og offentlighed omkring deres virke?

Debatten har kørt i mere end 20 år, men uden nævneværdige fremskridt. Folketingets kontrol har samme karakter som ved kontroludvalgets oprettelse i 1988, dvs. uden sanktionsmidler og uden mulighed for at kommunkere evt. kritik ud.

En tidligere (mellem)chef i PET, Bonnichsen tilslutter sig i dag opfordringerne til at følge ordningerne i f.eks. Norge og Holland og øge offentlighedens og andres indsigt, og det er da helt udmærket, at folk, der tidligere har været en del af systemet, så åbent erkender, at  noget må der gøres.

Men hvor er det dog ærgerligt, at han ikke spillede lige så ærligt ud, da han selv sad i systemet. Den gang var der også masser af kritik og krav fra mange sider om en nyordning, dog uden  nogen form for opbakning eller forståelse fra tjenesterne selv.

Faktum er, desværre, at sådan som tingene er skruet sammen i Danmark, skal der en imødekommende tilkendegivelse til fra PET og FE til, før noget kan ske. Ellers tør de for tjenesterne ansvarlige ressortministre ikke andet end at afvise kritikken.

Og med den slags ministerholdning vil de respektive regeringspartier også hurtigt “rette ind”, hvortil så kommer den robotagtige tilslutning til hemmelighedskræmmeriet fra alle de partier og MF’ere, som mener at statens sikkerhed og borgernes velfærd et bedst tilgodeset ved at lade de hemmelige tjenester og deres virke foregå i det skjulte.

Danmark indtager derfor, også den dag i dag, i denne henseende en plads helt nede bunden i rækken af demokratier, der ellers bygger på åbenhed til gavn for borgerne.

Ja, faktisk giver denne form for lukkethed dystre mindelser om, hvad der gjaldt i Sovjetunionen og det “folkedemokratiske” DDR.

Som bl.a. tidligere mangeårigt medlem af folketingets kontroludvalg  opfordrer jeg på den baggrund ledelserne eller ansatte i PET og FE til at bekende sig til behovet for gennemgribende ændringer i kontrolsystemet.

Bjørn Elmquist.