af Leif Hermann
Den forløbne uge har atter for jeg ved ikke hvilken gang bragt diskussionen om straffens formål og dette formåls sammenhæng med offer-gerningsmand problematikken. Denne gang er ikke uventet ofrets lidelser stillet overfor den påståede lempelige behandling, der bliver gerningsmanden til del. Det nye i sagen er, at vi her har med et velformuleret offer at gøre. En person der er i stand til at skrive og endda skrive godt og medrivende. Det blev til en kronik i POLITIKEN.

Derved får sagen en flyvende start i medierne, som endnu engang agerer mikrofonholder for forargede politikere, der uimodsagt vælter sig rundt i kendsgerninger, der alene har deres fundament i ofrets beskrivelse af sin situation. Dette set-up krydres så med lidt overfladisk research i sagen. Ikke én journalist har gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i, på hvilket grundlag gerningsmanden nu optræder som elev, eller hvad det nu er, i et af Klaus Meyers køkkener. Han er prøveløsladt, hedder det sig, endda efter kun at have udstået en tredjedel af straffen på 6 års ubetinget fængsel.

Inden jeg nærmere skal se på dette forhold, kunne det være på sin plads at opridse problemstillingen. Den kan deles i to.

1. Forbrydelsens grovhed tilsiger, at gerningsmanden skal lide og lide lige så længe, som ofret finder det passende i forhold til den ødelæggelse gerningen har forvoldt. Dette kan betegnes som gengældelse. Ofret har samtidig ret til både behandling og offererstatning samt rehabilitering efter bestemmelserne i den sociale lovgivning. Ofret har desuden ret til advokatbistand under sagen. En gengældelse eller hævn er i princippet uden grænser, da det jo er ofret, der skal være tilfreds. Og hvornår det er tilfældet er jo umuligt at fastlægge, da det jo beror på behovet for arten og mængden af hævn hos den krænkede. Principielt er straffens strenghed proportional med ofrets lidelser.

2. Gerningsmanden skal straffes efter grovheden af den begåede forbrydelse. Denne straf påfører gerningsmanden et onde eller en lidelse. I den konkrete sag ubetinget fængsel i 6 år. Det onde, gerningsmanden må tåle, er frihedsberøvelse i en bestemt periode. Set fra en samfundsmæssig synsvinkel er det afgørende, at gerningsmanden efter udstået straf ikke gentager sin kriminalitet. Det hedder resocialisering. Det vil sige, at han skal behandles på en måde, der sandsynliggør, at dette heller ikke vil være tilfældet. Altså et mål om straffens samfundsnytte.

Disse to problemstillinger har kun noget med hinanden at gøre, fordi de har samme årsag, og fordi ofrets opfattelse af gengældelsens styrke står i et vist forhold til straffens hårdhed. Ofrets rehabilitering og gerningsmandens resocialisering har derudover som udgangspunkt intet med hinanden at gøre. Ofrets rehabilitering forbedres på intet punkt af, at gerningsmanden behandles med hårdhed udover, hvad der ligger i den udmålte straf, f.eks. nægtes udgang til uddannelse eller prøveløsladelse efter reglerne i straffeloven og straffuldbyrdelsesloven. Eller at den udmålte straf er tilstrækkelig grusom til at ofret, kan føle, at der sket en passende gengældelse.

Hvis ofrets forventninger til straffens karakter ikke harmonerer med det samfundsmæssige krav om resocialisering, er der en uløselig konflikt, der imidlertid altid vil ende med, at det samfundsmæssige hensyn, mindre kriminalitet og dermed færre ofre, vinder. I hvert fald så længe, at det er samfundsnytten, der vejer tungest i straffens motivering. Dette er konsekvensen af, at retshåndhævelsen er et offentligt anliggende foretaget af personer, der ikke personligt har et udestående med gerningsmanden. Det er i denne sammenhæng værd at erindre om, at der i langt de fleste voldssager medvirker enten domsmænd eller nævninger, som formodes at repræsentere den almindelige retsopfasttelse. Vi må altså gå ud fra, at den idømte straf er i overensstemmelse med såvel kravet om gengældelse som kravet om, at gerningsmanden skal resocialiseres til en straffri tilværelse efter afsoningen. Men én ting kan vel alle blive enige om, at begge parter skal videre med et ordentligt liv. Så ordentligt det nu kan blive med skader og livsvarige mén.

I den konkrete sag har det floreret med påstande om løsladelse før tid. Nu er ethvert ophold udenfor afsoningsstedet jo at betragte som løsladelse i almindelig sprogbrug, men efter straffelovens bestemmelser kan løsladelse ske normalt på prøve efter udståelse af to tredjedele af straffen. I sjældnere tilfælde kan løsladelse på prøve ske efter udståelse af halvdelen af straffen.

Der kan på visse betingelser gives tilladelse til uledsaget udgang til uddannelse og udgang til særlige begivenheder f.eks. begravelser. Disse udgange gives på bestemte vilkår, der er fastlagt i bekendtgørelse nr. 729 af 25/06/2011 (Udgangsbekendtgørelsen) kap. 10 (Frigang).
Tilladelse vil først blive givet efter høring af blandt andet af politiet, der kan underrette ofret samt evt. udstede tilhold om, at gerningsmanden skal afholde sig fra at færdes på bestemte steder og i bestemte områder. Når arbejdsdagen er slut, er det tilbage til fængslet, hvor fritiden tilbringes. Der gælder særlige regler for rejseruter m.m.

I den konkrete sag drejer det sig om frigang til uddannelse. Der er altså ikke tale om løsladelse i straffelovens forstand. Og straffen skal afsones indtil, der gives en prøveløsladelse. Det ville også være mærkeligt at give prøveløsladelse på ”halvtid” i en sag af så grov en karakter. Denne udgang er nøje kontrolleret af Kriminalforsorgen, der skal sikre, at betingelserne for frigang fortsat er til stede. Er de ikke det, kan tilladelsen blive inddraget, og gerningsmanden er tilbage på afsoningsstedet hele dagen. Der er altså styr på, hvad gerningsmanden foretager sig under udgang.

Denne måske lidt for kliniske tilgang til emnet, skal tjene til en debat på et oplyst grundlag. Men denne debat kan aldrig afbøde de virkninger, en så grov behandling har udsat nogen for. En mildning af denne situation kan kun komme i stand ved ofrets og gerningsmandens bearbejdning af forbrydelsen.

Gerningsmanden må indse, at en undskyldning er en helt afgørende forudsætning for, at ofret kan føle, at gerningsmanden fortryder og dermed hjælper ofret til at komme videre med sit liv og måske vigtigst, at frygten for en gentagelse fortoner sig.

Ofret må indse måske med hjælp fra sagkyndig psykologbistand, at hendes situation ikke bedres ved at udelukke eller begrænse gerningsmandens resocialiseringsmuligheder. Det gør kun hendes egen indsats med al den bistand, som offentlige myndigheder kan give. Det kan sikkert hjælpe at inddrage andre og nok også offentligheden i den rædselsfulde situation, hun befinder sig i. Det har hun gjort. Derfor var det en fin kronik, men også kun derfor. At kronikken så har udløst det sædvanligt slet funderede markskrigeri, er ikke kronikørens fejl.