Statsmagtens tredeling og EF-domstolen

Fra De Europæiske Fællesskabers DomstolHykleriet og dobbeltmoralen lurer lige om hjørnet. For det går jo ikke at hylde udvidelse af flertalsafgørelsesordningen og en fælles europæisk retsorden, hvis det kun gælder de tilfælde, hvor man er en del af flertallet eller får medhold ved Domstolen.

Så ramler alle postulater om demokrati og lov og orden, skriver Retspolitisk Forenings formand Bjørn Elmquist

Et af de grundlæggende elementer i demokratiet er princippet om statsmagtens tredeling.

Lovgiver vedtager lovene, den udøvende magt udfører dem, og domstolene afgør tvister om lovene, og om de er overtrådt samt udmåler evt. sanktion. Hver af de tre magtinstanser skal samtidig påse, at ingen tiltager sig andres beføjelser.

I Danmarks Riges grundlov er princippet nedfældet i § 3, hvor man ikke må lade sig forvirre af den forældede sprogbrug om kongens rolle. Alle ved, at dette ikke skal tages bogstaveligt. Danmark har slet ingen konge i disse år, men en dronning – og monarkens politiske beføjelser er jo under alle omstændigheder for længst afskaffet. Så “kongen” betyder her “regeringen”.

Hvad substansen i § 3 angår, er det imidlertid værre.  Den danske magtdelingsmodel må i bedste fald betegnes som mudret.

Regeringen (den udøvende magt) dannes jo ud fra, hvem der har flertal i folketinget (den lovgivende magt), så kontrollen disse to instanser imellem er af noget særegen karakter. Oftest er statsministeren og alle de andre ministre selv medlemmer af folketinget, og helt uholdbart ville det naturligvis være, hvis ét enkelt parti helt alene havde flertal i folketinget! Det forholder grundloven sig slet ikke til, og det har da heller ikke bare tilnærmelsesvist været tilfældet i al den tid, lovgiver har bestået af kun ét kammer og ikke to.

Men man kan roligt sige, at her mangler vores danske model stringens og klar logik.

Med hensyn til den dømmende magt var der i masser af år ikke praksis for, at domstolene – Højesteret – ønskede at pådømme lovgivers overholdelse af grundloven og altså på den måde leve op til magtdelingsprincippet. Men så kom i 1992 Maastrichtdommens udtrykkelige tilkendegivelse om, at det i givet fald ville ske, og senere underkendelsen af Tvindloven som grundlovsstridig. Endvidere bør man hæfte sig ved, at der med domstolsreformen i slutningen af 1990’erne er gjort andre konkrete fremskridt i retning af en større – egentlig – uafhængighed  af denne statsmagt i forhold til specielt den udøvende magt (justitsministeriet).

Generelt er der almindelig (selv)tilfredshed med denne særlige danske model af Montesquieu’s teori om la sépération des pouvoirs – i hvert fald hvis man lytter til grundlovstalerne den 5. juni år efter år. Og enhver nyvalgt MF’er skriver glad og stolt under på den obligate, højtidelige erklæring om at ville overholde grundloven.

Men, men, i praksis ser det desværre efterhånden noget anderledes ud. Viljen til at respektere ens egne beføjelsers begrænsning og de andre instansers respektive kompetence fortoner sig i dagligdagen. Her skal fremdrages to eksempler fra de sidste ugers debat: domme i straffesager og EF-domstolens afgørelser om arbejdskraftens fri bevægelighed.

Når der afsiges domme i spektakulære volds- og andre straffesager, er den nærmest uafvendelige kommentar fra store dele af det politiske liv, at domstolene ikke følger folketingets krav de seneste år om strengere straffe. Ofte karakteriseres dommene som latterlige, og for at sikre folketingets vilje gennemført kastes forslag om ved lov at gennemføre minimumsstrafferammer på bordet. Sådanne påbud findes allerede, dog i yderst begrænset omfang, men der må absolut advares mod at øge den form for lovgivning.

For det første vil påbudte mindstestraffe jo slet ikke kunne påvirke anvendelsen af de øvre dele af strafferammen. Der kan allerhøjst være tale om at løfte den statistiske gennemsnitsstraf. For det andet vil en sådan fremgangsmåde kunne føre til uretfærdighed, fordi den konkrete, individuelle virkelighed sjældent passer til lovgivers teoretisk baserede og generelt konciperede lovbestemmelse. Det er her domstolene med deres lægdommer- og nævningedeltagelse borger for den demokratiske forankring og ved den individuelle behandling af sagerne sikrer den korrekte og passende udmåling af straffen. For det tredje ville en udbredt anvendelse af ved lov påbudte mindstestraffe gå domstolenes beføjelser for nær og betyde en overtrædelse af princippet om statsmagtens tredeling – selv i den mudrede danske models udformning.

Det andet eksempel udspringer af de stadigt mere skingre krav om at fastholde den stramme danske udlændingelov over for EF-domstolens kontinuerte, traktathjemlede fortolkning og gennemførelse af en af det frie markeds centrale grundpiller, arbejdskraftens fri bevægelighed.

Det er pludselig gået op for regeringspartierne og alle de andre tilhængere af den stramme linje, at de seneste 36 års folkeafstemninger om dansk deltagelse i den europæiske integration har handlet om afgivelse af national suverænitet til mellemfolkelige organisationer in casu EF/EU. Eller i hvert fald er der nu sket en åben erkendelse heraf.

Især de to regeringspartier har igennem alle årene været blandt de mest integrationsivrige herhjemme. Ikke bare i 1972, men også ved afstemningen i 1986 om Det indre marked. Senere, ved Maastricht, Nice, Forfatningstraktaten (der kuldsejlede) og nu Lissabontraktaten kom andre partier til, så de integrationsivrige MF’ere i dag udgør et overvældende flertal i folketinget.

Én ting er, at disse personer ikke har villet lytte til andre. Hverken de erklærede og overbeviste federalister, EU-modstanderne eller skeptikerne. Men de burde da selv have kunnet indse, hvad de helt logiske og nødvendige konsekvenser er og ville blive af suverænitetsafgivelse, herunder af flere flertalsafgørelser på stadigt flere politikområder.

Hertil kommer selve EF- og senere unionsstrukturen, der på helt anderledes stringent vis end den danske model lægger magtdelingsprincippet til grund. Det betyder – som i f.eks. Frankrig og Tyskland – at den dømmende magt in casu EF-domstolen i Luxembourg tager sine opgaver alvorligt og afgør stridigheder om reglernes indhold helt uden skelen til mere eller mindre politisk prægede præferencer hos andre magtinstanser, herunder (nogle af) medlemslandene i ministerrådet. Medlemslandenes regeringer har adgang til at fremkomme med indlæg ved Domstolens behandling af konkrete sager, selv om de ikke er direkte part, men hvis holdninger i ministerrådet skal have bindende effekt, må de vedtages i de foreskrevne former, dvs. “gøres til EU-lov”.  Det er også helt uden grundlag at påstå, at EF-domstolen nu er blevet aktivistisk i sine domme. Det har den været hele tiden.

Den civile ulydighed, som flere danske politikere, herunder også medlemmer af regeringen, har  lagt op til over for domstolen, kan måske anskues med en vis systemkritisk sympati. Men hykleriet og dobbeltmoralen lurer lige om hjørnet. For det går jo ikke an at hylde udvidelse af flertalsafgørelsesordningen og en fælles europæisk retsorden, hvis det kun gælder de tilfælde, hvor man er en del af flertallet eller får medhold ved Domstolen. Så ramler alle postulater om demokrati og lov og orden.

Alt i alt viser disse to eksempler og meget andet af samme skuffe, at store dele af vores lovgivende forsamling har det svært med helt at finde den rette ligevægt mellem egne magtambitioner og så respekten for de grundliggende principper i et demokrati.

I USA kaldes den ligevægt checks and balances.

Dette indlæg blev udgivet i Bestyrelsen i Retspolitisk Forening, Bjørn Elmquist, Domstole, EU, Globalisering, Kommentar, Samfundstendenser og tagget , , , , , den af .

Om Bjørn Elmquist

Bjørn Elmquist er forsvarsadvokat og har siden 2004 været formand for Retspolitisk Forening.

Bjørn Elmquist er født i Svendborg den 13. november i 1938, opvokset i København og blev uddannet som jurist i 1963. Han arbejdede de første otte år af sin karriere i Udenrigsministeriet, blandt andet ved den danske EF-mission i Bruxelles.

I 1971 blev Bjørn Elmquist ansat som EF-korrespondent ved Danmarks Radio, hvor han var frem til 1979. Det år blev han valgt til Folketinget for Venstre, som han forlod i 1990. Frem til 1994 var han journalist på TV-Avisen på DR og formand for Amnesty Internationals danske afdeling.

I 1994-1998 blev han igen valgt til Folketinget, men denne gang for Det Radikale Venstre. Han sad som formand for Folketingets Retsudvalg.

Siden 1998 har han praktiseret som forsvarsadvokat.

Skriv et svar