Udskriv denne artikel
Status for retsstaten Danmark
14 august 2009Bjørn Elmquist giver en aktuel status for retsstaten Danmark, og skriver blandt andet, at i de sidste 8 års hidsige jagt efter nye “anti-terror-tiltag” fastslås det gang på gang, at i valget mellem retssikkerhed og (personlig) sikkerhed må retssikkerheden vige. Det har betydet hyppige og konsekvente indgreb i den ene retsgaranti efter den anden, så den beskyttelse, som den enkelte borger har krav på via domstolene mod konkrete indgreb fra politi og andre myndigheder, mindskes.
Magt korrumperer. Det er en god gammel sandhed, som man – desværre – ser eksempel efter eksempel på, også her i Danmark. Alt for sjældent får det imidlertid konsekvenser, det være sig ved at der placeres ansvar og foretages de nødvendige korrektioner af systemfejlene.
Vores problem her til lands er nemlig, at den statslige struktur er meget lidt formalistisk. Vi har ikke helt de skarpe sondringer mellem den udøvende magt og den lovgivende, som ret beset er forudsætningen for, at princippet om statsmagtens tredeling og den indbyrdes kontrol kan fungere.
Statsministeren og dermed regeringen sidder ganske vist kun, sålænge folketingets flertal vil have det. Men når partierne i flertallet er enige om at prioritere gennemførelsen af egne politiske mål højere end alt andet, herunder også almindelig anstændighed og samfundsmoral, så går det galt.
Og den dømmende magt har i Danmark altid været yderst tilbageholdende med at udøve den kontrol over for de to andre statsinstanser – folketing og regering – som er en vigtig bestandel af princippet om statsmagtens tredeling, og sådan som vi ser det praktiseret i f.eks. det amerikanske system med “checks and balances”.
Jeg skal bestemt ikke afvise, at der kan være fordele i ikke at være formalistisk. At vi i stedet er pragmatiske og ligetil, roser vi os ofte af, vi danskere, efter recepten “På det jævne, på det jævne….”, “Langt højere bjerge….”, “…her snakker vi om tingene og finder en løsning”. Men det må ikke misbruges til at bilde folk ind, at “i Danmark korrumperer magten ikke”.
Ved sjældne lejligheder sker det trods alt, at magtmisbrug afsløres og ansvar placeres. Lad mig nævne Tamilsagen, som vel hos mange stadig er i nogenlunde frisk erindring. Der blev placeret ansvar hos en række personer, herunder den pgl. minster. Men blev der strammet op på de mekanismer, som skulle have bremset misbruget langt tidligere? Blev “systemet gjort klogere”?
Desværre er svaret nej. I tiden lige efter taltes der en del om at oprette en særlig ordning, så embedsmænd m/k, der sad inde med relevant viden om og dokumentation magtmisbrug, kunne henvende sig til en uvildig instans, som så kunne sætte hele maskineriet i gang. I England og i USA er den slags “whistle blowing” sat behørigt i system med lovregulering etc., så det var ikke svært at finde inspiration til en dansk ordning.
Men tingene gik i stå og intet tilstrækkeligt blev gjort. Beviset fik vi i Grevil-sagen, hvor Frank Grevil som ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste FE gik til pressen med dokumentation for, at daværende statsminíster Anders Fog Rasmussen udtalte sig om Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben mod bedre viden. Grevil blev straffet, da Østre Landsret ikke fandt straffelovens (ældgamle) bestemmelse om retten til at “afsløre hemmeligheder”, hvis det sker i berettiget varetagelse af åbenbare offentlige interesser, anvendelig. Umiddelbart efter dommen tilkendegav flere oppositionspartier vilje til at opdatere bestemmelsen, så den levede op til international standard, men her 4 år efter er der intet sket i så henseende.
At der sker en stadig udhuling af den danske retsstat kan ingen betvivle. Ja, i mange tilfælde er der faktisk tale om erkendelse deraf fra regeringen og et flertal i folketinget. I de sidste 8 års hidsige jagt efter nye “anti-terror-tiltag” fastslås det gang på gang, at i valget mellem retssikkerhed og (personlig) sikkerhed må retssikkerheden vige. Det har betydet hyppige og konsekvente indgreb i den ene retsgaranti efter den anden forstået på den måde, at den beskyttelse, som den enkelte borger har krav på via domstolene mod konkrete indgreb fra politi og andre myndigheder, mindskes. Der skal så at sige mindre til for at få grønt lys fra retten til at aflytte, overvåge, ransage, anholde og tilbageholde en person. Samtidig er der gennemført forhøjelse af strafferammerne på en lang række lovovertrædelser. Ikke som led i en overordnet, gennemarbejdet lov- eller sanktionsreform, men særskilt for hver forbrydelse for sig efter tur helt afhængigt af, hvad der har været forsidestof og pressekampagne om. For at vise “handlekraft”. Med andre ord: signalpolitik af værste skuffe.
Lovindgrebene mod retssikkerheden kom i to store klumper. Den første i 2002 og den næste i 2006. Men der har også i alle de mellemliggende år været masser af spredte lovændringer, også så sent som i det netop afsluttede folketingsår 2008/9. Her var der godt og vel et dusin lovforslag, som omfattede enkeltbestemmelser i straffeloven, retsplejeloven, fuldbyrdelsesloven, udlændingeloven, politiloven og social-/beskæftigelseslovene.
Som høringsberettiget instans har vi i Retspolitisk Forening løbende modtaget udkastene. Desværre for manges vedkommende så kort tid (få dage) før svarfristen, at det stiller enorme krav om ekstraindsats i sene nattetimer at få gennemarbejdet og afleveret bemærkningerne til udkastene. Det hjælper bestemt heller ikke på “humøret”, at vore – og andre hørtes – indvendinger og forslag til forbedringer, bl.a. også af rent lovteknisk og fagligt juridisk karakter, så at sige ignoreres. Ja, ofte færdiggøres forslagene af regeringen endog inden høringssvarene er modtaget, selvom fristerne overholdes.
Resultatet af dette års folketingsarbejde var på dette område samlet set i repressiv retning. Endnu en gang.
Her skal alene fremdrages et enkelt specifikt emne, fordi det er af stor principiel betydning. Lovændringen var tituleret “Forbedring af udlændinges retsstilling i forbindelse med administrativ udvisning”.
Baggrunden var den såkaldte tunesersag, hvor to tunesere skulle udvises administrativt af Danmark, fordi de var mistænkt for at ville dræbe en af Jyllandspostens Muhammed-tegnere – og derfor var til fare for STATENS sikkerhed!
Efter at sagen havde været i Højesteret et par gange, opgav PET – og Rigsadvokaten og justitsministeriet – at frihedsberøve de to og at gennemføre tvangsudsendelsen. Det krævede nemlig, at PET skulle fremlægge yderligere dokumenter, som imidlertid var så hemmelige, at ikke en gang domstolene – og de to mistænkte og deres forsvarere – måtte få dem at se.
For så at “forbedre retstilstanden for udlændinge” har regeringen nu – med et stort flertal i folketinget – vedtaget, at der til den slags sager skal oprettes en særlig domstolsprocedure, hvor specifikt (af PET) sikkerhedsgodkendt retspersonale i en bestemt afdeling af Københavns Byret og advokater, ligeledes PET-sikkerhedsgodkendte, ved lukkede og hemmelige retsmøder skal behandle PETs sag mod de mistænkte. Hverken de pågældende personer selv eller deres forsvarere må være til stede eller få indseende i, hvad de hemmelige papirer indeholder.
Denne ordning var vi i Retspolitisk Forening naturligvis stærkt kritiske over for. I udgangspunktet har vi den opfattelse, at hvis der ikke kan næres tillid til, at en advokat som forsvarer overholder loven, så bør den pågældende overhovedet ikke være forsvarer. Og sker der tillidsbrud, skal der straffes behørigt derfor. Hertil kommer, at denne slags særdomstolsprocedure risikerer hurtigt at sprede sig til også andre sagsarter som f.eks. terrorsager og sager om bande- og anden organiseret kriminalitet, hvor myndighederne ser behov for en “hurtig og effektiv” behandling. Og hvad sker der så med det almindelige domstolssystem med almindelige, uafhængige dommere og advokater?
Vores (begrundede) frygt er naturligvis, at der hermed er gjort et ualmindeligt alvorligt anslag direkte mod en af grundpillerne i retsstaten Danmark. De næste anslag af samme skuffe kommer hurtigt på startrampen – og hvor er den partipolitiske modstand i folketinget at finde?
on august 17th, 2009 at 22:44
Vi lever i et land,hvor man er ude efter 8-10 år for mord,mordforsøg ska man være uheldig for at få over 2år,ikke noget at sige til man får svære ved at finde vidner,man ser dem jo snart igen.er man 4 mand,der tæver 1 mand med køller og selv om det logisk,at der er store chancer for han kommer til skade resten af livet,eller dør,ska man bare sige “jeg troede ikke det blev så slemt” kan man slippe med under 2år og dør han af det gir det måske 6år,og så ska man ovne i købet bevise,hvem der gav det afgørne slag,selv om man har været lige gode om det,og godt ved det kan ende meget galt,og hvis de ikke ved det,burde de være for farlig,til at være i samfundet.jeg ved også der er folk der bruger vores svage retsvæsnen til at få respekt,for skulle det endelig komme dertil,at de nød til at slå ihjel,for at få den respekt,overvejer de det ikke,da de ved de ude efter 6-8 år,her tænker jeg især på bande-medlemmer og ganster,der ved de får en stor status bland sine egen,både mens de sidder inde og når de kommer ud,hvor de så kan forsætte hvorfra de slap,det ikke lige den måde Amerika slipper af med deres storganster på,da de godt ved de vil få sammen problem,når de kommer ud.
er det p.g.a økonomi,i ikke syntes borgerne ska ha retfærdighed,og er det så svært at se,hvordan det underminere vores retsvæsnet og land.Mord burde da ikke ku gi under 20 år og mordforsøg 10,man tager trods alt et liv,der nemt ku blive 70-90 år.men det virker som om staten kun tænker økonomisk.så må borgernes retfærdighed komme i ande række.er der virkelig ingen politiker der tør tage de afgørne skridt,til vi får et stærker retsvæsne så vi slap af med alle de latterlige domme vi har for mord,selv folk der er bleveet bandemedlemmer gav har givet mig ret i mine synspunkter før de blev bande medlemmer,hvis vores land ikke ska undermineres er politikerne snart nød til at gi borgerne retfærdighed.
on december 11th, 2010 at 22:17
[...] Synspunkterne er eksemplificeret i et blogindlæg hos Retspolitisk Forening — hvis indhold jeg næsten fuld ud er enig [...]
on juni 23rd, 2012 at 21:19
23juni 2012
Jeg sidder med et spørgsmål … Kan det virkelig være rigtigt at borgere i dagens Danmark kan blive straffet på indicier og at anklagemyndighederne har så meget magt at de kan holde folk i varetægtfængsel i 10 mrd og mere (psykisk tortur) uden beviser … Uskyldige bliver tortureret psykisk mister job,bolig og familier/ børn bliver behandlet som forbrydere af politi, ikke engang advokater kan vide om deres klient bliver dømt pga. Manipuleret historier og magtmisbrug fra anklagemyndighederne…er dette bare en accepteret retspraksis i dagens Danmark ? Hvis politiet har opstillet en plausibel tese, falder bevisbyrden ofte over på forsvaret, som varetægtarrestant er man uskyldig, men man bliver placeret under de absolut barske og mest umenneskelige fængselsforhold i Danmark med besøgs og brevkontrol som torturmiddel og man har ingen mulighed for at bevise sin uskyld bag lukket døre og uden kontakt til omverdenen… Er der nogen der gør noget ved dette ?